Det lyder jo meget simpelt – men vi blev klogere!

Da vi fik flyttet Ellens seng var det ikke et kønt syn der mødte os. Skimmel! Irgh – ikke sundt. Vi snakkede lidt om det og endte med at tømme rummet og så ville vi ringe til ISS mandag morgen.

Men søndag nat omkring 2 vågnede Karen skrigende – og det blev hun ellers ved med. Hun var helt utrøstelig og egentlig troede vi hun havde noget forstoppelse. Så jeg ringede til lægevagten for at høre om vi kunne give hende noget microlax (klyx). Men lægevagten mente nu at det var væske i ørerne og sagde at vi skulle give hende noget Panodil. Det gjorde vi og da Kåre havde gået rundt med hende en halv times tid faldt hun trygt i søvn igen. Men det var nu en noget urolig nat, også bagefter.

Så klokken 8 ringede jeg til lægen og fik en tid 9.30 for at få tjekket ørerne og bagefter ringede Kåre til ISS. De ville bede deres afdeling i nærheden om at kontakte os.

Vi tog Karen med til lægen – hun opførte sig eksemplarisk og blev set i ørerne, fik målt tryk og blev lyttet på lunger, hjerte og mave. Der var ikke umiddelbart noget at se, men derfor kunne det nu sagtens være ørerne alligevel.

Omkring klokken 11 ringede de fra ISS og sagde, at de havde bedt en af deres rådgivere kontakte os. Han ringede omkring 11.15 og sagde at han ville komme “om omkring tyve minutter”. Jeg ved ikke lige hvornår han kom, men han kørte igen inden 12 – og da havde han set og undersøgt de relevante steder (vi har også lidt ude i bryggerset) og konkluderet at nok har vi et fugtproblem – men vi har INGEN skimmel!

Og så måtte vi ellers få fjernet lister og tapet, tørret væggen, få afrenset for mug, behandlet med Rodalon og nu mangler vi bare at mure det fugtskadede op igen i aften inden vi kan gå i seng.

I morgen skal vi så have tapetseret, afdækket og forhåbentlig malet.

Så det har været lidt af et mareridt. Nu håber vi så bare Karen sover i nat!

I morges da Kåre gik ned for at aflevere Ellen var der ingenting med Siri – da han kom hjem gik hun rundt og prøvede at kaste op, men kunne ikke og hun søgte væk fra ham. Han gik ind og vækkede mig, der fik tøj på og kom ud og så på hende. Varm, besværet vejrtrækning og udspilet mave: Formentlig mavedrejning. Så jeg fik ringet til dyrlægen og spurgt om der var en dyrlæge klar 10 minutter efter – det var der.

Så mens vi sad der, fik de bedøvet hende og sat en tube i maven på hende og punkteret mavesækken, så gassen kunne slippe ud. Hun fik maven skyllet igennem og fik lagt en venflon, så hun kunne få noget væske. Så kom de ud og fortalte at den del var gået fint. Så var det bare et spørgsmål om hvorvidt kredsløbet havde taget skade – det betyder at der er 50% risiko for at Siri dør indenfor de næste tre døgn. Men de beholdt hende og vi kørte hjem.

Klokken 14 ringede vi og fik at vide at vi kunne hente hende og at hun faktisk havde det okay – hun var nysgerrig og logrende og det var også sådan hun var da vi hentede hende.

Men da vi kom hjem havde hun det ret dårligt og da maven så begyndte at blive udspilet igen kørte vi hende til Langå igen, så hun kunne blive der i nat.

Det sidste vi har hørt var omkring klokken 17.20, hvor de ringede og fortalte at hun nu har fået blodig diarre. Hvorfor fatter de ikke – der er ingen sammenhæng. Men hun får væske og de holder øje med hende og sker der noget kan de jo behandle med det samme. Så hun er i gode hænder – og alligevel er jeg meget ked af at jeg ikke kan være der for hende! Hun er jo mit lille drog!

Men der er bare at håbe at hendes krop kan klare belastningen og at hun kommer rask ud af det på den anden side.

Heldigvis har vi hende sygeforsikret, så vi behøver ikke spekulere på regningen. Det er altså rart at det ikke er en faktor, når man står med en dødssyg hund – det kan anbefales!

20. juli
21. juli
22. juli
23. juli
24. juli
25. juli
26. juli

Og der er masser af billeder

Det var netop en af grundene til at jeg synes at det på et eller andet plan var passende at Karen skulle døbes på mormors dødsdag.

Jeg er rigtig ked af at mormor ikke levede til at se Karen – men jeg er glad for at sidste gang jeg snakkede med hende (hvor hun var vågen) var det da jeg fortalte at jeg var gravid igen. Så hun nåede at vide at der var endnu et oldebarn på vej.

Vi er søde - os tre piger

Jeg ved ikke hvorfor, men hvis ikke der står en hulens masse tekst her, så bliver billedet vist tværs hen over alt og forskyder både dette og tidligere indlæg.

Møgirriterende.

Men så må jeg jo bare skrive noget irrelevant tekst.

Gerne i flere afsnit, så det fylder mere…

Og det er stadigvæk ikke nok.

Mon det nu er nok?

Næ.

Nu?

Karen spiser godt (og moderens brystvorter hænger i laser) og lige nu ligger hun inde i vores seng og sover. Ellen kommer hjem i morgen formiddag – det bliver både rart og lidt spændende. Siri reagerede faktisk lidt mere interesseret denne gang end da vi havde Ellen med hjem – hun har da været henne og snuse flere gange og et enkelt slik er det også blevet til.

Vi er lidt overraskede, for Karen kan faktisk løfte og dreje sit hoved, så når hun ligger på maven af en, kan hun kigge på en. Og da vi lå og puttede for lidt siden lagde jeg hende på ryggen, som man jo skal – men det passede ikke damen, så hun løftede benene op til maven, trillede rundt på siden og fik møflet det ene ben ind under sig, så hun kunne komme om på maven og mosle sig afsted. Det tror jeg altså ikke at Ellen kunne!

Men her er i hvert fald nogle billeder. Der blev ikke taget så mange, for det gik jo lidt hurtigt.

Og da så CTG’en (det er en overvågning af barnets hjertelyd og aktivitet og af livmoderens arbejde) viste at barnets hjerterytme var for svingende og for hurtig to gange i træk, så var de slet ikke glade.

Efter en lille geocachingtur (beordret af lægen) vendte vi tilbage og så var der pludselig INGEN aktivitet – vi kunne simpelthen ikke vække den bette. Så op og vandre lidt op og ned af gangen og få lidt aftensmad. Der kom lidt liv, men der var travlt og jordemoderen var lige gået ned for at få lidt at spise – men så svært er det vel heller ikke at sætte en CTG til. :) Og endelig var den normal!

Så jeg er kommet hjem med besked på at møde i ambulatoriet mandag og fødslen er opgraderet fra “normal” til “risiko” med børnelæge til stede. Ikke lige det jeg havde håbet – men hellere det end at risikere noget som helst.

Ellen var med og det gik faktisk ret nemt. Vi havde hele den største stue på fødegangen for os selv – der er både hospitalsseng, dobbeltseng, sofa, fjernsyn og det hele. Så Ellen kunne sagtens synge og hoppe rundt uden at forstyrre nogen. Hun legede en del med kameraet, så en stor del af dagens billeder er taget af hende. :)

Og så skulle vi lige finde en cache som ikke ligefrem var Ellen-venlig. En cache der kræver en tur rundt i en forladt og halvforfalden bygning – og det skal vel at mærke være i mørke, for der skal bruges en UV-lygte. Det var lidt sjovt.

Da vi kom hjem spiste vi et festmåltid af pitabrød med salat og så tre afsnit Battlestar Galactica – og så gik vi i seng.

I dag har vi hentet Ellen i Randers og jeg har tilbragt halvdelen af eftermiddagen i sengen med hovedpine. Her i aften har vi sunget lidt om adventskransen og nu er jeg ved at være klar til at gå i seng igen. Sov godt!

Jeg nåede lige at få frokost i hospitalets kantine – der var tartelet med hønsekød, pizza, lækker salat med hele hvedekerner og kapers og franskbrød med friske abrikoser og romost. Tarteletten og salaten blev spist før undersøgelsen, pizzaen på vej mellem hospitalet og Føtex og franskbrøddet på vejen hjem – og så for 25 kroner. Så kommer du på Randers Sygehus omkring frokosttid, så er der altså både god og billig mad i kantinen.

Nå, jeg var lidt bange for at det var ham der fjernede JJ-kateteret på mig sidste gang jeg skulle snakke med – jeg havde nemlig set ham i kantinen. Det var det heldigvis ikke – det var en sød og rar læge der tog sig god tid og som var MEGET hjælpsom.

Men det korte af det lange er at han er helt sikker på at jeg har godt med sten i begge nyrer og at der skal en operation til for at fjerne dem nu. Til gengæld troede han at de ville stoppe med at skabe sig, når jeg ikke længere er gravid. Så selvom han tilbød mig en operation, så sagde jeg pænt nej tak – skulle jeg skifte mening skulle min læge bare ringe til ham. Han tilbød mig en CT-skanning når jeg havde født for at tjekke, men jeg blev enig med mig selv om at hvis jeg ikke har gener efter graviditeten, så kan det jo egentlig være lige meget. Men igen – skifter jeg mening, så bliver den lavet. Han tog nogle blodprøver for at se om nyrefunktionen er påvirket – er den det, så slipper jeg ikke udenom operationen.

Nu har jeg jo ingen planer om at blive gravid igen, men skulle jeg ændre mening, så lovede han mig en CT-skanning og en fjernelse af samtlige sten inden. :)

Så selvom han egentlig ikke kunne gøre noget som helst, så var det et meget positivt besøg. Altså lige bortset fra beskeden om at jeg kommer til at have nyresten resten af livet og han ville gætte på operation hvert femte år…

Og så var jeg lige i Føtex på vejen hjem – utroligt hvad man kan få af tøj til ingen penge, når de skal slippe af med deres lager. 10 stykker til både mig, Ellen og Ny for 80 kroner.

Og så til brokken: I nat har jeg bare været vågen hele tiden med halsbrand og opstød. Det er altså trælst at vågne med mavesyre i halsen. Og Gaviscon, som ellers har været min faste natteven, ville ikke rigtig hjælpe mere. Normalt er det heller ikke så slemt om dagen, men det har godt nok været trælst i dag.

Så vi smuttede en tur til Bjerringbro for at få noget syrepumpehæmmende. Så nu har jeg lige taget 10 mg Omeprazol – i en meget rød og orange kapsel – og så håber jeg at jeg kan få lov til at sove ordentligt i nat.

Egentlig synes jeg at jeg havde fået det en anelse bedre mht. blodmanglen, men i dag har det også været ret slemt. Måske fordi jeg har haft så meget brug for Gaviscon, at jeg har måtte springe mit jern over en enkelt dag?

Men faktum er: Nu må det godt snart være terminstid – jeg gider ikke være gravid mere!

Klokken 8.51 kom der en mail – en ny cache i Doktorparken i Randers. Mig og Ellen lå inde i sengen og puttede – og det ritual er der altså ikke noget der skal ændre på! Men da hun så var kommet i vuggestue blev jeg enig med mig selv om at jeg trængte til lidt selvforkælelse, så jeg kørte til Randers for at geocache – helt alene for mig selv.

Normalt er reglen jo at vi geocacher sammen, med mindre der er et FFC på spil – og efter halvanden time er der jo ikke nogen FFC-chance i Randers. Men jeg kørte alligevel.

Cachen blev fundet – det tog lidt tid, for der var et andet sted der passede perfekt på hintet og bagefter gik jeg en tur rundt i Doktorparken. Lidt sne og solskin er altså ikke at foragte. Men jeg må indrømme, at selvom en cache kun har en terrain-rating på 1½, så er den altså højere når man når 9. måned!