Trines blog

I dag skulle jeg til jordemoder, men vi startede med en tur i regnskoven, fordi der er både en legeplads og nogle geder. Vi var også lige inde en tur og endnu engang undrer jeg mig. Der er store skilte med at man ikke må berøre dyrene – og alligevel er der nogen der ikke kan lade være med at jagte aberne, fordi de vil klappe dem. Typisk er det fædre der har deres børn med – hvad pokker er det for et eksempel at sætte? Behandl dog dyrene med respekt og lær børnene at dyr ikke er legetøj! Aargh – jeg kan blive så arrig på sådan nogle idioter (og hvis nogen føler sig truffet: FINT!)

Jordemoderen var vældig flink og lod sig ikke gå på af at Ellen var med. Til gengæld så hun lidt opgivende ud, da hun spurgte til hvad Søren (min egen læge) mente, når han skrev at sidste graviditet havde været “kompliceret”. Der var ligesom ikke rigtig plads nok til at skrive hele romanen om galdesten, nyreoperation, kvalme, gigt, depressioner, angstanfald, stofskifte osv. :)

Jeg slipper heldigvis for 21-ugers besøget og kan vente hele tre måneder inden næste gang. Men vi hørte hjertelyd og det er jo altid rart at høre – også selvom jeg blev sparket/moslet så sent som i går.

Bagefter fandt vi lige et par caches og her til aften har vi været ude ved gederne. Det spurgte Ellen om ikke vi skulle, så det gjorde vi. Vi tog droget med og hun synes bare de geder skulle jagtes. Men som man kan se på billedet var gederne ikke enige. :) Hun var ellers i snor, så de kunne bare lade være med at gå hen til hende.

Men det er nu hyggeligt med sådan en flok tolle geder lige i nærheden. :)

Nu har jeg endelig fået skrevet blog fra vores ferie – den blev skrevet på Ellens blog, så I må se den der. :)

Dag 1
Dag 2
Dag 3
Dag 4
Dag 5
Dag 6
Dag 7

I dag har jeg været på sygehuset for at snakke med en obstetriker på grund af stofskiftet. Det er ganske vist nogenlunde normal i øjeblikket, men min læge ville gerne lige have en obstetriker til at se på det i forbindelse med graviditeten.

Obstetrikeren var ikke det mindste bekymret – det var hun til gengæld da hun så min D-vitaminstatus. Jeg vidste det godt selv, så jeg er begyndt med ekstra D-vitamin, men hun mente at det skulle tjekkes lidt bedre, så nu skal jeg have taget blodprøver for det også.

Desuden skal jeg have taget TRAb-prøver nu og en gang senere. Hvis de er positive skal Ny have taget de samme blodprøver som Ellen fik og tjekkes af en børnelæge efter fødslen. (TRAb-antistoffer hos moderen kan give den nyfødte for højt stofskifte, da de passerer moderkagen.)

Hun havde læst journalen fra Ellens fødsel og det var bare ikke sådan noget hun gad høre om – og heller ikke den studerende der var med. Det havde jo været for let – og jeg skulle nok sørge for at komme i GOD tid denne gang. :)

Og så havde hun læst at jeg har blødt lidt her i starten. Så om vi ikke lige skulle tjekke – ultralydsapparatet stod der jo alligevel. Så nu har jeg for femte gang vinket til Ny. :)

Det er nu lidt trist at have haft sådan en god oplevelse og så er Kåre ikke engang hjemme og dele den med.

For præcist tre år siden stod jeg om formiddagen pludselig med en lille strimmel papir med to streger på. Jeg var gravid! Jeg kørte, med tårer i øjnene, ind til Århus og Statsbiblioteket, hvor jeg bad receptionisten om at ringe op og bede Kåre komme ned til sin kone.

Kåre siger at han blev ret bekymret, for det var trods alt ikke normalt at jeg kørte fra Ulstrup til Århus uden at have sagt noget om det.

Så i øsende regnvejr gik vi en tur i Uniparken og jeg fik sagt til Kåre at jeg altså var gravid.

Jeg kan ikke lige huske hvad der mere skete den dag, men gravid var jeg – og nu har vi en skøn 2-årig. Lidt fantastisk.

Dagen efter kan jeg se at jeg har skrevet på bloggen, at der ikke er sket så meget i vores liv. :)

Tre år efter.

Onsdag morgen stod vi meget tidligt op og kørte til Bjergby for at aflevere Ellen og Siri. Det gik heldigvis meget nemt – Ellen gik ind i stuen og satte sig med en kasse legetøj. Hun kom lige for at sige farvel og legede så videre.

Vi kørte videre til Thisted, hvor der var bisættelse fra sygehuskapellet klokken 11. Der kom flere end jeg havde regnet med og jeg havde det evindelige problem med at huske hvem alle er – Mormor havde en stor familie og det er lidt svært at huske alle mors fætre og kusiner. Bisættelsen gik så godt som den slags nu kan gøre – jeg græd det meste af tiden, men præsten holdt en fin tale.

Efter bisættelsen kørte vi til Biersted, hvor vi fik frokost og fik snakket lidt og set på billeder. Mig og Kåre kørte lige over Sennels hjem, mormor og morfar (altså den morfar jeg har kendt, ikke min mors far) boede i mange år i Sennels, så jeg ville gerne lige se huset og stranden igen. Der kom lige nogle minder forbi. :)

På vejen hjem til Ulstrup kørte vi i Bilka og fik købt nye sko og så skulle vi da lige se den nye IKEA i Aalborg. Den er godt nok NOGET større end den bette en i Århus!

Hjemme igen fladede vi bare ud – vi var GODT brugte. Ellen hørte vi ikke noget til, men mon ikke også hun havde det fint? :)

Tirsdag på vej hjem fra arbejde stod jeg i Netto og anede pludselig ikke hvad jeg skulle der. Da jeg kom hjem faldt jeg om fra min stol og så gik det ellers ned af bakke og det næste døgn var toilettet godt nok min allerbedste ven. Det er altså ikke så sjovt. Men jeg fik læst en del. Faktisk nåede jeg både Midnight Sun og Breaking Dawn (ca. 700 sider) på det døgns tid. Og udover at man smitter to døgn efter, så er man altså også noget udmattet.

I går skulle vi egentlig have besøgt Tomas og Dina i Århus, men da fastelavnsbollerne var bagt og bilen var pakket ville den skrammelkasse ikke starte! Så vi tilbragte dagen med at løse mysteries. Eller rettere: En enkelt gemmeleg.

I dag har vi været meget aktive – vi har været nede i Brugsen efter rugbrød og vi gik hele vejen over forbi plejehjemmet. Siri hader når Ellen skal gå selv – det går meeeegeeeet laaaangsooomt.

Nu vil jeg gå ind og se anden halvdel af HP-HBP – ikke at første halvdel var noget der ligner ret god.

Jeg er syg. Ellen er syg. Jeg vender tilbage når vi bliver raske!

En et-årig dreng får sin mad galt i halsen og dør af kvælning. Et hændeligt uheld. Men nu får vi sikkert overstået alt det om madordningen, for eksemplet viser jo med alt ønskelig tydelighed at mad er farligt for børn og derfor bør det forbydes i daginstitutioner!

Okay, det er måske lidt overdrevet, men alligevel ikke helt galt. Her i kommunen er der børnehaver der automatisk klipper snorene på børnenes kælke og slæder over, for de er jo farlige. I Skotland må børn ikke komme ud i frikvarterene, for de kan jo komme til skade. Og forældre brokker sig over madordningen, fordi de så ikke kan holde 100% øje med hvad deres børn spiser.

I Ellens vuggestue står der hver dag masser af kælke og slæder udenfor – med snore. Ungerne er ude at lege i sneen hver dag og da S. havde en rulle mariekiks med til deling, fik alle de andre børn da også lov til at smage uden at vi forældre blev ringet op og spurgt om lov. Og sådan skal det bare være.

Det er altså lidt af et problem at alle børn bliver pakket ind i metertykke lag vat, for hvad nu hvis… Jeg synes eksemplet med drengen der fik mad galt i halsen er glimrende. Uanset hvad vi gør, så kan børnene komme til skade. Og så lad dem da få lov til at brække en arm, hvis det til gengæld gør at de får nogle sjove timer ved at klatre i træer eller kælke!

Så er julefreden ved at være forbi og arbejdet og studiet truer igen.

Den 23. december var mig og Kåre i Randers for at ordne de sidste julegaver. Den 24. december slappede vi af, indtil vi tog i kirke i Nr. Galten Kirke. Det var en hyggelig gudstjeneste med en intetsigende prædiken og en dygtig trompetist – og der var plads til alle. Desværre var der så meget sne, at vi ikke fandt cachen ved kirken selvom vi parkerede under 10 meter fra den!

Juleaften holdt vi hos Kåres søster Katja og hendes familie. Det var en rigtig hyggelig aften med en hel del kaos da der skulle pakkes gaver op – Ellen tog det nu i stiv arm.

Juledag tog vi til Biersted og holdt lidt jul der også. Vi fandt lige en drive-by på vejen. I Biersted står menuen på raclette juledag og det er nu ikke det værste man kan få.

Siri nød at være med i Biersted og løb rundt og pjattede med Balder i sneen. Nu har hun kun ganske lidt problemer med at rejse sig op, når hun har ligget for længe, men ellers går hun helt uden problemer og vil gerne med ud at gå tur. Så den sidste tur til dyrlægen er udskudt på ubestemt tid.

Billeder kan ses på Ellens blog.

Jeg har lige siddet og set på statistikkerne for Ellens blog. Topsøgeordet i november er “liderlig”.

Hvad har det så med en halvandenårigs blog at gøre, tænker man. Indtil man sætter det sammen med søgeordet “buk” og kommer i tanke om at man har været på tur ud i bakkerne, hvor gedebukken var ganske liderlig.

Så er der nok nogle besøgende på bloggen, der har været en anelse skuffede over at læse om en liderlig buk i allerbogstaveligste forstand. :)