Hvem er du?

Meget filosofisk, men egentlig er det bare markedsføring. Conzoom har inddelt danske adresser i 8 forskellige grupper og 32 forskellige typer. Altså hvilken type er det mest sandsynligt der bor på den adresse. På den måde kan firmaer betale sig fra 10.000 adresser med beboere der højst sandsynligt passer i deres målgruppe. Men Conzoom har lagt deres oplysninger online, så man kan se hvem man selv er. Prøv selv her.

Og jeg har nu fundet forklaringen på hvorfor jeg for nogle uger siden fik et kampagnebrev, der ville have ældre mennesker til at bruge cykelhjelm. Vi tilhører nemlig plejehjemsgruppen!

Om plejehjemsgruppen (og os?):

  • Over 66 år
  • Enlige
  • Bor i en landsby
  • Læser ikke aviser
  • Læser Familie Journalen og LedSager1
  • Går ofte i kirke
  • Er bange for udviklingen, fremtiden og specielt for den nye teknologi
  • Stemmer på Dansk Folkeparti

Lyder det ikke lige som os? Jo, vi bor i en landsby og jeg læser LedSager, men ellers er det vist meget begrænset hvor godt det passer. Det vil sige – faktisk har jeg en ordentlig stak Familie Journalen liggende inde i stuen. Dem fandt jeg på genbrugspladsen og tog med hjem for at have noget hjernedødt at læse i.

Om mine forældre kan jeg fortælle at de er bange for at de traditionelle familieværdier forsvinder, de har kat, de hører nærradio, de læser regionalavisen, de kører i deres bil ned i Spar og handler og de synes at teknik og edb kan virke skræmmende. Bortset fra katten så synes jeg egentlig de rammer meget godt.

Da vi boede på Vejlby Toften boede vi i et rækkehus, så TV3, læste MetroeXpress og Kig Ind, handlede i lavpriskæderne og Bilka, var bange for moderne teknologi og stemte Dansk Folkeparti.

Nå, men hvis jeg er så bange for moderne teknologi må jeg vel hellere stoppe den her overspringshandling og komme i sving med tøjvasken – men jeg bruger altså vaskemaskinen!


1/ LedSager er Gigtforeningens medlemsblad

Comments are closed.