Trines blog

I dag har jeg været på sygehuset for at snakke med en obstetriker på grund af stofskiftet. Det er ganske vist nogenlunde normal i øjeblikket, men min læge ville gerne lige have en obstetriker til at se på det i forbindelse med graviditeten.

Obstetrikeren var ikke det mindste bekymret – det var hun til gengæld da hun så min D-vitaminstatus. Jeg vidste det godt selv, så jeg er begyndt med ekstra D-vitamin, men hun mente at det skulle tjekkes lidt bedre, så nu skal jeg have taget blodprøver for det også.

Desuden skal jeg have taget TRAb-prøver nu og en gang senere. Hvis de er positive skal Ny have taget de samme blodprøver som Ellen fik og tjekkes af en børnelæge efter fødslen. (TRAb-antistoffer hos moderen kan give den nyfødte for højt stofskifte, da de passerer moderkagen.)

Hun havde læst journalen fra Ellens fødsel og det var bare ikke sådan noget hun gad høre om – og heller ikke den studerende der var med. Det havde jo været for let – og jeg skulle nok sørge for at komme i GOD tid denne gang. :)

Og så havde hun læst at jeg har blødt lidt her i starten. Så om vi ikke lige skulle tjekke – ultralydsapparatet stod der jo alligevel. Så nu har jeg for femte gang vinket til Ny. :)

Det er nu lidt trist at have haft sådan en god oplevelse og så er Kåre ikke engang hjemme og dele den med.

BT skriver i dag om fantomfedme – altså tynde eller normaltvægtige mennesker, der har været fede, der stadigvæk opfatter sig selv som fede.

Lidt sjovt, for jeg tænker faktisk tit over det. For to år siden vejede jeg lige omkring de 100 kilo, altså et BMI på omkring de 35. I starten af graviditeten tabte jeg ca. 25 kilo og et par måneder efter Ellen var født var jeg nede omkring de 60 og det har jeg nogenlunde holdt siden. Altså et BMI på knap 21. Forskellen ses klart:

Fra 14. juli 2007 (uge 6) til 9. maj 2009

Og jeg må klart indrømme at min hjerne ikke har fuldt med. Når jeg skal finde tøj – noget jeg hader – går jeg straks ned i afdelingen for store størrelser og finder en størrelse 48-50. Men det passer ligesom ikke så godt mere. Faktisk er jeg nede i 38-40. Men når jeg ser en kjole i størrelse 40, tænker jeg at den kan jeg overhovedet ikke skrue mig ned i.

Efter en konsultation om noget helt andet, spurgte min læge om jeg ikke havde tabt mig lige lovligt meget? Hun ville gerne lige tjekke stofskifte og den slags på mig. Jeg kiggede på hende som om hun var bindegal. Da jeg lige var kommet mig over chokket over at være blevet betragtet som så tynd at det kunne være et problem, kunne jeg berolige hende med at jeg lige havde fået tjekket stofskiftet og at det var helt normalt.

Jeg tror simpelthen ikke på folk når de kalder mig tynd. Og jeg synes heller ikke selv jeg er tynd. Jeg er bare ikke decideret fed mere. Og jeg håber da ikke jeg bliver det igen. Faktisk er jeg lidt overrasket over at jeg har kunnet holde mig nede omkring de 60 så længe, også efter jeg har skåret ned på amningen. Så siger folk jo at mange kommer sig igen. Men nu er vi jo heller ikke helt stoppet med hyggemorgenamningen, mig og Ellen. :)

Så jo, jeg lider i høj grad af fantomfedme!

17. juni 2007, lige omkring den dag Ellen blev undfanget.

Vægttabet har i øvrigt ikke været planlagt, men skyldes en blanding af morgenkvalme døgnet rundt og nyre- og galdesten under graviditeten og deraf følgende kostomlægning.

Sidst jeg var ved lægen, så jeg et notat fra en urolog, som beskrev mig som slank! Det er vist første gang der er nogen der har kaldt mig det.

I dag var jeg så nede ved en anden end min faste læge, fordi mig og Ellen har fået noget svamp. Da hun havde tjekket det og givet noget medicin, spurgte hun om ikke jeg havde tabt mig ret meget. Jo, det havde jeg da. Hun ville godt lige veje mig og holde øje med min vægt og så måske lige tjekke mit stofskifte. Det kunne jeg jo så fortælle at der blev holdt grundigt øje med og at det var helt normalt, men i den lidt lave ende.

Men tænk at jeg skulle opleve at en læge er bekymret for om min vægt er ved at være for lav! 40 kilo har jeg tabt mig, men der var jo masser at tage af. Et BMI på 20 er da helt fint.

Så nu venter jeg bare på at det creme begynder at virke lidt bedre end hidtil, for det er altså trælst når det gør ondt at have en trøje på – for slet ikke at tænke på hvordan det føles at amme!

Vores barn er allerede nu godt uvorent og hører ikke efter hvad der bliver sagt. Vi håber den når at afreagere godt og grundigt inden den kommer ud.

Jeg er blevet scannet i dag og den har det fint derinde. Den kan både sutte på tommeltot og lege med sine tæer. Og alt virker som det skal. Det er simpelthen imponerende hvad man kan se med sådan en scanner. At man ligefrem kan tælle fingrene. Altså når den ellers vil ligge stille!

Men det der med at ligge stille, det passede ikke den bette. Så jeg skal altså scannes igen næste tirsdag, for det lykkedes ikke at få et helt godt billede af hjertet. Men så får vi jo bare lov til at se en gang mere. :)

Og på grund af stofskiftet skal jeg også scannes i uge 32 og sikkert en gang mere. Det stofskifte vil bare ikke som jeg vil. Nu er det ved at være for lavt, så hvis ikke blodprøven i morgen viser at det er steget igen, så skal jeg på Eltroxin – det er et kunstigt stofskiftehormon. Men der er heldigvis ikke noget som helst der tyder på at det påvirker lille My.

Så er det slut med at tage stofskiftemedicin! Når man bliver gravid ændrer ens stofskifte sig ret meget og når jeg har kunnet klare mig med så lav en dosis i godt 4 måneder nu, så mente Weeke at det var på tide at prøve uden. Så i aften skal jeg huske at lade være med at tage min medicin. :)

Ulempen er at jeg indtil videre skal have taget blodprøver hver uge i stedet for hveranden uge. Så jeg får virkelig set noget til laboranten hos min læge.

Jeg er ret glad for at prøve at slippe for medicinen, for jordemoderen sagde, at hvis ikke barnets vækst er god nok, så kan jeg risikere at blive sat i gang allerede fra uge 34. Og medicinen nedsætter jo netop stofskiftet og dermed væksten. Så kan jeg klare mig uden medicinen, så er det helt klart det bedste.

Men ellers har jeg kvalme og kaster op. Nu må det ellers godt snart tage at stoppe, jeg er trods alt i 16. uge nu. Men i det mindste går det vel over til marts.

Jeg er kommet godt i gang på studiet og jeg er slet ikke kommet bagefter endnu! Faktisk sidder jeg og læser noget til på fredag og jeg har lige snakket med min far om noget med afskrivning af nyanskaffelser. Bogen var ikke helt klar, så det var godt jeg lige kunne ringe og spørge.

Nå, ind og læse noget internationalt markedsføring…

Så har vi set vores barn for første gang. Det er en bette livlig en, må man sige. Utrolig som sådan en kan bevæge sig rundt. Men den er altså som sådan en skal være. Der var væske i både mavesæk og blære, så der er fin gennemgang. Hjernen er på plads og der er to arme og to ben. Og som mor plejer at sige, hvad gør det så om der mangler en enkelt tå? Der var ingen øget risiko for Downs Syndrom (mongolisme) og alt så ud som det skal. Den måler 5 cm fra numse til hoved, så jeg blev sat tre dage tilbage, så i stedet for 12+1 er jeg nu 11+4. Med andre ord: Jeg har termin 9. marts i stedet for 6. marts.

Sygeplejersken undskyldte sådan, at der havde været ventetid. Vi havde også ventet omkring 8 minutter! Det kaldes altså ikke ventetid.

I øvrigt er stofskiftet stadig fint, så jeg fortsætter med 2,5 mg og blodprøver hver 14. dag.

På vejen hjem kom jeg forbi en Rema1000 og da jeg alligevel skulle have nogle mapper, de havde på tilbud, kørte jeg ind. De havde så mange gode tilbud, at jeg var nødt til at gå ud igen og hente en vogn. Bl.a. meloner og blomster til 5 kroner. Der var til gengæld også vildt lang kø, men det gik lynhurtigt. Og inden jeg havde nået at betale, var alle mine varer blevet pakket i poser og sat ned i vognen igen – gratis. Det viste sig, at den Rema1000 havde første åbningsdag i dag. Så det var da bare heldigt, at jeg lige var kommet forbi.

Så sidder mor i Lisbon og vi har lige fundet en enkelt cache mere. Vi var en tur på Favrskov kommunes højeste punkt, 131 moh. Man kunne parkere i samme højde, så det var bare en lille tur på et par hundrede meter ud til en fantastisk udsigt. Forbrændingsanlægget i Lisbjerg var i hvert fald ganske synlig.

På vejen hjem plukkede jeg en stor buket kornblomster med en smule korn. Jeg kan altså godt lide kornblomster. Kornblomsten er i øvrigt Estlands nationalblomst og der var kornblomster i kirken til vores bryllup, i brudebuketten, i mit hår og på bordene til middagen.

I Louisiana har man vedtaget en lov, der forbyder synligt undertøj. Det kan give op til et halvt år i skyggen. Kritikere brokker sig over loven, som de mener er diskriminerende overfor sorte. Det er jo nemlig de sorte som går i hængerøvsbukser og derfor er loven ren racediskrimination! Suk.

I går var jeg på hospitalet igen igen, og nu er stofskiftet lige lavt nok. Så jeg går ned på 2,5 mg om dagen. Desværre er pillerne 5 mg, så de skal deles. Det bliver nu Kåres opgave, for de er ret små. Næste blodprøve om godt 4 uger og så bare en telefonkonsultation. Det er også meget nemmere.

Så har jeg lige snakket med Eva, sygeplejerske på medisinsk, og jeg går nu ned på 5mg dagligt, det vil sige en enkelt pille mod de 6 jeg startede med. Så håber vi det er en god vedligeholdelsesdosis, men jeg skal have taget blodprøver igen om 14 dage, og så må vi se om det er nok eller om jeg skal tage 10mg dagligt.

Og om et par år kan vi så begynde at overveje at trappe helt ud, men der er laaaang tid til.

Kåre sidder og chatter med Terry Pratchett og jeg er nostalgisk med Castle of the Winds. Vejret er godt og vi burde nok være ude og nyde haven. Men lige i dag gider vi bare ikke.

Jeg har været på sygehuset i dag og mine tal er helt fine, lige i midten af normalområdet. TSH er på 4 uger steget fra 0,012 til 2,94. Det er rart og jeg har igen fået halveret antallet af piller. Så nu skal jeg kun tage to om dagen (2*5g thiamazol). Hvis det stadig er godt om 14 dage halverer vi igen. :) Så jeg krydser mine små buttede fingre.

Vi har været ude og købe en trillebør i dag og vi har plantet spanske marguritter og en flot klematis. Og Siri har leget med haveslangen. Hvis hver hund kun må have et legetøj med over Regnbuebroen, så vælger Siri helt sikkert haveslangen!

Nå, at dovne videre med Castle of the Winds…

Først den gode nyhed: Danske forskere har fundet ud af at isolere celler fra et foster i moderens blod. Det betyder at det ikke længere vil være nødvendigt med fostervandsprøver og moderkagebiopsier, der som bekendt medfører en øget abortrisiko på omkring 1%.

Den dårlige nyhed er, at blodprøven kan tages allerede i uge 11, altså inden grænsen for den frie abort.

Det vil sige, i mange tilfælde er det godt, for det er mindre kompliceret at få en provokeret abort, hvis det bliver gjort tidligere. Men det åbner op for at få en abort, hvis barnet er af det “forkerte” køn.

Jeg kan desværre alt for nemt forestille mig en kvinde der altid har drømt om en lille pige, og så vælger at få fjernet drengen i sin mave, for at prøve igen. Eller folk fra mandsdominerede kulturer, der tvinger kvinden til at få fjernet pigen i maven, for at få en dreng i stedet for.

Min umiddelbare tanke, da jeg læste overskriften: “Vælg barnet efter køn”, var at man kunne gøre det inden barnet blev undfanget. Men det kan man selvfølgelige allerede. Men mine tanker gik på om jeg ville vælge at få drenge i stedet for piger?

Jeg har to arvelige sygdomme, som primært nedarves til piger. Den ene er en relativ uskadelig stofskiftesygdom og den anden har givet mig permanente smerter i leddene og gør at der er nogen ting jeg bare ikke kan længere, men som “normale” mennesker sagtens kan gøre.

Hvis jeg kunne vælge før undfangelsen, så ville jeg måske overveje det, og jeg er ret sikker på at jeg ville nå frem til, at det altså må blive som det er. Så må vi tage de eventuelle problemer med sygdom/handicap derfra.

Kunne jeg finde på at få en abort, hvis barnet var det “forkerte” køn? Aldrig! Burde man have lov til det i Danmark? Tja, vi har fri abort, inden 12. uge behøver der ikke være en grund. Måske kunne løsningen være, at testen først bliver lavet i 13. uge. Det er tidligt nok til en relativ ukompliceret abort, hvis det viser sig at der er noget alvorligt galt med barnet, men man skal søge dispensation til at få en abort. Hvis barnet er meget skadet bliver den tilladelse jo givet hurtigt, hvis man bare synes det er det “forkerte” køn, så får man dels noget tid til at tænke over det, og der er nogen der skal tage stilling for en.

De er altså svære, de etiske spørgsmål. Og det bliver ikke nemmere, fordi vi lærer mere.

http://fpn.dk/liv/krop_valvare/article59596.ece