Trines blog

Lørdag havde vi købt maling og søndag afleverede vi Ellen i Bjergby. Mission: Mal ungernes værelse.

Det lyder jo meget simpelt – men vi blev klogere!

Da vi fik flyttet Ellens seng var det ikke et kønt syn der mødte os. Skimmel! Irgh – ikke sundt. Vi snakkede lidt om det og endte med at tømme rummet og så ville vi ringe til ISS mandag morgen.

Men søndag nat omkring 2 vågnede Karen skrigende – og det blev hun ellers ved med. Hun var helt utrøstelig og egentlig troede vi hun havde noget forstoppelse. Så jeg ringede til lægevagten for at høre om vi kunne give hende noget microlax (klyx). Men lægevagten mente nu at det var væske i ørerne og sagde at vi skulle give hende noget Panodil. Det gjorde vi og da Kåre havde gået rundt med hende en halv times tid faldt hun trygt i søvn igen. Men det var nu en noget urolig nat, også bagefter.

Så klokken 8 ringede jeg til lægen og fik en tid 9.30 for at få tjekket ørerne og bagefter ringede Kåre til ISS. De ville bede deres afdeling i nærheden om at kontakte os.

Vi tog Karen med til lægen – hun opførte sig eksemplarisk og blev set i ørerne, fik målt tryk og blev lyttet på lunger, hjerte og mave. Der var ikke umiddelbart noget at se, men derfor kunne det nu sagtens være ørerne alligevel.

Omkring klokken 11 ringede de fra ISS og sagde, at de havde bedt en af deres rådgivere kontakte os. Han ringede omkring 11.15 og sagde at han ville komme “om omkring tyve minutter”. Jeg ved ikke lige hvornår han kom, men han kørte igen inden 12 – og da havde han set og undersøgt de relevante steder (vi har også lidt ude i bryggerset) og konkluderet at nok har vi et fugtproblem – men vi har INGEN skimmel!

Og så måtte vi ellers få fjernet lister og tapet, tørret væggen, få afrenset for mug, behandlet med Rodalon og nu mangler vi bare at mure det fugtskadede op igen i aften inden vi kan gå i seng.

I morgen skal vi så have tapetseret, afdækket og forhåbentlig malet.

Så det har været lidt af et mareridt. Nu håber vi så bare Karen sover i nat!

Den anden dag var vi i Aalborg og der besøgte vi Universitarium – det er Aalborg Universitets udgave af et Experimentarium. Og man skal endelig ikke lade sig afskrække af at det er universitetet der arrangerer, for selv Ellen på 3 år synes det var rigtig sjovt at lege med deres opstillinger.

Vi nåede kun den ene del af udstillingen, men der var sat flere sjove forsøg op. Bl.a. et hvor man kunne se effekten af luftstrømme med en badebold – det synes Ellen var rigtig sjovt. Man kunne også se hvor hurtigt man kan kaste en bold eller prøve at gå på line eller lege med en gigantisk Wii-agtig ting, hvor man skal gå rundt på en plade i stedet for at stå på den. Og udenfor var der en airtrack og en orkan-maskine.

I den anden del kunne man se hvad man var god til i forhold til sport – om man f.eks. skal vælge en sport hvor man skal være hurtig, stærk eller præcis.

Så skulle nogen læsere komme i nærheden af Aalborg, kan det anbefales at besøge Universitarium på havnen nede i Utzon Center – det er ganske gratis og der er åbent fra 10-17 hver dag indtil 30. september.

Jeg har postet på ungernes blog om vores ferie i Norge, men kort fortalt, så var den VÅD!

20. juli
21. juli
22. juli
23. juli
24. juli
25. juli
26. juli

Og der er masser af billeder

Lørdag tog vi til Biersted – sådan lidt spontant. Vi stoppede i Arden på vejen, for at finde Kærlighed og kildevand. På vejen kørte vi indenom bageren i Arden – en Bavinchi. Det var en speciel oplevelse – altså bageren.

Jeg så deres menukort og bad om to pålægsburgere. Hun tog et brød, skar det over, stillede sig ved salatbuffeten og spurgte hvad jeg ville have i. Vi spiser lidt af hvert, svarede jeg, hvorefter hun vrissede, at jeg kunne få tre forskellige slags. Okay, tænker jeg, og vælger salat, tomat og peberfrugt. “Dressing?”, vrisser hun. “Den hvide, tak”, svarer jeg – der er jo ingen grund til at gå ned på hendes niveau, vel? Og så begynder hun ellers at pakke den ind. “Undskyld”, siger jeg, “men skal der ikke noget pålæg i?” “Nej, det har vi ikke i weekenden”, vrisser hun og pakker videre ind.

Så får jeg stoppet hende inden hun laver den næste bolle med salat og bestiller en stor gang salat i stedet for. Der er altså en time til lukketid på dette tidspunkt. Demonstrativt begynder hun at skrabe den sidste smule salat ud af bakken og tager en bøtte i skabet hun også skraber. “Så skal jeg vel til at snitte noget mere?”, vrisser hund. Nu gider jeg simpelthen ikke mere, så jeg beder hende bare om at tage noget af det andet der er der. Sjældent har jeg da oplevet SÅ uhøflig og sur ekspedient. Hvordan kan sådan en gimpe være ansat i et serviceerhverv? Så Bavinchi-bageren i Arden kan absolut IKKE anbefales.

Det kan cachen Kærlighed og kildevand til gengæld. Det var et rigtig hyggeligt sted og der var masser af hindbær, så Ellen var glad.

Efter aftensmaden og Ellens putning (incl. bad af både Ellen og mormor) fik vi en udfordring vi ikke kunne sige nej til: FDF Huset Torngården. Den har mor og far haft lidt bøvl med, så de synes vi skulle prøve om vi kunne finde den. Fuld af selvtillid kørte vi så til Aabybro med beskeden om at vi ville være hjemme om en halv time (der er 5 kilometer hver vej). I følge mor tog det 12 minutter fra vi kørte hjemmefra til hun fik en SMS om at den var fundet – den var jo lige til at gå til. Vi nåede to caches mere på vejen og var hjemme efter en halv time. :)

Og så nåede vi lige at hjælpe mor og far med at lægge deres første cache: Biersted Bakke. Det der med at tage koordinater og skrive cachebeskrivelse i HTML var ikke lige noget de var så modige med. :) Men vi fik sendt den til frigivelse omkring 2230 og så var det bare at væbne sig med tålmodighed. Jeg tror far var inde og tjekke computeren hvert femte minut – han var ikke så tålmodig. Men først søndag formiddag blev den frigivet!

Mens Ellen sov middagslur nåede vi lige tre caches mere – godt med bedsteforældre. :)

I dag skulle Ellen så tilbage i vuggestuen. Kåre ville rydde op i køkkenskabet og jeg skulle skrive hovedopgave. Men pludselig kom der en mail: Ny mystery i Randers. Og så måtte vi jo afsted – der var godt nok lidt fejl i opgaven/udregningen, men vi fik OK fra geotjekkeren og kom glade frem til en helt ny og blank logbog. Det var 22. gang vi kom først. :) Og når vi nu alligevel lige var i Randers tog vi tre mere. :)

Men nu hader min krop mig også!

Der sker ikke meget i tiden – vi holder ferie og det store ferieprojekt er at få muget ud i huset. :)

Nu har jeg fået sorteret noget af Ellens gamle tøj og i dag har mig og Ellen været i Randers for at købe vacuumposer. Det er godt nok en god opfindelse: Smid alt tøjet i en pose, luk posen, sug alt luften ud af den med en støvsuger og læg det væk. Det fylder ikke nær så meget og poserne kan genbruges.

Nå ja, og så skal der jo skrives hovedopgave. Til det mangler jeg kraftigt nogle besvarelser af mit spørgeskema. Så er du ingeniør eller lignende (under 40) – eller kender du nogen der er det, så er linket her. Jo flere, jo bedre, så send bare til alle du kender!

Nu har vi jo lige været seks dage i Goslar, der som bekendt ligger i Tyskland – sådan ca. 400 kilometer syd for grænsen ved den gamle grænse mellem øst og vest. Selvom det kun er 400 kilometer fra Danmark, så er der alligevel en del kulturforskelle som man oplever som turist. Hvis man bosætter sig i området, er jeg sikker på at man vil opdage endnu flere.

En af de første man opdager er lovmæssigt: Bilerne skal ikke køre med lys på om dagen. Det gør faktisk en meget stor forskel, når man som dansker er vant til at alle biler har lys på – man ser simpelthen ikke en bil uden lys.

Så er der maden: De steder vi har været, har der altid været salat til maden – men langt det meste er vendt i en eddikedressing. Jeg kan rigtig godt lide det, men der må være nogle der synes det er trælst. Pålægget er skåret meget, meget tyndt – jeg troede slet ikke man kunne skære ost så tyndt, men det gør nu ikke mig noget.

På vandrerhjemmet skulle man selv sætte sit brugte service ud i opvasken og tørre bordet af efter sig. Der var ingen problemer med tyskerne, men en russisk flok ignorerede totalt det med at man skulle tørre bordene af efter sig – gæt selv hvordan de så ud efter fire dage!

Vi boede sammen med en institution af en art – 10 drenge på 12-15 år der var afsted med to voksne. De voksne blev naturligvis tiltalt Herr. Schmidt og Frau. Irgendwas. Man siger også De til folk man ikke kender – uanset alder. En af de yngre drenge fra institutionen var meget nysgerrig, fordi mig og Ellen aldrig havde sko på på legepladsen. Jeg blev naturligvis tiltalt De. Men heldigvis er det nemt nok at huske, for det er jo det man lærer i folkeskolen. :)

Og så er der geocachingen! Man gemmer glad og gerne microer i skove, hvor der fint er plads til både smalls og regulars – i endnu højere udstrækning end i Danmark. Og byttetingene er af endnu ringere stand end i Danmark, altså der hvor der er bytteting. Jeg tror kun vi fandt en enkelt god cache – altså hvad størrelse og bytteting angår – vi fandt masser af gode caches.

Så er der logbøgerne. Selv i de store logbøger er der ingen der skriver mere end dato, navn og så klokkeslet. Der er ALTID plads til klokkeslet, selv i de helt små microer. Den dag Ellen sad med en skive porre til aftensmaden og sagde at hun ville skrive i logbogen gik det op for os, at vi havde fundet for mange microer. :)

Og så kan man tydeligt se at tyskerne generelt er dårligere til engelsk end danskerne. Når der endelig var engelsk tekst til cachen, så var det typisk maskinoversat – og så er det næsten bedre at prøve at deciphrere den tyske beskrivelse.

Jeg er sikker på at der var flere ting jeg tænkte på mens vi var dernede, men det har jeg åbenbart glemt. :)

Nu har jeg endelig fået skrevet blog fra vores ferie – den blev skrevet på Ellens blog, så I må se den der. :)

Dag 1
Dag 2
Dag 3
Dag 4
Dag 5
Dag 6
Dag 7

Så er sommerferien på plads. Jeg har haft kontakt til en del vandrerhjem i Tyskland, men enten har de ikke svaret eller så har de ikke haft plads. Men nu er det lykkedes.

Vi skal til Goslar (det ligger i Harzen i Tyskland – lige ved den gamle grænse mellem øst og vest) og bo i bindingsværkshus. :)

For den fyrstelige sum af 2.500 kroner får vi alle tre seks overnatninger med fuldpension, en bjergbanetur op på et nærliggende bjerg (Bocksberg), en tur i minerne ved Rammelsberg og en tur til et middelaldermuseum i en gammel borg, Zwinger.

Nu har jeg skrevet under på papirene og de er sendt til Tyskland, pengene er overført – eller det håber jeg i hvert fald – det er min første internationale bankoverførsel! Så er det bare at vente på at det bliver ferietid. :) (Og taget sidste års aflysning i mente, så er der bestilt årsrejseforsikring med afbestillingsdækning!)

Der gik en uge – så brækkede gipsen og jeg måtte til Silkeborg for at få en ny på. Ugen efter skulle armen så tjekkes – den var fin, men gjorde stadigvæk noget ondt. Så jeg fik støttebind på og skulle til kontrol 14 dage efter. Dagen efter ringede lægen (en studerende) og sagde at overlægerne havde ment at kunne se et brud, så jeg skulle ind til en MR-skanning, så snart der blev plads og indtil da skulle jeg bare holde armen HELT i ro.

Ja tak, hold du bare højre arm HELT i ro med en 2-årig i huset! Jeg skulle alligevel til Århus samme eftermiddag (torsdag den 25. marts) så jeg ringede til skadestuen og spurgte om de kunne hjælpe mig. Det kunne de heldigvis, så Ellen og jeg tog på skadestuen og fik en ny gips på. Tredje gips og tredje måde at lægge den på.

Onsdag den 31. marts blev jeg så skannet og armen blev frikendt. Om der har været et brud der er helet ved jeg ikke, men det er også lige meget – gipsen er af.

Men her slutter historien ikke – ikke helt i hvert fald.

Natten mellem den 31. marts og 1. april vågner jeg med meget ondt i mine fødder – primært den venstre. Det er nyt, for normalt er det højre der er værst. Men det var også en helt ny måde at have ondt på. Sådan en blanding af fodsvamp, nålestik og når fødderne tør op efter at have været ude i kulden ALT for længe. Den mindste bevægelse gør ondt, men berøring er værst – specielt på nogle bestemte steder.

Det blev værre op af dagen og der begyndte at komme blodudtrækninger, så Kåre sagde at jeg skulle ringe til vagtlægen. De ville meget gerne se mig, da det kunne være årebetændelse. Så jeg kørte til vagtlægen i Randers. For to år siden tilbragte jeg også skærtorsdag på Randers Sygehus, dog i et lidt mere glædeligt ærinde. :)

Vagtlægen kiggede og mærkede og kiggede lidt mere. Hun rystede på hovedet mange gange og endte med at ringe til bagvagten, hvor hun beskrev det som et tilfælde af Morbus Mysticus[1]. De endte med at blive enige om at det var reaktiv artrit – gigtbetændelse, udløst af en halsinfektion jeg havde haft mandag-onsdag med høj feber.

På tirsdag skal jeg så en tur ned til min egen læge og have gang i vævsprøver og blodprøver og det hele. Det bliver spændende.

Så desværre blev det ikke til nogen sommerhustur i denne omgang og påskeæggejagten i Biersted måtte vi også sige nej tak til i år. Heller ingen geocaching er det blevet til siden lørdag før palmesøndags event i Grenå. Når det kræver overvindelse bare at sætte fødderne ned på gulvet, så bliver det ikke til så meget. :)

Så har vi været på campingtur – igen. Nu havde vi jo fundet ud af at mig og Kåre godt gad, så var det bare med at finde ud af hvad gøjen sagde til det. Og umiddelbart virkede hun meget godt tilfreds.

Vi tog ned syd for Silkeborg på Velling Koller Camping, og det var et godt valg. De to campingpladser var meget forskellige. På Bunken Camping blev vi modtaget af en kvinde der formentlig var tysker og som ikke anede hvor nærmeste indkøbsmulighed var henne. På Velling Koller blev vi hjerteligt modtaget og fik straks brochurer over de gode gåtursmuligheder i området i hånden.

Fællesfaciliteterne var sådan set i orden begge steder, men på Bunken var det meget råt og sterilt og på Velling Koller virkede det helt hjemligt. Fællesrummet på Bunken var bare et råt rum med borde og stole som man ser i en gammel kantine. På Velling Koller var der både spil, bøger og blade og møblerne var lidt en blandet landhandel med sofaer, sofabord, spiseborde osv.

Velling Koller er en lille campingplads med omkring 100 pladser, pladserne er ret små og afgrænsningen mellem dem er slet ikke opvokset endnu – men det kommer. Bunken er en kæmpeplads med MANGE pladser, pladserne er store og ret private.

Bunken har nogle kedelig standardlegepladser, som sikkert lever op til alle krav, men som ikke virker ret inspirerende. Velling Koller har masser af dyr, en hyggelig have og en sjov legeplads – men Ellen var ret sur over at hun ikke kunne få fødderne ind i babygyngen. :)

Om man foretrækker det ene eller det andet er jo en smagssag, men vi er i hvert fald glade for at have prøvet to meget forskellige muligheder.

Hvis du har lyst kan du læse mere om hvad vi lavede på Ellens blog, der er der også billeder.