Den ene mystery havde vi været ude at se lidt på i tirsdags, men 10 meter oppe i et træ (eller noget i den retning) var ikke lige noget vi kunne klare. Så vi havde medbragt en stige og en anden geocacher havde taget noget klatreudstyr med. Det vik vi dog ikke brug for – ikke fordi vi kunne gøre noget som helst med stigen, men fordi Dytter kom forbi, da Kåre stod på stigen op af træet. Hans Henrik sprang bare op i træet som et andet egern og tog cachen!

Men vi havde en god dag og nu er vi meget, meget trætte!

Men inden hospitalstiden måtte vi jo hellere udnytte det gode vejr, så cyklerne blev sat bag på bilen og vi kørte ud i Viborg Plantage, hvor vi fandt 13 caches: 11 almindelige og to mysteries af den lidt kedelige slags, hvor man bare skal finde tallene i de almindelige caches – altså ingen sjove opgaver. :) Vi havde en hyggelig tur og jeg så et firben. Men der var ikke mange mennesker i skoven sådan en torsdag eftermiddag.

Vi nåede lige en tur i Bilka, hvor vi reddede os en gang gratis lagkage inden vi kørte videre til sygehuset. Vi kom desværre 5 minutter for sent, fordi vi kom til at gå forkert – det er altså et stort sygehus!

Men lægen var der og han skannede leddet med ultralyd. Der var væske i leddet, så binyrebarkhormon vil formentlig virke og fjerne en del af smerterne. Så nålen ind – lidt frem og tilbage for at ramme rigtigt – og så mere væske ind i leddet. Det er altså ikke specielt behageligt, skulle jeg hilse at sige – men en stivkrampevaccination er nu værre.

Selvom der også kommer lokalbedøvende ind i leddet, så gør det ondt nu. Og det bliver værre i løbet af aftenen – ikke noget jeg ser frem til. Men i løbet af nogle dage skulle det blive bedre. I øjeblikket går jeg ingen steder uden krykker – det gør simpelthen for ondt at stå på foden. Jeg håber jeg kan klare mig uden når vi skal til event på lørdag, men ellers går det nok alligevel.

Jeg så deres menukort og bad om to pålægsburgere. Hun tog et brød, skar det over, stillede sig ved salatbuffeten og spurgte hvad jeg ville have i. Vi spiser lidt af hvert, svarede jeg, hvorefter hun vrissede, at jeg kunne få tre forskellige slags. Okay, tænker jeg, og vælger salat, tomat og peberfrugt. “Dressing?”, vrisser hun. “Den hvide, tak”, svarer jeg – der er jo ingen grund til at gå ned på hendes niveau, vel? Og så begynder hun ellers at pakke den ind. “Undskyld”, siger jeg, “men skal der ikke noget pålæg i?” “Nej, det har vi ikke i weekenden”, vrisser hun og pakker videre ind.

Så får jeg stoppet hende inden hun laver den næste bolle med salat og bestiller en stor gang salat i stedet for. Der er altså en time til lukketid på dette tidspunkt. Demonstrativt begynder hun at skrabe den sidste smule salat ud af bakken og tager en bøtte i skabet hun også skraber. “Så skal jeg vel til at snitte noget mere?”, vrisser hund. Nu gider jeg simpelthen ikke mere, så jeg beder hende bare om at tage noget af det andet der er der. Sjældent har jeg da oplevet SÅ uhøflig og sur ekspedient. Hvordan kan sådan en gimpe være ansat i et serviceerhverv? Så Bavinchi-bageren i Arden kan absolut IKKE anbefales.

Det kan cachen Kærlighed og kildevand til gengæld. Det var et rigtig hyggeligt sted og der var masser af hindbær, så Ellen var glad.

Efter aftensmaden og Ellens putning (incl. bad af både Ellen og mormor) fik vi en udfordring vi ikke kunne sige nej til: FDF Huset Torngården. Den har mor og far haft lidt bøvl med, så de synes vi skulle prøve om vi kunne finde den. Fuld af selvtillid kørte vi så til Aabybro med beskeden om at vi ville være hjemme om en halv time (der er 5 kilometer hver vej). I følge mor tog det 12 minutter fra vi kørte hjemmefra til hun fik en SMS om at den var fundet – den var jo lige til at gå til. Vi nåede to caches mere på vejen og var hjemme efter en halv time. :)

Og så nåede vi lige at hjælpe mor og far med at lægge deres første cache: Biersted Bakke. Det der med at tage koordinater og skrive cachebeskrivelse i HTML var ikke lige noget de var så modige med. :) Men vi fik sendt den til frigivelse omkring 2230 og så var det bare at væbne sig med tålmodighed. Jeg tror far var inde og tjekke computeren hvert femte minut – han var ikke så tålmodig. Men først søndag formiddag blev den frigivet!

Mens Ellen sov middagslur nåede vi lige tre caches mere – godt med bedsteforældre. :)

I dag skulle Ellen så tilbage i vuggestuen. Kåre ville rydde op i køkkenskabet og jeg skulle skrive hovedopgave. Men pludselig kom der en mail: Ny mystery i Randers. Og så måtte vi jo afsted – der var godt nok lidt fejl i opgaven/udregningen, men vi fik OK fra geotjekkeren og kom glade frem til en helt ny og blank logbog. Det var 22. gang vi kom først. :) Og når vi nu alligevel lige var i Randers tog vi tre mere. :)

Men nu hader min krop mig også!

Jordemoderen var vældig flink og lod sig ikke gå på af at Ellen var med. Til gengæld så hun lidt opgivende ud, da hun spurgte til hvad Søren (min egen læge) mente, når han skrev at sidste graviditet havde været “kompliceret”. Der var ligesom ikke rigtig plads nok til at skrive hele romanen om galdesten, nyreoperation, kvalme, gigt, depressioner, angstanfald, stofskifte osv. :)

Jeg slipper heldigvis for 21-ugers besøget og kan vente hele tre måneder inden næste gang. Men vi hørte hjertelyd og det er jo altid rart at høre – også selvom jeg blev sparket/moslet så sent som i går.

Bagefter fandt vi lige et par caches og her til aften har vi været ude ved gederne. Det spurgte Ellen om ikke vi skulle, så det gjorde vi. Vi tog droget med og hun synes bare de geder skulle jagtes. Men som man kan se på billedet var gederne ikke enige. :) Hun var ellers i snor, så de kunne bare lade være med at gå hen til hende.

Men det er nu hyggeligt med sådan en flok tolle geder lige i nærheden. :)

En af de første man opdager er lovmæssigt: Bilerne skal ikke køre med lys på om dagen. Det gør faktisk en meget stor forskel, når man som dansker er vant til at alle biler har lys på – man ser simpelthen ikke en bil uden lys.

Så er der maden: De steder vi har været, har der altid været salat til maden – men langt det meste er vendt i en eddikedressing. Jeg kan rigtig godt lide det, men der må være nogle der synes det er trælst. Pålægget er skåret meget, meget tyndt – jeg troede slet ikke man kunne skære ost så tyndt, men det gør nu ikke mig noget.

På vandrerhjemmet skulle man selv sætte sit brugte service ud i opvasken og tørre bordet af efter sig. Der var ingen problemer med tyskerne, men en russisk flok ignorerede totalt det med at man skulle tørre bordene af efter sig – gæt selv hvordan de så ud efter fire dage!

Vi boede sammen med en institution af en art – 10 drenge på 12-15 år der var afsted med to voksne. De voksne blev naturligvis tiltalt Herr. Schmidt og Frau. Irgendwas. Man siger også De til folk man ikke kender – uanset alder. En af de yngre drenge fra institutionen var meget nysgerrig, fordi mig og Ellen aldrig havde sko på på legepladsen. Jeg blev naturligvis tiltalt De. Men heldigvis er det nemt nok at huske, for det er jo det man lærer i folkeskolen. :)

Og så er der geocachingen! Man gemmer glad og gerne microer i skove, hvor der fint er plads til både smalls og regulars – i endnu højere udstrækning end i Danmark. Og byttetingene er af endnu ringere stand end i Danmark, altså der hvor der er bytteting. Jeg tror kun vi fandt en enkelt god cache – altså hvad størrelse og bytteting angår – vi fandt masser af gode caches.

Så er der logbøgerne. Selv i de store logbøger er der ingen der skriver mere end dato, navn og så klokkeslet. Der er ALTID plads til klokkeslet, selv i de helt små microer. Den dag Ellen sad med en skive porre til aftensmaden og sagde at hun ville skrive i logbogen gik det op for os, at vi havde fundet for mange microer. :)

Og så kan man tydeligt se at tyskerne generelt er dårligere til engelsk end danskerne. Når der endelig var engelsk tekst til cachen, så var det typisk maskinoversat – og så er det næsten bedre at prøve at deciphrere den tyske beskrivelse.

Jeg er sikker på at der var flere ting jeg tænkte på mens vi var dernede, men det har jeg åbenbart glemt. :)

Dag 1
Dag 2
Dag 3
Dag 4
Dag 5
Dag 6
Dag 7

Anden cache, i Gammelhaven, fandt vi til gengæld ikke – spørgsmålet er om den er væk, for vi fandt en blyant liggende i nærheden. ØV! Men det var hyggeligt at spise frokost i Gammelhaven. Desværre var vandet ren algesuppe, så vi kom ikke i vandet der.

Vi kørte ind til vestenden af søen, hvor der er en badebro. Men der var det også ren algesuppe – ØV – ingen badning til mig. Jeg savner altså Århus Bugt og Den Permanente!

Vi fik dog et tip af en dame vi mødte om et sted der er godt at bade i Fussing Sø – så næste gang tager vi vores cykler med…

Og der er i den grad liv i maven – den ligger godt nok ikke stille ret mange sekunder af gangen og både arme og ben virker. Der var vand i både mavesæk og blære, så det fungerer også. Men den ville ikke rigtig ligge sig, så nakkefolden og længden kunne måles.

Der var en med, der skulle lære at skanne, så hun fik også lov til at prøve og pludselig lå Ny rigtigt, så de fik hurtigt skiftet. Nakkefoldsmålingen og blodprøven viser en lav risiko og Ny er 6,5 cm lang. Det betyder at terminen er blevet rykket en dag, så nu er den 5. januar. Ikke at det betyder så meget, den kommer jo når den kommer. :)

Vi fik fire billeder med som tak for at hun måtte øve sig på mig – og selvfølgelig må hun da det – ellers lærer hun det jo ikke.

Jeg fik en ny tid til at snakke med en obstetriker på næste onsdag – så skal vi snakke om stofskifte. Som jeg vist har nævnt er min egen læge ikke så glad for det, så han vil gerne have dem med på sidelinjen. Så jeg skal have taget blodprøver i morgen eller på torsdag, så vi har nye tal.

(Og så kom vi vist til at finde en enkelt cache eller fire – men det blev jo lidt tradition da jeg ventede Ellen. :))

Vi geocachede lidt på vejen og snakkede om at vi ikke rigtig forventede noget – det er jo ikke ligefrem første gang jeg er blevet set på af reumatologer! Men vi blev overraskede – positivt!

Afdelingen i Viborg er ret hyggelig – den ligner slet ikke en traditionel hospitalsafdeling. Da vi kom ind til lægen, havde hun læst alle papirene, indhentet oplysninger fra andre steder og skrevet noter og spørgsmål! Og så behandlede hun mig som et helt menneske og ikke bare som et enkelt led. Tit og ofte, så ser lægerne sig fast på ET led og ET problem og glemmer resten – men hun havde et ganske holistisk syn på det hele.

Hun stillede en masse spørgsmål og undersøgte de fleste af leddene. Jeg havde taget et par billeder med, for det siger altså mere end at forklare. Og så kom første store overraskelse: Jeg har psoriasis! For mig er psoriasis de store røde, skællende plamager som f.eks. min morbror havde. Men der er åbenbart flere forskellige slags og det jeg havde i påsken var et psoriasisangreb. Det er også psoriasis jeg har i hænderne, når de giver kløende blærer i ring, der til sidst skaller af indefra.

Og sammenholdt med ledsymptomerne, så mente hun altså at formentlig har psoriasisgigt! Det passer fint sammen og mine ledproblemer og de billedfund der er kan ikke forklares med min hypermobilitet. Så jeg fik taget en vævsprøve. Der er en bestemt vævstype (HLA-B27) som ca. 10% af befolkningen har – men ca. 60% af dem med psoriasisgigt har den. Der kommer svar om nogle uger. Desuden skal jeg MR-skannes, men lige nu forandrer mine led sig på grund af graviditeten, så det skal vente til februar.

Jeg har fået en ny tid 4. februar og jeg kan bare ringe hvis der er noget jeg er i tvivl om eller hvis det bliver værre, så jeg har brug for mere behandling end jeg får nu. Det er jo helt fantastisk!

Ulempen er at det er arveligt og at det kan være ret progressivt – fordelen er at man kan gøre noget ved det og at jeg nu (formentlig) ved hvorfor det gør ondt og at jeg ikke altid kan bevæge mig så godt.

Psoriasis

Geocachinggjøltrolde