Archive for the ‘politik’ Category

8. marts

Monday, March 8th, 2010

Så er det 8. marts og dermed kvindernes internationale kampdag. Jeg plejer vist at rable lidt højt om mine holdninger, så det vil jeg også gøre i år. :)

I år vil jeg snakke om barsel og ligestilling. Der er jo nogle ganske grundlæggende ting, der gør at der aldrig kan blive tale om 100% ligestilling i forbindelse med barsel – mænd kan altså hverken føde eller amme, så der er mor altså bedst.

Nogle partier vil have indført bundet barsel til fædrene i ligestillingens navn. For faktum er jo at mødrene tager mere barsel end fædrene. Men i stedet for at binde barslen op på et køn, burde man se på HVORFOR mødre tager mere barsel end fædrene.

Som jeg ser det er der grundlæggende tre grunde:

Moderen kræver at få alt barslen. Det er jo noget parret må gøre op med bag hjemmets fire vægge, men efter min mening ikke noget lovgivningen skal blande sig i.

Faderen vil ikke tage barsel. Hvis det skyldes af faderen er en doven hund, så må de igen selv finde ud af det. Hvis det skyldes at det ikke er velset på faderens arbejdsplads, så må fagforeningen ind over og der må fra regeringens side arbejdes på en holdningsændring. (Her gør barselsfonden nok allerede en forskel.)

Familien har ikke råd til at faderen går på barsel. Se, her der der virkeligt et problem der skal gøres noget ved – og jeg tror det er den primære grund til at familier fravælger faderens barsel. For så længe der ikke er lige løn for lige arbejde, så kan en familie blive nødt til at fravælge faderens barsel til fordel for moderens fordi de simpelthen ikke har råd til at faderen går på barsel.

Det er her der virkelig skal sættes ind. Og i Danmark synes jeg det er her det er vigtigst at vi kæmper for ligestillingen mellem kønnene. Og så længe der ligefrem er uligehed i lovgivningen, så er der desværre lang vej endnu. Når der skal beregnes ATP-bidrag for en lønmodtager hvor man ikke kan regne timetallet ud regner man med en timeløn for mænd på 165,90 kroner for mænd og 149,82 kroner for kvinder. Det kan godt være at det er den gennemsnitlige timeløn for hhv. mænd og kvinder, men bør loven ikke tage udgangspunkt i at der er ligeløn og så bruge et vægtet gennemsnit?

Så vejen til mere mandlig barsel går altså efter min mening over ligeløn og ikke lovgivning om at så og så meget barsel er det kun manden der må tage. Lad familierne selv finde ud af det, men sørg for at det ikke er lønnen der afgør om valget.

Dansk Folkeparti slår til igen

Friday, February 5th, 2010

Først ville de forbyde at man holder forældremøder udelukkende for kvinder. Mødet skulle forhindre mobning. Men heldigvis har Dansk Folkeparti en anden løsning på mobbeproblemet: Forbyd ungerne at tale noget som helst andet end dansk – hvis man taler andet end dansk i timerne eller i frikvarterene skal det give eftersidninger.

Jeg er ret overbevist om at DF ikke synes det er et problem at Peter råber “hey” efter Jens, men at det kun er et problem at Ahmed råber “wallah” efter Sadeem. Men når man ikke må diskrimere på etnisk oprindelse eller religion, så må man jo tage hvad man kan få.

Jeg er sikker på, at hvis man finder DF’s hemmelige nedskrevne partipolitik, så står der allerøverst: Hvis der er muslimer i din slægt indenfor de sidste 4 slægtsled, så skal du smides ud af Danmark.

En skole på Fyn har haft problemer med at en større gruppe elever har snakket arabisk indbyrdes, når der har være konflikter. Så den skole har indskrænket elevernes mulighed for at snakke internt på andre sprog end dansk. Men skolelederen siger, samstemmende med skoleledernes formand, at der ikke bør lovgives om sprog i folkeskolen.

Jeg forstår simpelthen ikke at nogen kan stemme på et parti, der er så gennemgående usympatisk – men det må jo være fordi folk enten selv er racister (eller hvad det egentlig hedder når det ikke er race, men religion) eller så dumme at de falder for DF’s populistiske politik og vælger at ignorere religionsaspektet. Hvordan kan man ellers i ramme alvor stemme på politikere der mener at muslimer generelt voldtager deres døtre, niecer og kusiner?

Der er nogle fanatiske muslimer som begår æresdrab og vil slå alle kristne ihjel. Der er også nogle fanatiske kristne, som begår æresdrab og vil slå alle muslimer ihjel. Der er også både muslimer og kristne der begår incest.

Men flertallet af muslimer og kristne i Danmark er “kulturreligiøse”. De holder fast ved nogle af deres religions traditioner, men dropper dem de nu ikke lige synes passer. F.eks. går mange kristne i kirke juleaften, ligesom muslimerne går i moskeen til Eid. For 100 år siden gik mange danske kvinder med tørklæde – det var ikke noget problem. Men nu er der mange muslimske kvinder der vælger at gå med tørklæde – og det er et STORT problem, for det er jo tvang, undertrykkende og medvirkende til at forhindre ligestilling. Nej, det vil være tvang at sige at de IKKE må gå med deres tørklæder. (Der er sikkert nogle få der er tvunget, men jeg tror det er meget få.)

Nå, jeg kan blive ved i timevis, men faktum er at jeg synes det er skræmmende at Dansk Folkeparti kan få så mange stemmer. Jeg synes lidt det minder om starten på nazisternes jødehad – hvem ved hvad det udvikler sig til, hvis Pia får magten?


DF vil forbyde arabisk i frikvarterene, Politiken, 5. februar 2010
Langballe: Islampåstande er sande, Politiken, 23. januar 2010
Pia K.: Vi har stadig et problem med muslimer, Politiken, 26. januar 2010

Hjælp Haitis børn!

Tuesday, January 19th, 2010

Jeg har lige set et billede fra Haiti, hvor en hjælpearbejder smider et barnelig over i en bunke med lig. Det er simpelthen så grusomt, at jeg nægter at se noget som helst mere fra Haiti.

Jeg kan ikke så godt tage til Haiti og give dem alle sammen mad og vand og trøst. Så i stedet for har jeg startet en indsamling gennem Røde Kors.

Hvis nogen skulle have lyst til at støtte, så kan de gøre det her:

drk

Og husk at alt mellem 500 og 14.500 kroner kan trækkes fra i skat – bare husk at oplyse dit CPR-nummer. Det er kun Røde Kors der har adgang til dit CPR-nummer og til nytår tæller de så sammen hvad du har givet gennem året og oplyser det til skattevæsenet. (Jeg ser det lidt som en måde at tvinge staten til at give mere i ulandsstøtte, men det var lige en politisk bemærkning.)

Hvis du betaler pr. SMS, så husk at en del af beløbet går til teleselskaberne: Teleselskaberne tager gebyr på nødhjælp.

Madordning

Monday, November 16th, 2009

Som man kan læse i medierne for tiden, så er der rigtig mange som er rigtig meget imod madordningen i vuggestuer og børnehaver. Faktisk synes jeg ikke rigtig jeg har hørt nogen der synes det er en god ide.

Jeg må indrømme at jeg glæder mig til at den begynder 1. april i Ellens vuggestue. Der er indgået aftale med skolens cafe og der bliver leveret frisk mad hver eneste dag og der er også aftalt, at hvis der en dag skal laves mad over bål i stedet for almindelig frokost, så er der intet problem.

I forvejen får de eftermiddagsmad fra skolens cafe. For 90 kroner om måneden får de frugt og noget mere mættende – det kan være rugbrødshapser med kyllingelår, risengrød eller pitabrød. Og der er altid nok til at der er ekstra til et barn der er lidt sulten senere eller næste formiddag. Og der er altid gulerødder man kan gnaske lidt af.

Så jeg er sikker på at frokostordningen vil blive en succes i Spiren her i Ulstrup, med sund og nærende kost – og jeg glæder mig til at slippe for at smøre madpakke hver aften.

Jeg kan godt forstå at man brokker sig de steder hvor der er udsigt til tre halve vacuumpakkede rugbrødsmadder der har ligget tre dage. Hvordan skal et barn også nogensinde blive mæt af det – Ellen spiser otte halve om dagen! Men som udgangspunkt synes jeg faktisk madordningen er en god ide – den skal bare implementeres fornuftigt og så skal pengene naturligvis følge med. Og det offentlige skal naturligvis betale for dem der har hel eller delvis friplads – det skal ikke være de andre børn der betaler for dem, ellers risikerer vi jo en yderligere skævvridning – som om det hele ikke er skævt nok i forvejen!

Valgbesværligheder

Sunday, November 15th, 2009

Det er vel ingen hemmelighed at der er valg til både kommunalbestyrelsen og regionsrådet på tirsdag. Til gengæld er det åbenbart en hemmelighed hvad de potentielle politikere mener.

Jeg har efterhånden været omkring alle de opstillede for Socialdemokraterne og SF her i kommunen. Men ingen af dem siger andet end de sædvanlige floskler: Bedre skoler, bedre hjemmepleje, bedre institutioner. Ikke en lyd om hvor pengene skal komme fra eller om hvor der skal spares. For der skal spares, det kan man lige så godt se i øjnene – der mangler immervæk noget der ligner 64 millioner kroner!

Hvorfor er der ingen der har mod og mandshjerte nok til at stille sig op og sige hvor de penge skal findes henne og komme med noget andet end tomme ord?

Hvordan har kandidaterne også tænkt sig at man skal tage dem seriøst, når de ikke engang her to dage før valget har fået lavet deres valghjemmeside færdig? Mon de har tænkt sig at betragte byrådsarbejdet lige så sløset?

Og nej, jeg har ikke så meget som et sekund overvejet at stemme på FavrskovListen. Det er ikke andet end en flok kværulanter, der ikke er interesseret i andet end at skabe splid og ødelægge hvad der forhåbentligt bliver et konstruktivt samarbejde hen over midten i det nye byråd.

Jeg vil lige læse lidt mere om de forskellige kandidater i morgen, men jeg er bange for at det ender med en listestemme på liste F.

Alkolås

Tuesday, September 29th, 2009

- Alkolåsen koster ca. 1000 kroner om måneden, det er overkommeligt for alle.

Sådan lød det fra justitsminister Brian Mikkelsen i dag på et pressemøde om regeringens nye trafikpakke.

Jeg ser det som endnu et tegn på at den siddende regering ikke har en døjt styr på hvordan tilstanden er i den del af befolkningen med de lavere indkomster. Der er altså mange familier i Danmark, der ikke kan undvære 1.000 kroner om måneden.

Misforstå mig ikke, jeg mener også at spritbilister skal straffes – HÅRDT. Og alkolåsen er en glimrende ide.

Men det er simpelthen arrogant ud over alle grænser at sige at 1.000 kroner om måneden er overkommeligt for alle. Det svarer lidt til Marie Antoniettes: Jamen, hvis de ikke har brød, hvorfor spiser de så ikke kager? Regeringen har ingen anelse om hvordan det er ikke at have råd til alting.

Sommerhus

Saturday, July 25th, 2009

Mandag formiddag kørte vi nordpå for at tage et par dage i sommerhuset. Og kan du gætte hvad tiden blev brugt på? Jeps, geocaching.

Vi er ikke så meget til powercaching, så det blev ikke til mere end tre mandag, seks tirsdag og to onsdag.

Mandag fandt vi svigermors 30-års bryllupsdagscache der ligger lige ved sommerhuset og mandag aften gik vi efter TETRIS, en hyggelig lille mystery, hvor man skal slå rekorder i Tetris. Den har været løst længe, men den lå indtil for nyligt i Hobro. Nu er den flyttet nordpå og er blevet en terrain 4,5. Desværre kom vi en forkert vej til cachen, så den var ikke på mere end 2,5-3. Ellen var med i bærestolen og hun synes det var sjovt med skrænter og regnvejr. :)

Tirsdag var målet at finde Mysteriet om de 3 ringe. Til det formål afleverede vi hund og barn i Biersted og kørte lidt rundt i Jammerbugt Kommune. For at finde den, måtte vi også lige finde nogle andre caches og specielt synes vi at Aabybro Mejeri var en god cache. Den er nok lidt svær at finde i åbningstiden, men så er der til gengæld mulighed for at købe nogle rigtig gode is. :)

Aftensmaden spiste vi i Biersted og jeg tror både Ellen og bedsteforældrene havde hygget sig. Omend morfaren var lidt bekymret over at Ellen skulle sove middagslur ovenpå – sådan helt alene!

Onsdag kørte vi til Thisted for at besøge min mormor. Jeg tror nok hun blev meget glad for at se os – og ikke mindst Ellen. Men det er godt nok under alt kritik den måde de ældre bliver behandlet på på sådan et plejehjem. En times rengøring hver tredje uge. Det er bare ikke nok, specielt ikke når den ældre ikke kan gøre noget som helst selv og måske ikke er helt renlig længere. Der må simpelthen sættes flere ressourcer af til den slags – og gerne ved at fjerne skattestoppet eller lade de/vi rige betale mere i skat! Nå, sidespring.

På vejen hjem nåede vi også lige at finde en enkelt af de caches der udspringer af Mysteriet om de 3 ringe – resten må vi gemme til næste gang vi kommer på de kanter.

Men det var hyggeligt med sådan en lille miniferie i sommerhuset.

Typisk journalister

Monday, July 6th, 2009

I dag kan man læse overskriften “EU-indgreb kan koste internetforbindelsen”. Shit, tænker jeg og læser artiklen. Det er blot fordi Micro$oft ikke må sælge Windows 7 med IE. Måske den journalist skulle overveje at der en anelse forskel på en browser og en internetforbindelse.

Hvorfor sætter en relativt seriøs avis en journalist til at skrive en artikel om et emne han ikke aner noget om?

De mennesker der går ud og køber en opgradering til Windows uden at købe en ny computer med Windows 7 ved altså nok om computere til at de nok skal få installeret en browser selv.


Politiken, EU-indgreb kan koste netforbindelsen, 6. juli 2009

Mine erfaringer med lægevagten

Thursday, June 18th, 2009

Der er så meget skriven om lægevagten i øjeblikket og om alle de fejl de laver. Jeg synes udelukkende der bliver fokuseret på de negative ting, altså en meget unuanceret dækning, så jeg vil lige dele mine erfaringer fra de sidste år.

Juli 2007: Gravid i 5. uge og virkelig slemme smerter i brystet omkring midnat. Vagtlægen kommer efter ca. 25 minutter, hvor smerterne er ved at klinge af. Hans diagnose er galdestensanfald, men da smerterne er ved at være væk forklarer han bare hvad jeg skal holde øje med og giver mig ingen medicin.

Juli 2007: Gravid i 6. uge og stærke smerter i højre flanke mellem 6 og 7 om morgenen. Vagtlægen siger at det er en forstrukken muskel og at jeg skal tage to panodil og gå i seng. Klokken 8 er smerterne lige slemme så jeg ringer ned til vores egen læge, som siger at jeg skal komme med det samme. Jeg får et skud morfin for nyresten og tager hjem og sover lidt. Tre timer senere er den gal igen og jeg bliver indlagt på organkirurgisk afdeling.

November 2007: Et rigtigt slemt galdestensanfald som ikke kan klares med det medcin jeg har i huset, gør at vi ringer til vagtlægen og får besked på at tage til Viborg. I Viborg når jeg slet ikke på toilettet før vi bliver kaldt ind. Lægen giver mig straks en smertestillende indsprøjtning og eftersom jeg får det bedre snakker vi lidt om behandlingsmuligheder når nu jeg er gravid og han tager sig god tid til at snakke med os indtil jeg er smertefri og lettet kan køre igen.

April 2009: Ellen har været lidt småsløj, men bliver pludselig slap, meget varm og trækker vejret besværet. Vagtlægen siger at vi skal komme med hende med det samme, droppe køen og gå direkte ind til sygeplejersken og forberede os på indlæggelse, fordi hendes afføring også er helt cementagtig. Vi kommer ind til lægen så godt som med det samme, selvom det er påskedag og køen er MEGET lang. Han tager sig god tid til at undersøge Ellen grundigt og konkluderer til sidst at afføringens tilstand skyldes den diarre vi har haft lidt tid forinden og at hun “bare” har en rigtig slem mellemørebetændelse.

Maj 2009: Meget kraftig hoste, der gør at jeg ikke kan sove. Ringer til vagtlægen, kommer igennem med det samme og får ordineret noget medicin. Henter det i Randers og får noget søvn.

Juni 2009: Efter morgenbadet får jeg det pludseligt meget dårligt og falder sammen. Jeg havde 38 i feber, men det steg hurtigt til næsten 40, så jeg ringer til vagtlægen og får besked på at komme ind. Efter knap 20 minutters ventetid kommer jeg ind til lægen, som igen tager sig god tid til at undersøge mig og konkluderer at jeg har lungebetændelse og udskriver noget penicillin til mig.

Som man kan se er vores erfaringer heldigvis ikke så store, men primært positive. Jeg synes dog aflønningssystemet er helt forkert, men det ser ud til at der bliver ændret på det nu.

Som en lille opfølgning kan jeg fortælle at jeg fik fjernet en stor sten fra højre nyre i oktober hvor jeg var 20 uger henne med Ellen og galdeblæren blev fjernet i april, hvor Ellen var 19 dage gammel. Jeg havde så meget mælk i brysterne, at de måtte dække dem med klude, for at der ikke kom mælk ned i operationssårene. :)


Politiken, Vagtlæger fristes med dobbelt betaling, 17. juni 2009
Berlingske, I lægens hænder, tema

Valg, geotur og eksamen

Tuesday, June 9th, 2009

De sidste par dage har været lidt travle. I søndags var vi naturligvis nede for at sætte vores krydser. (Hvis nogen er interesserede stemte jeg på Sidsel Homann fra SF og ja.) Der var ikke voldsomt travlt ved stemmeurnerne lidt før frokost.

Kåre leder oppe i træet.

Kåre leder oppe i træet.

Efter Ellens middagslur kørte vi op for at finde tre caches ved Fussingø. Her så vi det mest fantastiske bøgetræ. Det er altså godt man har geocaching til at vise os alle de sjove og spændende ting man ellers ikke ser. Det var i øvrigt vores cache nummer 350. Lørdag aften klokken lidt i 22 kom der i øvrigt besked om en cache lige otte kilometer sydpå. Skal – skal ikke. SKAL! Så der var en First Finder til os – desværre ikke noget FFC.

Ellen kravler rundt inde i træet.

Ellen kravler rundt inde i træet.

I går var det så fire timers skriftlig logistik fra 14-18. Den var lige til at gå til og relativ nem, så den er i hvert fald bestået. I dag har jeg været til en halv times mundtlig eksamen med udgangspunkt i det projekt jeg fik lavet færdig den dag jeg fik lungebetændelse. Så udgangspunktet var ikke specielt godt, men jeg var åbenbart god til at snakke for mig, så jeg fik 10.

Så nu er der læseferie, med tryk på LÆSE, indtil Den Onde Eksamen(TM) 23. juni.