Om regeringens førtidspensions- og fleksjobsudspil
Disse skriblerier er skrevet efterhånden som jeg har fået læst udspillet – derfor kan det forekomme noget rodet – undskyld.
Sygdomme, der for få år siden blev betragtet som uhelbredelige og invaliderende, kan vi i dag gøre meget for at behandle.
Den holdning vil jo gøre det så godt som umuligt at få tilkendt førtidspension eller fleksjob, da der ikke må være nogle behandlingsmuligheder tilbage og tilstanden skal være kronisk. Men det vil jo betyde at man hele tiden kan sige: Du kan ikke blive tilkendt noget, for det kan jo være at der om 10 er er en behandlingsmulighed.
Det er også foruroligende, at vi har en fleksjobordning, som ikke giver den nødvendige plads til dem med færrest ressourcer. Meget tyder på, at ordningen ikke i tilstrækkelig grad bliver brugt af de personer, som den er tiltænkt, nemlig personer, der ikke kan få arbejde på almindelige vilkår, fordi de har væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen.
Hvem er det lige der har fået tilkendt et fleksjob, som godt kan få arbejde på almindelige vilkår? Jeg kender en del på fleksjob, men ingen af dem kan arbejde på almindelige vilkår. Igen er det en mistænkeliggørelse af syge og handicappede – for vi “lader jo bare som om, så vi kan nasse på samfundet”.
En forstærket indsats skal forebygge førtidspension: Kommunerne får nedsat refusion for førtidspension til 20 procent
Det vil i praksis betyde at kommunerne vil gøre ALT hvad de kan for at undgå at tilkende en førtidspension. De vil holde folk væk med alle de midler de har – alle vil få et afslag i første omgang, for så håber de at folk opgiver at anke og i øvrigt er ventetiderne hos Ankestyrelsen så lange, at det udskyder beslutningen i hvert fald et år – endnu et år, hvor den syge/handicappede må klare sig på kontanthjælp eller for ægtefællens løn, samtidig med at de må vinke farvel til hus og bil og at de kommer længere og længere ned i det sorte hul.
Personer under 40 år kan ikke få tilkendt førtidspension, medmindre det er helt åbenbart, at de aldrig bliver i stand til at få et liv med arbejde. Unge skal i stedet have et særligt individuelt tilrettelagt udviklingsforløb, der strækker sig over et til fem år.
…
Regeringen lægger op til, at forsørgelsesniveauet skal være en individuel ydelse, som tager afsæt i den ydelse, den enkelte modtog forud for udviklingsforløbet, idet der fastsættes en minimumssats i særlige tilfælde.
Mange af disse mennesker risikerer altså at blive fastholdt i usikkerhed i op til fem år og da mange af dem kommer fra kontanthjælp eller mindre – så kommer de til at skulle kæmpe for at få økonomien til at hænge sammen samtidig med at de står i en usikker og sårbar situation.
I den nuværende ordning kan det ikke betale sig for en arbejdsgiver at ansætte personer med meget begrænset arbejdsevne i et fleksjob. Arbejdsgiveren skal betale mindst en tredjedel af den fleksjobansattes løn. Fleksjobberen skal altså mindst kunne arbejde 12 timer om ugen, før det typisk kan betale sig for arbejdsgiveren. Personer, der kun kan arbejde under 12 timer, holdes derfor ude af ordningen.
Det er da det eneste fornuftige der har stået endnu. For det er da et problem, at man hvis man kun kan arbejde svarende til 10 timer om ugen er for rask til en førtidspension, men for syg til et fleksjob.
Personer under 40 år kan, hver gang perioden udløber, få bevilliget et nyt fleksjob for en femårig periode, hvis kommunen igen vurderer, at personen er berettiget til et fleksjob.
Hvilken belastning! I forvejen skal hele ens liv og privatliv endevendes før man kan få tildelt et fleksjob og det kan tage år. Og man skal arbejdsprøves i et hvert tænkeligt job – ikke bare det job man har – for det kunne jo være at man kunne arbejde en time om ugen mere i et andet. Så hvert femte år skal man altså igennem møllen igen. Man risikerer at miste sit arbejde, fordi man liiige skal arbejdsprøves et andet sted. For slet ikke at snakke om den utryghed det vil give, at man aldrig aner om man er købt eller solgt – os der har psykiske problemer vil da bare få det endnu værre med den usikkerhed, der altid vil følge os.
Tilskuddet bliver reguleret med størrelsen af lønnen. Det betyder, at de største tilskud i modsætning til i dag bliver givet til personer med den laveste løn.
Selvom jeg et eller andet sted synes det er forkert at en forsker i fleksjob aldrig kan komme op og tjene det samme som hans/hendes kollegaer, så synes jeg faktisk det er i orden at lave sådan en regulering. Hvis man kan tjene 40.000 om måneden før skat før tilskud, så er der mere brug for det tilskud et andet sted.
Arbejdsgiveren skal sammen med medarbejderen i fleksjob og kommunen udarbejde en jobplan, hvor målet er et job på ordinære vilkår, når fleksjobbet udløber.
Så selvom man har været gennem arbejdsprøvninger og er blevet tilkendt fleksjob, så skal man stadigvæk presses hele tiden – for målet er ikke at man får fred til at blive en god medarbejder og få sit liv til at hænge sammen, men målet er at man skal kunne arbejde fuld tid.
Endelig skal kommunernes refusion for løntilskuddet i fleksjob sættes ned, så kommunerne får større tilskyndelse til at hjælpe den enkelte i et ordinært job frem for fleksjob. I dag får kommunerne refunderet 65 procent af udgifterne til et fleksjob. Det sættes ned til 50 procent af udgifterne til det første midlertidige fleksjob og 30 procent af udgifterne til de efterfølgende fleksjob.
Samme problem som med førtidspensionen – det er i kommunens interesse at holde folk væk fra fleksjobbet så længe som over hovedet muligt og det vil betyde flere afslag, flere anker og flere ødelagte liv.
Selvom der faktisk er positive ting at sige, så er de negative klart i overtal. Grundlæggende vidner det om at regeringen dels mener at de kommunale sagsbehandlere giver førtidspensioner og fleksjob til alle og enhver og at alle folk på førtidspension eller i fleksjob blot er dovne og ikke gider at arbejde. Det er et menneskesyn, der ser på mennesker som arbejdskraft og ikke spor andet – vi skal arbejde 37 timer om ugen og om vi så også er i stand til at være mennesker ved siden af er totalt lige meget. Og kan vi ikke arbejde de 37 timer om ugen – så er vi faktisk ikke rigtig noget værd.
Der indledes med smukke ord om at man skal hjælp de svage og at man ikke skal svigte de syge – men i praksis betyder det blot at man skal tvinges til at yde mere end man kan uanset den menneskelige pris.