Velgørenhed og fradrag

Nu er det snart jul, kun 14 dage er der til juleaften, og der er sikkert mange der ikke kan komme i tanke om hvad de skal give moster Oda eller bedstemor Maren i julegave. Og så er det jeg lige vil minde om at man kan give gaver gennem mange velgørende organisationer – og trække gaverne fra i skat. En glimrende måde at glæde mange på:

Folkekirkens Nødhjælp
  • Den ene modtager, fordi hun ikke får endnu en bøtte creme, der alligevel bliver smidt ud.
  • Den anden modtager, fordi de får noget at spise eller drikke eller komme i skole.
  • Mig, fordi staten på den måde bliver tvunget til at give lidt mere i ulandsbistand.
  • Dig, fordi du betaler mindre for at glæde flere.

Og for lige at opsummere hvordan det er det virker med skattefradraget:
Du skal give mindst 500 kroner til en af de godkendte organisationer. Alt mellem 500 kroner og 14.500 kroner kan trækkes fra i skat (det skal stå i rubrik 55). Hvis du giver 400 kroner til en organisation kan det ikke trækkes fra, men giver du 600 kroner til en organisation og 1.200 til en anden, kan du trække 1.300 kroner fra. Med en trækprocent på 40 betyder det at du har betalt 1.280 kroner og skattefar har betalt 520 kroner af dine julegaver! Læs mere i denne pjece fra SKAT [PDF].

Her er en, formentlig ikke komplet, liste over de organisationer, der sælger gaver der gavner andre:
Dansk Røde Kors
Folkekirkens Nødhjælp
Unicef
SOS-Børnebyerne
Care
Børnefonden
Læger uden grænser
WWF

2 Responses to “Velgørenhed og fradrag”

  1. Leif Erik Simonsen Says:

    … skattefar har betalt… Det er da ufattelig dårlig karma!! “Skattefar” er dig selv, din familie, dine naboer, dine bedste venner osv.!! Jeg værdsætter til enhver tid gode initiativer, der gavner svage og lignende. Jeg får det samtidigt rigtigt dårligt, når nogle benævner vores fælles “husholdningskasse” som “skattefar”. Når nogle betragter denne “skattefar” som en uudtømmelig guldåre…. En typisk dansk attitude, at hvad der er dit er også mit, men hvad der er mit rager ikke dig. Simpelthen til at kaste op over….

  2. Trine Says:

    Jeg ville gerne betale mere i skat for at få den danske udviklingsbistand op på 1% – vel at mærke reel udviklingsbistand, ikke det som den nuværende regering kalder udviklingsbistand.

    Og jeg vil gerne hjælpe med til at tvinge nogle af statens skatteindtægter i den retning, når regeringen ikke selv kan finde ud af det. Så længe jeg selv sætter handling bag ordene og betaler til nødhjælp, så ser jeg ikke noget problem i det.

    Personligt anser jeg det som god karma, men sådan er vi jo så forskellige.