Mormor

I går var det et år siden min mormor døde. Hun har været savnet, men specielt i går, hvor Karen blev døbt savnede jeg hende meget. Da vi sang dåbssalmen begyndte jeg at græde lidt under 5. vers:

Og ved tidens grænse lever fortsat
dine løfteord ved døbefonten,
dåbens lys er tændt, når livet slukkes.

Det var netop en af grundene til at jeg synes at det på et eller andet plan var passende at Karen skulle døbes på mormors dødsdag.

Jeg er rigtig ked af at mormor ikke levede til at se Karen – men jeg er glad for at sidste gang jeg snakkede med hende (hvor hun var vågen) var det da jeg fortalte at jeg var gravid igen. Så hun nåede at vide at der var endnu et oldebarn på vej.

Comments are closed.