Trines blog

Så er vi kommet hjem – det er rart!

Karen spiser godt (og moderens brystvorter hænger i laser) og lige nu ligger hun inde i vores seng og sover. Ellen kommer hjem i morgen formiddag – det bliver både rart og lidt spændende. Siri reagerede faktisk lidt mere interesseret denne gang end da vi havde Ellen med hjem – hun har da været henne og snuse flere gange og et enkelt slik er det også blevet til.

Vi er lidt overraskede, for Karen kan faktisk løfte og dreje sit hoved, så når hun ligger på maven af en, kan hun kigge på en. Og da vi lå og puttede for lidt siden lagde jeg hende på ryggen, som man jo skal – men det passede ikke damen, så hun løftede benene op til maven, trillede rundt på siden og fik møflet det ene ben ind under sig, så hun kunne komme om på maven og mosle sig afsted. Det tror jeg altså ikke at Ellen kunne!

Men her er i hvert fald nogle billeder. Der blev ikke taget så mange, for det gik jo lidt hurtigt.

Læsning er på eget ansvar – der kan forekomme ting som nogen synes er ulækre.

Efter masser af veer og tegnblødning den sidste måned vågnede jeg klokken ca. 2 natten mellem den 11. og den 12. januar, fordi Ellen havde fået vendt sig rundt i sengen og sparket dynen af sig. Derefter blev der ikke meget søvn, for nu var veerne pludseligt anderledes. Jeg prøvede dog, men måtte sige til Kåre, at det nok var ved at være på tide at ringe til hans forældre.

Vi fik pakket, hvilet lidt mere, kom i bad og da Kåres forældre kom var vi klar til at køre. Der var stjerneklart og der var faldet sne, så der var flot, men spejlblankt. Vi nåede lige et lille svinkærinde på vejen – der var lige en geocache der skulle findes. :)

Klokken 06.42 ankom vi til fødegangen – der var stadigvæk regelmæssige veer af ca. 40 sekunders varighed med intervaller på ca. 5 minutter – det var det der havde været siden klokken 2. Så jeg satsede på at være pænt åbent – jeg mener, veer i næsten 5 timer og alt det der havde været den sidste måned! Men nej – 1½ cm livmoderhals tilbage! ARGH – tænkte jeg. Til gengæld skal jeg love for at undersøgelsen gjorde godt og grundigt ondt og det fik sat gang i en del blødning – også noget mere end jeg har blødt før i graviditeten, altså med undtagelse i uge 25. Barnet blev skønnet til 3450 gram.

Vi blev enige om at vi gik ned på stue 9 og hvilede os, for med Ellens fødsel i mente så kunne det jo gå hurtigt. Jeg fik hvilet lidt i sengen – men selvom veerne ikke var voldsomt kraftige, så var det nok til at jeg ikke kunne sove fra dem – heller ikke selvom jeg havde fået et par Panodil.

Klokken 11.15 bliver jeg igen undersøgt og nu har jeg da i det mindste åbnet mig 3 cm. Jeg synes godt nok stadigvæk det var for lidt – men da jeg var træt af sygehuse (det bliver jeg meget nemt), så ville vi gå en tur. Vi gik ned til jordemoderkonsultationen for at melde afbud til den tid jeg havde dernede torsdag 12.30. Der kom flere veer på vejen og de begyndte da også at kunne mærkes ordentligt – men ikke mere end at jeg havde overskud til at smile til de folk der kom forbi på vejen. Til gengæld var der 3 cm nysne ovenpå ren is, så det var da et held at vi ikke endte på skadestuen! Vi joker lidt med at det godt kan være at veerne startede nogenlunde samme tid som med Ellen, men at jeg da i hvert fald ikke når at føde inden 12.59, men måske inden aftensmaden.

På vejen tilbage til sygehuset begyndte veerne at komme med ca. 100 meters mellemrum, og hvor de før havde taget omkring 20 åndedræt tog de nu omkring 25. Så da vi kommer tilbage til fødegangen bliver vi flyttet ned på stue 2 – det er der Ellen blev født og der der er et fødekar. Lige som jeg skulle til at sætte mig ned i en stol klokken 12.30 gik vandet i en ve der gjorde en del ondt. Så jeg går ud på badeværelset for at tage tøjet af og lige skylle fostervandet af mig – det er heldigvis klart.

Så Kåre, som ellers havde været på vej ud for at finde noget at spise, måtte pænt bare vente, mens en jordemoderstuderende ville gå ud for at finde en sandwich til ham. Men den bliver også hurtigt aflyst, da jeg fra at være 3 cm åben klokken 11.15 nu får pressetrang – stående under bruseren på badeværelset! Jordemoderen sætter sig på hug bag mig, for at se hvordan tingene ser ud. Det er meget grænseoverskridende for mig – tænk nu hvis jeg kommer til at prutte eller sådan noget. Jeg er ligeglad med at rende rundt nøgen hvor alle kan se mig – men der går min grænse altså bare. Ikke rigtig praktisk i en fødselssituation!

Jeg kommer ind i fødekarret, som de lige skal finde ud af om de har en prop til! Det lykkedes at finde en, men ikke at få den til at sidde ordentligt i. :) Nå, jeg beder om om hun lige vil mærke hvor åben jeg er, for jeg tror altså ikke helt på det der med pressetrangen – det er gået lidt for hurtigt, synes jeg. Så hun mærker efter – 5 cm! SHIT – tænker jeg – 5 cm – så er der 5 cm tilbage og det tager jo en EVIGHED. Nej, nej, siger hun – det går hurtigt. Yeah, right, tænker jeg, mens veerne nu er ved at være særdeles ondskabsfulde. Klokken er i øvrigt 12.40.

Veerne gør mere og mere ondt og jeg får fat i min allerbedsteste ven: Iltmasken. ”Jamen”, siger jordemoderen, da jeg beder Kåre om den, ”slangen kan ikke nå.” Totalt irrelevant – jeg skal ikke bruge slangen til noget, jeg skal bare have masken, så jeg kan sørge for at trække vejret fornuftigt. Det er da smertelindring der er til at forstå – eneste bivirkning er at jeg bliver så tør i munden af den. :)

Der er vel efterhånden omkring 15 cm vand i fødekarret, men desværre bliver jordemoderen nu nødt til at hælde det ud, for enten skal det være fyldt eller så skal det være tomt – man kan ikke føde et barn i et halvfyldt kar. Jeg tror stadigvæk ikke en dart på hende.

Generelt skete der det, at jeg er en af den slags mennesker, som gerne hele tiden vil vide hvad der sker og jeg kan godt forholde mig til faglige termer – også under en fødsel. Jordemoderen var tilgengæld en omsorgsgiver, der bare roser og siger ”det er sååå flot” og ”det er bare sååå godt”. Og det er altså ikke den bedste kombination – så faktisk følte jeg ikke rigtig nogen hjælp/støtte i hende. Det gjorde det så heller ikke bedre at der var en hel ny studerende med, som på et tidspunkt stillede sig med hænderne på kanten af fødekarret og bare kiggede på mig – men i det mindste kunne jeg pænt bede hende om at stå et andet sted at stå i en vepause – for sådan nogle havde jeg skam denne gang!

Nå, men de spørger mig om jeg vil over på briksen i stedet for, når der nu ikke når at komme vand nok i fødekarret. Ja, det vil jeg egentlig gerne, men det blev der ligesom ikke tid til – for nu vil ungen altså ikke være med mere. Og da jordemoderen så vil slukke for vandet, så hun kan komme til kommer hun til at slå den over på koldt i stedet for! Prøv lige at ligge der og være ved at presse et barn ud og så bliver det dejlige, varme vand pludseligt iskoldt – ARGH! :)

Men, halvt siddende og halvt liggende, i et tomt fødekar, med en iltmaske uden ilt som smertelindring, føder jeg så et barn, der med det samme kommer op på maven. Jeg kan røbe, at det ikke er nogen optimal fødestilling – hverken for den fødende eller for jordemoderen! Fødslen skete 12.58 – 1 minut før Ellen. :)

Efter lidt tid får vi så også fundet ud af at dette her skrigende barn faktisk er en pige. Hun ser selvfølgelig enormt lille ud, men i Randers bliver barnet hverken målt eller vejet sådan lige med det samme – det vigtige først: Et bryst og en varm mave!

Moderkagen vejede 580 gram og der var en lille bi-moderkage – altså to moderkager. De bliver også født i karret og der bliver taget blodprøver på grund af min stofskiftesygdom. Det føles altså sjovt når sådan en moderkage plopper ud. :)

Vi kom over på fødelejet, for jeg var bristet lidt i skeden og der var sprunget et blodkar der skulle sys, men det var også det hele – meget billigt sluppet hastigheden taget i betragtning, synes jeg.

Karen havde helt styr på hvad sådan en mor skulle bruges til: MAD! Så der blev suttet på livet løs. Der var ikke helt så meget mælk som sidste gang, men det gik nu alligevel.

Efter et par timer var der så lidt pause i amningen, så Karen kunne blive tjekket – og alt var næsten som det skulle være. En lille kliklyd i højre hofte, men ikke noget alarmerende. Hun vejede 3430 gram og var 52 cm lang – plus minus fejlmåling. :)

Og så ventede vi ellers bare på den pædiater (børnelæge) der skulle undersøge hende. Men klokken 17.30 opgav vi og aftalte at få en tid på B5 (barselsgangen) den 13. i stedet for – og så kunne vi komme over på hotellet og få noget at spise. Vi havde godt nok fået nogle madder efter fødslen, men vi var BARE sultne! (I øvrigt rigtig hyggeligt, at de kommer med en bakke med røde servietter og flag og det hele på, når barnet er født.)

Selvom det hele på en eller anden måde lignede Ellens fødsel en hel del, så var er også meget der var forskelligt. Jordemoderen var meget bedre til mig med Ellen, denne gang virkede det bare ikke rigtigt. Hun fortalte mig ikke hvad der skete og jeg endte med selv at føle mig gennem fødslen – bl.a. blev sidste del af kroppen født på viljestyrke og ikke fordi der var en presseve. Men det gik jo fint nok det hele.

Denne fødsel var også langt mere grænseoverskridende for mig end Ellens fødsel var – om det var fordi det hele gik så hurtigt eller fordi samarbejdet ikke virkede ved jeg ikke – men jeg tror lige jeg skal have et par dage denne gang, før jeg er klar til at gøre det igen. :)

Onsdag var det 5. januar og dermed den ultralydsfastsatte termin. I går var der 6. januar og dermed termin regnende fra sidste menstruations første dag.

Men der er stadigvæk ikke noget barn. Altså, barnet er der selvfølgelig – det mosler godt og grundigt rundt inde i maven, men der er ikke noget der tyder på at det er på vej ud.

Jeg har ganske vist haft både tegnblødning og veer den sidste måned, men det gør åbenbart ikke nogen forskel.

Det ender med at jeg føder ude midt i en skov, fordi jeg ikke ved hvornår det er tid til at tage afsted. :)

I dag skulle jeg til 39-ugers-kontrol hos jordemoderen, men det endte med en tur på fødegangen. Hun var nemli IKKE tilfreds med de symptomer jeg har på stofskifteproblemer, specielt ikke fordi tallene ikke er som de skal være. Så hun ringede til fødegangen, som ville se mig.

Og da så CTG’en (det er en overvågning af barnets hjertelyd og aktivitet og af livmoderens arbejde) viste at barnets hjerterytme var for svingende og for hurtig to gange i træk, så var de slet ikke glade.

Efter en lille geocachingtur (beordret af lægen) vendte vi tilbage og så var der pludselig INGEN aktivitet – vi kunne simpelthen ikke vække den bette. Så op og vandre lidt op og ned af gangen og få lidt aftensmad. Der kom lidt liv, men der var travlt og jordemoderen var lige gået ned for at få lidt at spise – men så svært er det vel heller ikke at sætte en CTG til. :) Og endelig var den normal!

Så jeg er kommet hjem med besked på at møde i ambulatoriet mandag og fødslen er opgraderet fra “normal” til “risiko” med børnelæge til stede. Ikke lige det jeg havde håbet – men hellere det end at risikere noget som helst.

Ellen var med og det gik faktisk ret nemt. Vi havde hele den største stue på fødegangen for os selv – der er både hospitalsseng, dobbeltseng, sofa, fjernsyn og det hele. Så Ellen kunne sagtens synge og hoppe rundt uden at forstyrre nogen. Hun legede en del med kameraet, så en stor del af dagens billeder er taget af hende. :)

Sidste fredag, altså for 10 dage siden, havde jeg veer en tre timer. Ikke bare plukkeveer, men rigtige veer, der bed. De gik heldigvis over igen, da jeg gik i seng.

I går begyndte jeg så at bløde lidt og var inde på fødegangen til tjek – føler efterhånden at jeg næsten bor der inde. Der var kraftige, regelmæssige plukkeveer og man kunne tydeligt se/høre hvordan de påvirkede barnet. Når det gjorde ondt på mig, så steg barnets puls fra ca. 145 til 175 og når det så stoppede med at gøre ondt på mig, så faldt barnets puls igen. Det var lidt sjovt at se. Men alt var som det skulle være – jeg skulle så ringe hvis der kom mere blod.

I dag har jeg så haft udflåd med gammelt blod i, men for en halv times tid siden kom der igen frisk blod og jeg har også haft murren og lidt ondt i underlivet i dag. Så jeg ringede ind og snakkede med en jordemoder. Deres teori er at jeg så småt er ved at begynde at gøre mig klar til en fødsel. Så småblødninger er i orden, men hvis der kommer mere blod eller flere smerter eller jeg går i fødsel eller jeg er utryg, så skal jeg komme ind.

Jeg har hele tiden haft på fornemmelsen at jeg ikke kommer til at gå tiden ud denne gang, men nu må vi se.

Nu er jeg jo så også i 35+5, så selvom jeg skulle føde nu, så er det jo ikke fordi der er den store umiddelbare risiko for barnet, som i øvrigt er blevet vurderet til 2.800-3.000 gram.

Fredag var det endelig tid til at komme ind til urologerne i Randers. Det blev liiiige til en FFC-jagt inden – desværre kom jeg ca. 20 minutter for sent, men fordelen var så at der var nogen der havde lavet lidt spor i den ca. 80 cm dybe sne!

Jeg nåede lige at få frokost i hospitalets kantine – der var tartelet med hønsekød, pizza, lækker salat med hele hvedekerner og kapers og franskbrød med friske abrikoser og romost. Tarteletten og salaten blev spist før undersøgelsen, pizzaen på vej mellem hospitalet og Føtex og franskbrøddet på vejen hjem – og så for 25 kroner. Så kommer du på Randers Sygehus omkring frokosttid, så er der altså både god og billig mad i kantinen.

Nå, jeg var lidt bange for at det var ham der fjernede JJ-kateteret på mig sidste gang jeg skulle snakke med – jeg havde nemlig set ham i kantinen. Det var det heldigvis ikke – det var en sød og rar læge der tog sig god tid og som var MEGET hjælpsom.

Men det korte af det lange er at han er helt sikker på at jeg har godt med sten i begge nyrer og at der skal en operation til for at fjerne dem nu. Til gengæld troede han at de ville stoppe med at skabe sig, når jeg ikke længere er gravid. Så selvom han tilbød mig en operation, så sagde jeg pænt nej tak – skulle jeg skifte mening skulle min læge bare ringe til ham. Han tilbød mig en CT-skanning når jeg havde født for at tjekke, men jeg blev enig med mig selv om at hvis jeg ikke har gener efter graviditeten, så kan det jo egentlig være lige meget. Men igen – skifter jeg mening, så bliver den lavet. Han tog nogle blodprøver for at se om nyrefunktionen er påvirket – er den det, så slipper jeg ikke udenom operationen.

Nu har jeg jo ingen planer om at blive gravid igen, men skulle jeg ændre mening, så lovede han mig en CT-skanning og en fjernelse af samtlige sten inden. :)

Så selvom han egentlig ikke kunne gøre noget som helst, så var det et meget positivt besøg. Altså lige bortset fra beskeden om at jeg kommer til at have nyresten resten af livet og han ville gætte på operation hvert femte år…

Og så var jeg lige i Føtex på vejen hjem – utroligt hvad man kan få af tøj til ingen penge, når de skal slippe af med deres lager. 10 stykker til både mig, Ellen og Ny for 80 kroner.

Og så til brokken: I nat har jeg bare været vågen hele tiden med halsbrand og opstød. Det er altså trælst at vågne med mavesyre i halsen. Og Gaviscon, som ellers har været min faste natteven, ville ikke rigtig hjælpe mere. Normalt er det heller ikke så slemt om dagen, men det har godt nok været trælst i dag.

Så vi smuttede en tur til Bjerringbro for at få noget syrepumpehæmmende. Så nu har jeg lige taget 10 mg Omeprazol – i en meget rød og orange kapsel – og så håber jeg at jeg kan få lov til at sove ordentligt i nat.

Egentlig synes jeg at jeg havde fået det en anelse bedre mht. blodmanglen, men i dag har det også været ret slemt. Måske fordi jeg har haft så meget brug for Gaviscon, at jeg har måtte springe mit jern over en enkelt dag?

Men faktum er: Nu må det godt snart være terminstid – jeg gider ikke være gravid mere!

Jeg har et stykke tid været meget svimmel, kraftesløs og træt – men det er der en grund til.

Jeg ringede ned til sygeplejersken hos vores læge og fortalte hende om det – håbede at hun lige ville tage en blodprøve for jernmangel. Jeg fik en tid ved lægen omkring en time efter – og taget i betragtning at der kun var en læge til stede, hvor de plejer at være fire, så var det nu meget hurtigt.

Men lægen mente også at det kunne være jernmangel, så hun tog en stak blodprøver. Dem var der så svar på i går og jeg mangler i den grad jern og dermed også blod.

Så er det jo ikke så underligt at jeg ingen energi har og at jeg bliver forpustet af ingenting. Nu har jeg fået nogle piller og så håber vi det hjælper, så jeg faktisk bliver i stand til at klare det blodtab der følger med en fødsel.

De sidste dage har jeg været helt ved siden af mig selv. Jeg kan ikke huske, jeg kan ikke tænke (nogen vil måske påstå at det ikke er noget nyt, men jeg kan tænke endnu mindre end jeg plejer), jeg kan ikke samle mig om noget.

Torsdag var jeg ved lægen til 32. ugers eftersyn. Barnet sparkede hørerøret op i øret på lægen, så liv er der nok af. Blodtrykket var normalt men der var for meget protein. Der var også bakterier i urinen. Så jeg skulle komme igen med en urinprøve fredag. Det gjorde jeg så – samme resultat, men der var ikke nok urin til at sende ind på sygehuset, så jeg skulle komme igen med endnu en! Så må vi se på mandag.

I dag og i går har jeg været så svimmel og det er ikke befordrende for at tænke ret meget – måske man bare skulle gå i seng og stå op engang når veerne starter?

Men i aften når Kåre kommer hjem, så har han en elevationsseng med til mig. :)

Efter et par trælse dage med en syg Ellen tog vi til Biersted fredag aften. Men lørdag eftermiddag kørte vi hjem igen, fordi jeg fik mere og mere ondt ved højre nyre og ribbenskant.

Søndag ringede jeg til vagtlægen – jeg var bange for at det var noget med lever og/eller galdeveje. Det mente han ikke – han var bange for at det var svangerskabsforgiftning og mente at jeg skulle tage ind på fødegange. Men da jeg hverken havde vand i kroppen eller hovedpine eller svimmelhed valgte jeg at vente til i dag og så køre ned til vores egen sygeplejerske og få tjekket for protein og blodtryk.

Blodtrykket var normalt, men der var protein i urinen. Hun sagde at jeg skulle tage den godt med ro indtil torsdag, hvor jeg har en tid hos lægen.

Men efter at have hørt lidt fra andre endte jeg alligevel med at ringe til fødegangen for at høre hvad de mente. Jordemoderen mente at jeg skulle komme ind og blive set på. Så det gjorde jeg.

Jeg fik lavet en CTG (normal), tjekket en urinprøve (protein – selvom jeg havde vasket mig LIGE inden, men ingen blod eller infektion), taget blodprøver, som jeg fik svar på omkring 17.15 – altså efter jeg var kommet hjem. De var heldigvis også normale, så lever og nyre fungerer som de skal.

Så nu venter jeg bare på at jeg har fået en akuttid på urologisk (urinveje) ambulatorium 3. december – 4 ugers ventetid på en akut tid! (Normalventetiden er 75 uger!)

Efter en weekend med masser af kraftige plukkeveer var det ikke rart at se blod mandag aften. Og da der også var blod mandag nat og tirsdag morgen ringede jeg til lægen. Han synes at jeg skulle ringe på fødegangen. Så det gjorde jeg da jeg havde afleveret Ellen.

Jeg har altså en barriere mod at ringe til fødegangen – havde det så været en jordemoderkonsultation, så var det noget andet. Men på fødegangen har de altså nok at se til uden hysteriske gravide!

Men jordemoderen jeg snakkede med bad mig om at komme ind og blive tjekket. Så det gjorde jeg selvfølgelig.

Jeg blev undersøgt indvendig og livmoderhalsen var 1-1,5 cm og jeg blev ganske forskrækket – indtil hun forklarede forskellen på indvendige og udvendige mål… Der blev kørt en CTG – en måling hvor man bl.a. følger barnets hjerterytme – og den viste alt normalt. Egentlig har Ny været lidt stille nogle dage, men så snart ultralydsdimsen fra CTG’en blev sat på SÅ blev der liv og glade dage. Der blev sparket og moslet til den store guldmedalje.

Der kom også en læge (og to lægestuderende) og tjekkede mig – hun lavde en indvendig skanning af livmoderhalsen, som viste 4,3 cm, altså 4 mm mindre end for 14 dage siden. Og det er helt fint. Lidt underligt at ligge der med spredte ben og en skanner oppe i sig, mens tre læger står og kigger på billeder. :)

Men konklusionen er at jeg åbenbart bare skal bløde denne gang. Plukkeveerne må ikke blive for voldsomme og jeg skal måske skære lidt ned i gåturene. Og jeg skulle bare ringe igen, hvis plukkeveerne ikke stoppede ved hvile eller hvis der kom mere end en enkelt dråbe blod. Også selvom det endte med at jeg måtte ringe flere gange på en dag – det er vigtigt at jeg reagerer.

Og så kunne jeg tryg i sindet tage hjem igen.

Jeg var lige omkring kantinen og forbi Føtex og klokken var efterhånden 14 da jeg kom hjem, så selvom jeg var møgtræt gik jeg ikke i seng. Og det var nok godt nok, for klokken 15 ringede de fra vuggestuen at Ellen var syg. ØV! Men igen en fantastisk vuggestue. De vidste at jeg skulle på fødegangen, så de havde aftalt bare at høre til hvordan det var gået og hvis alt var i orden ville de fortælle at Ellen var syg og bede mig hente hende. Ellers kunne de godt beholde hende de halvanden time mere.

Men jeg hentede hende og så foregik resten af dagen ellers med hende på skødet.

Da hun var kommet i seng smed vi andre os i sofaen med to afsnit Battlestar Galactica og gik bagefter i seng med Fakiren fra Bilbao!