Nøgenbadning

Flere af læserne her på bloggen vil nok give mig ret i at nøgenbadning ikke er farligt. :) Men kristendemokraterne vil have forbudt nøgenbadning på de danske strande, for i deres øjne er folk der bader nøgne “voksne med uterlige seksuelle tendenser, der ønsker at lege ekshibitionister på stranden foran øjnene på ens børn”.

Så fordi jeg bedst kan lide at bade uden badetøj, så har jeg uterlige seksuelle tendenser… Javel, ja. Der kan man bare se.

Blufærdighedskrænkelse er allerede ulovlig jf. straffelovens §§232 og 233, så der er ikke den mindste grund til at forbyde folk at bade nøgen – med mindre man anser nøgenhed i sig selv som blufærdighedskrænkende. Og nej, jeg føler ikke min blufærdighed bliver krænket af at en mand går nøgen i vandet eller ligger nøgen på stranden – heller ikke selvom det er en halvfed, lasket, ældre mand. Så længe folk opfører sig ordentligt, så må de for min skyld bade alt det nøgen de vil.

Og jeg vil også have lov til at bade nøgen. Vådt badetøj er simpelthen for klamt!

Så kristendemokraterne kan bare gemme deres forstokkede holdninger væk og bruge deres energi på at lave en tidsmaskine, der kan føre dem tilbage til en tid hvor kroppen var noget grimt noget, der skulle gemmes væk.


Politiken, Kristendemokrater vil forbyde nøgenbadning, 21. april 2009

3 Responses to “Nøgenbadning”

  1. Toke Eskildsen Says:

    Sjovt som retorikken kører om folks frihed i den artikel du omtaler. Jeg mindes citatet (der muligvis ikke er et rigtigt citat) “In order to save the village, we had to destroy it”.

    Jeg deltog på et tidspunkt i en lille diskussion om nøgenbadestrande på et amerikansk forum. Det føltes ret godt at kunne være på den høje hest og sige at vi ikke havde den slags i Danmark, eftersom det generelt er lovligt at bade nøgne og (her kommer pointen, som du også er inde på) det i praksis fungerer godt, fordi folk i almindelighed har snøvs nok til at bedømme situationer. De halvfede gamle mænd stiller sig ikke op foran børnefamilierne og laver helikopteren.

    Og så må jeg hellere markere og tilføje at jeg hører til de blufærdige der bader med badetøj, med enkelte svipsere i svenske søer eller øde strande.

    “The more you tighten your grip, Tarkin, the more star systems will slip through your fingers”

  2. Trine Says:

    Jeg undrer mig også over hvad det er de er bange for? At børn skal få et naturligt forhold til nøgenhed og hvordan vi mennesker altså er forskellige?

    Er jeg ved en overfyldt strand hvor folk har badetøj på, så tager jeg også badetøj på. Men bader man om aftenen eller fra en strand uden mennesker, så bliver det altså hjemme. Det er sådan noget med almindelig høflighed. :)

  3. Sebastian Adorján Dyhr Says:

    Helt enig med jer to – almindelig nøgenhed i forbindelse med badning er da ikke uterligt – øv – de har ellers haft flere fornuftige holdninger – men ikke denne ,(