Tørklæder på sygehuset

I starten gik debatten på hvorvidt det var indvandrernes skyld at der ikke længere er kage og saftevand til patienterne på de danske hospitaler – og om der nogensinde har været det.

Nu er debatten så gået over til den anden del af artiklen: Bør man kunne nægte at lade sig behandle af en muslim?

Min holdning er ganske klar: Jeg antager at alt det sundhedsfaglige personale på de danske sygehuse er fagligt kompetente og om de så har kalot, kors, tørklæde eller turban på er mig totalt ligegyldigt – bare de kan deres job og kan snakke dansk, så kommunikationen ikke er et problem.

Det gælder naturligvis begge veje. Når man bliver indlagt eller skal behandles på et dansk sygehus, så må man acceptere den behandler der er der – uanset om man er muslimsk mand, der ikke vil behandles af en kvinde; en muslimsk kvinde, der ikke vil behandles af en mand eller en dansk racist, der ikke vil behandles af en muslimsk kvinde med slør.

Hvis man får “tildelt” en kontaktperson som man bare ikke kan sammen med, kan man naturligvis prøve at høre om det kan lade sig gøre at skifte – men det skal ikke være noget krav. Man må tage den hjælp der bliver tilbudt.

Jeg undrer mig lidt over dem der siger at alle religiøse og politiske symboler skal være forbudte for offentlige ansatte. For hvis man mener at muslimernes livssyn ikke harmonerer med lægegerningen, så er det vel lige meget om de har tørklæde på eller ej?

Og så lige et citat fra artiklen i Dansk Folkeblad fra kvinden der bryder grædende sammen, da hun ikke kan garanteres at hun ikke bliver opereret af en ikke-muslimsk læge. Jeg synes det siger en hel del om dem der stemmer DF:

Det her havde jo slet ikke noget at gøre med racisme men er en politisk holdning. Jeg er i opposition til alt, hvad islam står for, og jeg vil ikke opereres af en muslim, som kan bekende sig til islam.


Dansk Folkeblad, nummer 6, november 2010

2 Responses to “Tørklæder på sygehuset”

  1. Annika Says:

    Tja, det er utroligt hvad man får at høre for tiden :\
    Hvis nogle har krav til lægernes mere private ting, så må de selv finde sig et behandlingssted hvis man spørger mig.
    Så længe man bliver behandlet så godt som de nu engang kan gøre, så skal man bare være glad for at det er muligt.

  2. Sebastian A. Dyhr Says:

    Jeg har også undret mig over, at der i radioaviserne slet ikke har været nævnt den holdning, at det er en gave, at vi kan blive behandlet på det offentliges sygehuse, og at det da er spild af penge og gode evner, hvis det offentlig skal lede efter andre og betale for transport til andre læger/sygehuse end der, hvor patienten er kommet hen.

    I øvrigt kan det undre mig meget, hvorfor lægerne så ikke må vælge? Det ville vel være rimeligt nok, hvis de også kunne vælge til og fra mht hvem, de vil behandle, vel?