Nu bliver den hund altså snart sendt direkte til dyrlægen!
I morges vækkede Kåre mig, for at høre hvor meget chokolade der havde været tilbage i æsken på stuebordet. Ja, der var knap 100 gram. Og VAR er det rigtige ord. Den havde Siri ædt.
Jeg kunne ikke lige huske hvor meget mørk chokolade sådan et kræ kan tåle, så jeg fik ringet til dyrlægen i en fart. Han mente umiddelbart ikke at det var farligt. Det ville være farligt for en hund på 30 kg, men Siri er jo lidt større. Men vi skulle lige holde øje med om hun brækkede sig og fik åndenød, for så skulle vi ringe igen.
Det har hun heldigvis ikke gjort.
Men fra 1945 til 1955 var vi lige i Kvickly for at hente frimærker til årets julekort. Vi havde ikke lige fået ryddet alt maden af bordet, det skulle jo nå at køle lidt ned. Da vi kom hjem havde hun taget bakken fra kødet på køkkenbordet, smørret og kartoflerne fra spisebordet og indpakningspapir og bånd fra stuebordet!
Hun kom ud i haven, mens vi ryddede op og der gik ikke to minutter før hun gøede løs af en forbipasserende sheltie. Hun ville ikke komme da jeg kaldte og heller ikke følge med, da jeg lige tog fat i hende. Så blev jeg sur og tog hende i nakkeskindet og halv slæbte og halvt løftede hende ind.
Nu ligger hun ude på badeværelset og har rigtig, rigtig ondt af sig selv. Stakkels, stakkels vovse.