Trines blog

Ja, jeg er blevet gammel, kedelig og sat. I går da jeg kørte op for at hente Ellen, der havde været på ferie hos mormor, morfar og moster Ane hørte jeg P1 Debat om problemerne i plejesektoren. Debattørene var Martin Geertsen, tidligere kultur- og fritidsborgmester i København (V), og Lars Aslan Rasmussen, socialordfører for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus.

Der var snak om hvorvidt dem der er berettiget til hjælp også skal have at vide HVOR meget hjælp de er blevet tildelt. Det mener f.eks. socialdemokraterne på Christiansborg ikke.

Jeg var lige ved at køre galt, da Lars Aslan Rasmussen så udtaler, at han godt mener at man kan få at vide hvor meget hjælp man har ret til. Læs lige hele udtalelsen her (jeg har genlyttet flere gange som podcast for at være sikker på at have det rigtigt):

“Jeg synes det er fint at man har nogle rettigheder og dem er man oplyst om. Der hvor det selvfølgelig ikke kan lade sig gøre, det anerkender jeg, det er når det er handicappede og psykisk syge, fordi de er ikke i stand til på samme måde som ældre mennesker at kontrollere om der nu har været den her hjælp.”

Spørg lige om jeg var rasende. En socialordfører – for socialdemokraterne – sidder og siger på landsdækkende radio at handicappede og psykisk syge ikke er i stand til at forstå at 10 minutter er 10 minutter og ikke 5 minutter! Så kan jeg sgu godt forstå at handicappede og psykisk syge har svært ved at få den hjælp de har brug for.

Men man oplever det jo gang på gang: Når man er handikappet og f.eks. sidder i kørestol, så bliver man behandlet som om man også er dum. Men jeg troede da at en socialordfører havde lidt mere forståelse for hvordan tingene hænger sammen!

I dag har jeg været på sygehuset for at snakke med en obstetriker på grund af stofskiftet. Det er ganske vist nogenlunde normal i øjeblikket, men min læge ville gerne lige have en obstetriker til at se på det i forbindelse med graviditeten.

Obstetrikeren var ikke det mindste bekymret – det var hun til gengæld da hun så min D-vitaminstatus. Jeg vidste det godt selv, så jeg er begyndt med ekstra D-vitamin, men hun mente at det skulle tjekkes lidt bedre, så nu skal jeg have taget blodprøver for det også.

Desuden skal jeg have taget TRAb-prøver nu og en gang senere. Hvis de er positive skal Ny have taget de samme blodprøver som Ellen fik og tjekkes af en børnelæge efter fødslen. (TRAb-antistoffer hos moderen kan give den nyfødte for højt stofskifte, da de passerer moderkagen.)

Hun havde læst journalen fra Ellens fødsel og det var bare ikke sådan noget hun gad høre om – og heller ikke den studerende der var med. Det havde jo været for let – og jeg skulle nok sørge for at komme i GOD tid denne gang. :)

Og så havde hun læst at jeg har blødt lidt her i starten. Så om vi ikke lige skulle tjekke – ultralydsapparatet stod der jo alligevel. Så nu har jeg for femte gang vinket til Ny. :)

Det er nu lidt trist at have haft sådan en god oplevelse og så er Kåre ikke engang hjemme og dele den med.

I dag tog vi til Fussingø for at geocache og til Fussing Sø for at bade. Den første cache fandt vi nemt – den var faktisk lidt svær at overse! Og så var den FYLDT med bamser.

Anden cache, i Gammelhaven, fandt vi til gengæld ikke – spørgsmålet er om den er væk, for vi fandt en blyant liggende i nærheden. ØV! Men det var hyggeligt at spise frokost i Gammelhaven. Desværre var vandet ren algesuppe, så vi kom ikke i vandet der.

Vi kørte ind til vestenden af søen, hvor der er en badebro. Men der var det også ren algesuppe – ØV – ingen badning til mig. Jeg savner altså Århus Bugt og Den Permanente!

Vi fik dog et tip af en dame vi mødte om et sted der er godt at bade i Fussing Sø – så næste gang tager vi vores cykler med…

For præcist tre år siden stod jeg om formiddagen pludselig med en lille strimmel papir med to streger på. Jeg var gravid! Jeg kørte, med tårer i øjnene, ind til Århus og Statsbiblioteket, hvor jeg bad receptionisten om at ringe op og bede Kåre komme ned til sin kone.

Kåre siger at han blev ret bekymret, for det var trods alt ikke normalt at jeg kørte fra Ulstrup til Århus uden at have sagt noget om det.

Så i øsende regnvejr gik vi en tur i Uniparken og jeg fik sagt til Kåre at jeg altså var gravid.

Jeg kan ikke lige huske hvad der mere skete den dag, men gravid var jeg – og nu har vi en skøn 2-årig. Lidt fantastisk.

Dagen efter kan jeg se at jeg har skrevet på bloggen, at der ikke er sket så meget i vores liv. :)

Tre år efter.

Tænkte i øvrigt at der måske var nogen der gerne ville se et billede af lille Ny:

Lille Ny

Siden jeg blev gravid har jeg tabt mig et par kilo og det føles som om det hele har flyttet sig om på maven. Men jeg kan alligevel ikke helt finde ud af om jeg ser mest fed ud eller mest gravid ud – og I behøver ikke svare. :)

Gravid eller fed?

Nu er jeg ved at være lidt træt af sygehuse – i går måtte vi en tur til Viborg med Ellen og i dag skulle jeg nakkefoldskannes.

Og der er i den grad liv i maven – den ligger godt nok ikke stille ret mange sekunder af gangen og både arme og ben virker. Der var vand i både mavesæk og blære, så det fungerer også. Men den ville ikke rigtig ligge sig, så nakkefolden og længden kunne måles.

Der var en med, der skulle lære at skanne, så hun fik også lov til at prøve og pludselig lå Ny rigtigt, så de fik hurtigt skiftet. Nakkefoldsmålingen og blodprøven viser en lav risiko og Ny er 6,5 cm lang. Det betyder at terminen er blevet rykket en dag, så nu er den 5. januar. Ikke at det betyder så meget, den kommer jo når den kommer. :)

Vi fik fire billeder med som tak for at hun måtte øve sig på mig – og selvfølgelig må hun da det – ellers lærer hun det jo ikke.

Jeg fik en ny tid til at snakke med en obstetriker på næste onsdag – så skal vi snakke om stofskifte. Som jeg vist har nævnt er min egen læge ikke så glad for det, så han vil gerne have dem med på sidelinjen. Så jeg skal have taget blodprøver i morgen eller på torsdag, så vi har nye tal.

(Og så kom vi vist til at finde en enkelt cache eller fire – men det blev jo lidt tradition da jeg ventede Ellen. :))

I går var vi ude at geocache (læs Ellens blog) og på vejen kørte vi forbi en kat der lå midt på vejen. Det kan jeg bare ikke med – for det første vil jeg gerne tjekke at katten nu også er død og for det andet, så er det nogens kat og den skal ikke bare ligge midt på en vej og blive kørt i stykker.

Så bilen i hold og mig ud efter katten. Det var en stor, flot sort og hvid kat, der stadigvæk var varm, så det var lige sket – men den var død. Den havde ingen øretatoveringer, så jeg kan ikke finde en ejer den vej. Jeg lagde den ind i rabatten og gik ind til huset den lå udenfor, men der var ingen der svarede. Jeg håber bare de finder katten hvis det var deres og at det ikke bliver børnene der finder den.

Så lige en kraftig opfordring: Få jeres katte øretatoverede, så man kan finde jer, hvis den løber væk eller skulle blive kørt over!

Og hvis I påkører en kat, så tag for pokker ansvaret og sørg for at tjekke om den er død, læg den ind til siden – også for at undgå uheld fordi folk forsøger at køre udenom og underret ejerne eller meld det til katteregisteret!

Man skulle simpelthen tro jeg var en mand, så ynkelig som jeg er.

Jeg har det sidste halve års tid sovet med en hård bideskinne. Det vil sige, det har jeg ikke den sidste månedstid, for hvis jeg tog noget i munden, så kastede jeg op. Men jeg ville prøve igen sidste fredag. Jeg havde den i munden et kvarter og så fik jeg simpelthen den mest nederdrægtige hovedpine – jeg havde en ganske frygtelig weekend.

Mandag ringede jeg til fyssen og fik en tid – det var simpelthen muskelspændinger af at tænderne havde flyttet sig lidt i mellemtiden. Fyssen fik løsnet lidt op og jeg fik en ny tid onsdag. Det var så slemt mandag, at jeg ikke turde køre – Kåre måtte køre mig til Bjerringbro!

Onsdag løsnede hun så lidt mere, men i mellemtiden var jeg begyndt at få ondt i halsen – en typisk forkølelse. Så nu har jeg ondt i halsen, kvalme, svært ved at snakke, er så stoppet i næsen, at jeg af og til kaster op af det og stadigvæk ondt i hovedet. Det er sgu synd for mig (og endnu mere synd for Kåre og Ellen der skal leve med mig!)

Nå, nu skal jeg nok stoppe med at brokke mig.

I påsken gik jeg jo hen og fik store problemer med mine fødder. Vagtlægen mente at det var reaktiv artrit og min egen læge sendte mig til reumatologerne i Viborg. Der havde jeg så en tid torsdag til middag. Kåre havde taget fri og Ellen hyggede sig hos farmor og farfar.

Vi geocachede lidt på vejen og snakkede om at vi ikke rigtig forventede noget – det er jo ikke ligefrem første gang jeg er blevet set på af reumatologer! Men vi blev overraskede – positivt!

Afdelingen i Viborg er ret hyggelig – den ligner slet ikke en traditionel hospitalsafdeling. Da vi kom ind til lægen, havde hun læst alle papirene, indhentet oplysninger fra andre steder og skrevet noter og spørgsmål! Og så behandlede hun mig som et helt menneske og ikke bare som et enkelt led. Tit og ofte, så ser lægerne sig fast på ET led og ET problem og glemmer resten – men hun havde et ganske holistisk syn på det hele.

Hun stillede en masse spørgsmål og undersøgte de fleste af leddene. Jeg havde taget et par billeder med, for det siger altså mere end at forklare. Og så kom første store overraskelse: Jeg har psoriasis! For mig er psoriasis de store røde, skællende plamager som f.eks. min morbror havde. Men der er åbenbart flere forskellige slags og det jeg havde i påsken var et psoriasisangreb. Det er også psoriasis jeg har i hænderne, når de giver kløende blærer i ring, der til sidst skaller af indefra.

Og sammenholdt med ledsymptomerne, så mente hun altså at formentlig har psoriasisgigt! Det passer fint sammen og mine ledproblemer og de billedfund der er kan ikke forklares med min hypermobilitet. Så jeg fik taget en vævsprøve. Der er en bestemt vævstype (HLA-B27) som ca. 10% af befolkningen har – men ca. 60% af dem med psoriasisgigt har den. Der kommer svar om nogle uger. Desuden skal jeg MR-skannes, men lige nu forandrer mine led sig på grund af graviditeten, så det skal vente til februar.

Jeg har fået en ny tid 4. februar og jeg kan bare ringe hvis der er noget jeg er i tvivl om eller hvis det bliver værre, så jeg har brug for mere behandling end jeg får nu. Det er jo helt fantastisk!

Ulempen er at det er arveligt og at det kan være ret progressivt – fordelen er at man kan gøre noget ved det og at jeg nu (formentlig) ved hvorfor det gør ondt og at jeg ikke altid kan bevæge mig så godt.

Psoriasis