Trines blog

I dag skulle jeg til jordemoder, men vi startede med en tur i regnskoven, fordi der er både en legeplads og nogle geder. Vi var også lige inde en tur og endnu engang undrer jeg mig. Der er store skilte med at man ikke må berøre dyrene – og alligevel er der nogen der ikke kan lade være med at jagte aberne, fordi de vil klappe dem. Typisk er det fædre der har deres børn med – hvad pokker er det for et eksempel at sætte? Behandl dog dyrene med respekt og lær børnene at dyr ikke er legetøj! Aargh – jeg kan blive så arrig på sådan nogle idioter (og hvis nogen føler sig truffet: FINT!)

Jordemoderen var vældig flink og lod sig ikke gå på af at Ellen var med. Til gengæld så hun lidt opgivende ud, da hun spurgte til hvad Søren (min egen læge) mente, når han skrev at sidste graviditet havde været “kompliceret”. Der var ligesom ikke rigtig plads nok til at skrive hele romanen om galdesten, nyreoperation, kvalme, gigt, depressioner, angstanfald, stofskifte osv. :)

Jeg slipper heldigvis for 21-ugers besøget og kan vente hele tre måneder inden næste gang. Men vi hørte hjertelyd og det er jo altid rart at høre – også selvom jeg blev sparket/moslet så sent som i går.

Bagefter fandt vi lige et par caches og her til aften har vi været ude ved gederne. Det spurgte Ellen om ikke vi skulle, så det gjorde vi. Vi tog droget med og hun synes bare de geder skulle jagtes. Men som man kan se på billedet var gederne ikke enige. :) Hun var ellers i snor, så de kunne bare lade være med at gå hen til hende.

Men det er nu hyggeligt med sådan en flok tolle geder lige i nærheden. :)

Nu har vi jo lige været seks dage i Goslar, der som bekendt ligger i Tyskland – sådan ca. 400 kilometer syd for grænsen ved den gamle grænse mellem øst og vest. Selvom det kun er 400 kilometer fra Danmark, så er der alligevel en del kulturforskelle som man oplever som turist. Hvis man bosætter sig i området, er jeg sikker på at man vil opdage endnu flere.

En af de første man opdager er lovmæssigt: Bilerne skal ikke køre med lys på om dagen. Det gør faktisk en meget stor forskel, når man som dansker er vant til at alle biler har lys på – man ser simpelthen ikke en bil uden lys.

Så er der maden: De steder vi har været, har der altid været salat til maden – men langt det meste er vendt i en eddikedressing. Jeg kan rigtig godt lide det, men der må være nogle der synes det er trælst. Pålægget er skåret meget, meget tyndt – jeg troede slet ikke man kunne skære ost så tyndt, men det gør nu ikke mig noget.

På vandrerhjemmet skulle man selv sætte sit brugte service ud i opvasken og tørre bordet af efter sig. Der var ingen problemer med tyskerne, men en russisk flok ignorerede totalt det med at man skulle tørre bordene af efter sig – gæt selv hvordan de så ud efter fire dage!

Vi boede sammen med en institution af en art – 10 drenge på 12-15 år der var afsted med to voksne. De voksne blev naturligvis tiltalt Herr. Schmidt og Frau. Irgendwas. Man siger også De til folk man ikke kender – uanset alder. En af de yngre drenge fra institutionen var meget nysgerrig, fordi mig og Ellen aldrig havde sko på på legepladsen. Jeg blev naturligvis tiltalt De. Men heldigvis er det nemt nok at huske, for det er jo det man lærer i folkeskolen. :)

Og så er der geocachingen! Man gemmer glad og gerne microer i skove, hvor der fint er plads til både smalls og regulars – i endnu højere udstrækning end i Danmark. Og byttetingene er af endnu ringere stand end i Danmark, altså der hvor der er bytteting. Jeg tror kun vi fandt en enkelt god cache – altså hvad størrelse og bytteting angår – vi fandt masser af gode caches.

Så er der logbøgerne. Selv i de store logbøger er der ingen der skriver mere end dato, navn og så klokkeslet. Der er ALTID plads til klokkeslet, selv i de helt små microer. Den dag Ellen sad med en skive porre til aftensmaden og sagde at hun ville skrive i logbogen gik det op for os, at vi havde fundet for mange microer. :)

Og så kan man tydeligt se at tyskerne generelt er dårligere til engelsk end danskerne. Når der endelig var engelsk tekst til cachen, så var det typisk maskinoversat – og så er det næsten bedre at prøve at deciphrere den tyske beskrivelse.

Jeg er sikker på at der var flere ting jeg tænkte på mens vi var dernede, men det har jeg åbenbart glemt. :)

Nu har jeg endelig fået skrevet blog fra vores ferie – den blev skrevet på Ellens blog, så I må se den der. :)

Dag 1
Dag 2
Dag 3
Dag 4
Dag 5
Dag 6
Dag 7

I dag tog vi til Fussingø for at geocache og til Fussing Sø for at bade. Den første cache fandt vi nemt – den var faktisk lidt svær at overse! Og så var den FYLDT med bamser.

Anden cache, i Gammelhaven, fandt vi til gengæld ikke – spørgsmålet er om den er væk, for vi fandt en blyant liggende i nærheden. ØV! Men det var hyggeligt at spise frokost i Gammelhaven. Desværre var vandet ren algesuppe, så vi kom ikke i vandet der.

Vi kørte ind til vestenden af søen, hvor der er en badebro. Men der var det også ren algesuppe – ØV – ingen badning til mig. Jeg savner altså Århus Bugt og Den Permanente!

Vi fik dog et tip af en dame vi mødte om et sted der er godt at bade i Fussing Sø – så næste gang tager vi vores cykler med…

Nu er jeg ved at være lidt træt af sygehuse – i går måtte vi en tur til Viborg med Ellen og i dag skulle jeg nakkefoldskannes.

Og der er i den grad liv i maven – den ligger godt nok ikke stille ret mange sekunder af gangen og både arme og ben virker. Der var vand i både mavesæk og blære, så det fungerer også. Men den ville ikke rigtig ligge sig, så nakkefolden og længden kunne måles.

Der var en med, der skulle lære at skanne, så hun fik også lov til at prøve og pludselig lå Ny rigtigt, så de fik hurtigt skiftet. Nakkefoldsmålingen og blodprøven viser en lav risiko og Ny er 6,5 cm lang. Det betyder at terminen er blevet rykket en dag, så nu er den 5. januar. Ikke at det betyder så meget, den kommer jo når den kommer. :)

Vi fik fire billeder med som tak for at hun måtte øve sig på mig – og selvfølgelig må hun da det – ellers lærer hun det jo ikke.

Jeg fik en ny tid til at snakke med en obstetriker på næste onsdag – så skal vi snakke om stofskifte. Som jeg vist har nævnt er min egen læge ikke så glad for det, så han vil gerne have dem med på sidelinjen. Så jeg skal have taget blodprøver i morgen eller på torsdag, så vi har nye tal.

(Og så kom vi vist til at finde en enkelt cache eller fire – men det blev jo lidt tradition da jeg ventede Ellen. :))

I påsken gik jeg jo hen og fik store problemer med mine fødder. Vagtlægen mente at det var reaktiv artrit og min egen læge sendte mig til reumatologerne i Viborg. Der havde jeg så en tid torsdag til middag. Kåre havde taget fri og Ellen hyggede sig hos farmor og farfar.

Vi geocachede lidt på vejen og snakkede om at vi ikke rigtig forventede noget – det er jo ikke ligefrem første gang jeg er blevet set på af reumatologer! Men vi blev overraskede – positivt!

Afdelingen i Viborg er ret hyggelig – den ligner slet ikke en traditionel hospitalsafdeling. Da vi kom ind til lægen, havde hun læst alle papirene, indhentet oplysninger fra andre steder og skrevet noter og spørgsmål! Og så behandlede hun mig som et helt menneske og ikke bare som et enkelt led. Tit og ofte, så ser lægerne sig fast på ET led og ET problem og glemmer resten – men hun havde et ganske holistisk syn på det hele.

Hun stillede en masse spørgsmål og undersøgte de fleste af leddene. Jeg havde taget et par billeder med, for det siger altså mere end at forklare. Og så kom første store overraskelse: Jeg har psoriasis! For mig er psoriasis de store røde, skællende plamager som f.eks. min morbror havde. Men der er åbenbart flere forskellige slags og det jeg havde i påsken var et psoriasisangreb. Det er også psoriasis jeg har i hænderne, når de giver kløende blærer i ring, der til sidst skaller af indefra.

Og sammenholdt med ledsymptomerne, så mente hun altså at formentlig har psoriasisgigt! Det passer fint sammen og mine ledproblemer og de billedfund der er kan ikke forklares med min hypermobilitet. Så jeg fik taget en vævsprøve. Der er en bestemt vævstype (HLA-B27) som ca. 10% af befolkningen har – men ca. 60% af dem med psoriasisgigt har den. Der kommer svar om nogle uger. Desuden skal jeg MR-skannes, men lige nu forandrer mine led sig på grund af graviditeten, så det skal vente til februar.

Jeg har fået en ny tid 4. februar og jeg kan bare ringe hvis der er noget jeg er i tvivl om eller hvis det bliver værre, så jeg har brug for mere behandling end jeg får nu. Det er jo helt fantastisk!

Ulempen er at det er arveligt og at det kan være ret progressivt – fordelen er at man kan gøre noget ved det og at jeg nu (formentlig) ved hvorfor det gør ondt og at jeg ikke altid kan bevæge mig så godt.

Psoriasis

Der gik en uge – så brækkede gipsen og jeg måtte til Silkeborg for at få en ny på. Ugen efter skulle armen så tjekkes – den var fin, men gjorde stadigvæk noget ondt. Så jeg fik støttebind på og skulle til kontrol 14 dage efter. Dagen efter ringede lægen (en studerende) og sagde at overlægerne havde ment at kunne se et brud, så jeg skulle ind til en MR-skanning, så snart der blev plads og indtil da skulle jeg bare holde armen HELT i ro.

Ja tak, hold du bare højre arm HELT i ro med en 2-årig i huset! Jeg skulle alligevel til Århus samme eftermiddag (torsdag den 25. marts) så jeg ringede til skadestuen og spurgte om de kunne hjælpe mig. Det kunne de heldigvis, så Ellen og jeg tog på skadestuen og fik en ny gips på. Tredje gips og tredje måde at lægge den på.

Onsdag den 31. marts blev jeg så skannet og armen blev frikendt. Om der har været et brud der er helet ved jeg ikke, men det er også lige meget – gipsen er af.

Men her slutter historien ikke – ikke helt i hvert fald.

Natten mellem den 31. marts og 1. april vågner jeg med meget ondt i mine fødder – primært den venstre. Det er nyt, for normalt er det højre der er værst. Men det var også en helt ny måde at have ondt på. Sådan en blanding af fodsvamp, nålestik og når fødderne tør op efter at have været ude i kulden ALT for længe. Den mindste bevægelse gør ondt, men berøring er værst – specielt på nogle bestemte steder.

Det blev værre op af dagen og der begyndte at komme blodudtrækninger, så Kåre sagde at jeg skulle ringe til vagtlægen. De ville meget gerne se mig, da det kunne være årebetændelse. Så jeg kørte til vagtlægen i Randers. For to år siden tilbragte jeg også skærtorsdag på Randers Sygehus, dog i et lidt mere glædeligt ærinde. :)

Vagtlægen kiggede og mærkede og kiggede lidt mere. Hun rystede på hovedet mange gange og endte med at ringe til bagvagten, hvor hun beskrev det som et tilfælde af Morbus Mysticus[1]. De endte med at blive enige om at det var reaktiv artrit – gigtbetændelse, udløst af en halsinfektion jeg havde haft mandag-onsdag med høj feber.

På tirsdag skal jeg så en tur ned til min egen læge og have gang i vævsprøver og blodprøver og det hele. Det bliver spændende.

Så desværre blev det ikke til nogen sommerhustur i denne omgang og påskeæggejagten i Biersted måtte vi også sige nej tak til i år. Heller ingen geocaching er det blevet til siden lørdag før palmesøndags event i Grenå. Når det kræver overvindelse bare at sætte fødderne ned på gulvet, så bliver det ikke til så meget. :)

Atter engang har jeg været uheldig. I går morges skvattede jeg i sneen/isen lige ude ved bilen. Jeg kunne godt mærke at det ikke var godt, men Ellen blev bange, så jeg smilede bare og grinede af det. Det gjorde jeg ikke nogle timer efter, mens jeg fik lagt højre arm i gips!

I det mindste tænkte jeg klart nok til at jeg kom på Silkeborg Sygehus, så vi lige kunne finde de tre jacobsedk-mysteries vi manglede. :)

Så forvent ikke meget nyt herfra de næste par uger…

Suk.

Onsdag holdt vi kærestedag her i huset. Ellen blev afleveret i vuggestuen som sædvanligt og så kørte vi ellers mod Silkeborg for at finde alle jacobsedks mysteries. Vi manglede lige en enkelt detalje til Magical Mystery Tour, men ellers var de alle sammen løst.

Det var en rigtig hyggelig dag – bortset fra at vi nåede at finde koordinaterne til Magical Mystery Tour, men ikke kunne nå at finde den. Så det blev til 10 mysteries i alt. De sidste to blev fundet på under et kvarter, for der havde vi ret travlt for at nå hjem og hente Ellen inden 16.45. Hun blev hentet 16.32. :)

En enkelt gang havde vi dog brug for assistance: Bilen havde fået sat sig godt og grundigt fast i en gang sne! Heldigvis kom der en flink og rar mand forbi med en stor firhjulstrækker. Han trak os fri – samtidig med at han bakkede med en trailer. Og vi har lært at trækskruer ikke er ret holdbare når der bliver trukket lidt skævt. :)