April 13th, 2011
Engang for halvandet år siden faldt jeg over en brevkasse i Ude&Hjemme hvor man kunne stille spørgsmål til nogle af de medvirkende i De Unge Mødre. Jeg er bange for at jeg vækkede resten af familien, så højt grinede jeg:
Cecilia og Mona, 17 år, Holbæk: Kan I bruge serien til at få gang i jeres personlige karriere?
Camilla (DUM): Tja, jeg har været ude at holde foredrag på skoler.
Kristina (DUM): Det kunne være sjovt, hvis vi kunne bruge serien som springbræt til at være med i et andet program. Jeg kunne tænke mig at være med i Zulu Djævleræs for at vise, at vi som unge mødre har meget at byde på.
Posted in citat | No Comments »
April 12th, 2011
Gulstens villa med attraktiv beliggenhed i Biersted, tæt på skole, indkøb og med kun få minutters kørsel til både Aalborg og Aabybro.
For det første: Lær dansk retskrivning! Sammensatte navneord er sammensatte! Og er der overhovedet nogle beliggenheder i Biersted der er mere attraktive end andre? Og hvordan kan man få sig til at skrive at der er “få minutters kørsel” til Aalborg? I følge Google Maps er der 8 minutter til Aabybro og 19 minutter til midt på broen mellem Aalborg og Nørresundby.
Det er simpelthen utroligt hvad de kan få sig selv til at skrive i sådan nogle boligannoncer. Jeg har også set påstanden om at der er under en halv time med tog fra Ulstrup til Århus. Selv hvis toget ikke stoppede nogle steder og kørte med den maksimalt tilladte hastighed på skinnerne, så tror jeg ikke det kunne lade sig gøre.
Sjovt nok har det være EDC hver gang?
Posted in undren | No Comments »
April 10th, 2011
Posted in led, Sygdom | No Comments »
April 7th, 2011
Lige en god opskrift på grøntsager til f.eks. kylling og ris.
1 rød peberfrugt
1 gul peberfrugt
200 gram sukkerærter
1 hvidt løg (ikke et hvidløg, men et almindeligt løg)
1 rødløg
1 fed hvidløg
½ chili (mere eller mindre efter smag og sort)
1-2 cm frisk ingefær
2 spsk peanutbutter (gerne groft)
½ tsk sukker/sirup/honning
½ dl vand
1 spsk eddike (gerne riseddike, men lagereddike virker også)
1 spsk soja
lidt olie
Løgene skæres i både og peberfrugterne skæres i tern. Chili, hvidløg og ingefær skæres i bittesmå tern.
Kom løg, peberfrugt, sukkerærter hvidløg, chili og ingefær i wokken sammen med olien og svits det – det skal ikke nå at tage farve. Kom peanutbutter, sukker, vand, eddike og soja i og lad det simre lidt. Kom evt. lidt mere vand i hvis det er for tørt.
Spis det sammen med nudler eller ris.
Posted in mad | No Comments »
March 22nd, 2011
I dag har jeg været på reumatologisk i Viborg. I forrige uge jeg MR-skannet hele ryggen og i dag skulle vi så høre hvad og hvordan osv.
Nu har vi været til så mange undersøgelser og hver eneste gang har vi fået en sludder for en sladder. Men ikke denne gang!
MR-skanningen viser klare tegn på skader i SI-leddene og dele af lænden som følge af inflammationer – og der er sket en udvikling siden sidste skanning for nogle år siden. Sammenholdt med mine andre symptomer var billedet klart: Psoriasisgigt – hvilken af slagsen det helt præcist var er ikke helt klart, men psoriasisgigt er det i hvert fald.
Så jeg er glad! Jeg er ikke bare hypokonder og der er en forklaring på mine smerter! Det giver jo ikke ligefrem ledforandringer hvis man bare lader som om man har ondt.
Jeg har selv kunnet mærke en forværring i tilstanden over en årrække, så det kommer ikke som nogen overraskelse for os at det er en degenerativ, progressiv sygdom jeg har. Så det er bare positivt at vi nu ved hvad det egentlig er.
I første omgang er behandlingen NSAID (Brufen/Ibumetin osv) og fysioterapi. Hvis ikke det giver god nok effekt vil man overveje at behandle med biologiske midler (Enbrel). Men jeg håber naturligvis det andet er nok til at holde det i skak.
Men det er godt nok rart at vide hvorfor det er mine fingre ikke vil som jeg vil og hvorfor det gør ondt – lige i øjeblikket er det nemlig ikke specielt godt. Og så håber jeg bare at jeg ikke giver nogle af mine kroniske, autoimmune sygdomme videre til tøserne!
Posted in led, Sygdom | 1 Comment »
March 8th, 2011
Så er regeringen ved at bryde lidt sammen. Birthe Rønn Hornbæk er blevet smidt ud, Tina Nedergaard går af og der bliver rokeret rundt til den store guldmedalje.
I forvejen bliver der ikke lavet for meget, for der er jo valg senest i november og dels skal der føres valgkamp og dels er der ikke nogen der tør gøre noget der er bare den mindste smule upopulært. Så alt står i stampe.
Og nu skal der også bruges penge og ressourcer på at få sammenlagt ministerier og få sat nye mennesker ind i arbejdet.
Så lad os da få det valg, så der kan startes på en frisk og der kan komme gang i tingene igen!
Posted in nyheder, politik | No Comments »
March 7th, 2011
I går aftes måtte jeg en tur på apoteket efter Selexid – jeg har reddet mig en gang blærebetændelse. Det var noget af en tur.
Først er der en eller anden idiot der overser en helle og bilen ender med at svinge lige ud foran mig, så jeg må op og stå på bremsen. Heldigvis er der ingen der kommer noget til.
Da jeg så kommer ind på apoteket og har sagt mit CPR-nummer opdager jeg at min pung ligger her på skrivebordet. IKKE skidesmart! Men fantastisk service – jeg kan bare komme ind og betale senere. Hun kommer så i tanke om at jeg også bare kan få et girokort. Herligt, så jeg kunne komme hjem med min medicin.
På vejen ud af byen er der så en anden idiot der lige overser et rødt lys og kører ud direkte foran mig – så bremselængden blev testet igen.
Da jeg så kommer hjem læser jeg lige indlægssedlen.
Alvorlige bivirkninger: Smerter bag nederste del af brystbenet, fornemmelse af at føden ikke kan passere og sure opstød, pga. sår i nedre del af spiserøret. Kontakt straks læge eller skadestue.
Ikke alvorlige bivirkninger: Sår i munden og betændelse i spiserøret med smerter bag brystbenet, svien og meget sure opstød.
Og så er det jeg tænker – hvordan pokker skal jeg kunne kende forskel på de to? Hvornår er det lige jeg skal ringe? Specielt fordi jeg generelt døjer med halsbrand.
Og så for at gøre det hele rigtig godt, så har Kåre lige været ved lægen med en gang halsbetændelse, så vi skal også have penicillin til ham…
Posted in brok, citat, Ros, Sygdom, undren | No Comments »
February 18th, 2011
Sidder og kigger lidt på jobannoncer – det skader jo ikke at være ude i god tid og at vide hvad der sker sig på arbejdsmarkedet.
Jeg faldt over denne her (direkte kopieret):
Taarnsalg.dk søger grafikker med erfaring indenfor optimering af googel adworks samt andre erfaringer for at skabe traffik og salg.
er du den vi leder efter retter vi jobbet ind efter dine behov
arbejdet kan foretages som delvis hjemmearbejdsplads.
du må meget gerne være flexjobber.
du får ansvaret for at drive samt vedligeholde flg web sites.
www.woodhouseshop.dk
www.taarnsalg.dk
jeg glæder mig til at læse din ansøgning
Posted in undren | No Comments »
February 18th, 2011

Vi er søde - os tre piger
Jeg ved ikke hvorfor, men hvis ikke der står en hulens masse tekst her, så bliver billedet vist tværs hen over alt og forskyder både dette og tidligere indlæg.
Møgirriterende.
Men så må jeg jo bare skrive noget irrelevant tekst.
Gerne i flere afsnit, så det fylder mere…
Og det er stadigvæk ikke nok.
Mon det nu er nok?
Næ.
Nu?
Posted in Ellen, Karen | No Comments »
February 17th, 2011
Jeg har lige fået et brev fra kommunen i dag om pasning af Karen. Det er sendt kun til mig – ikke til Kåre, som man jo ellers skulle mene også havde en vis interesse i emnet.
De beder os ansøge om optagelse i dagpasning inden Karen er 2 måneder og gerne så hurtigt som muligt. Og så er det man tænker: Hvorfor sender de det til os? Det er 5 uger siden vi søgte om optagelse i dagpasning. Og hvorfor vil de vide det så hurtigt som muligt – de visiterer alligevel ikke før 3 måneder før behovsdatoen.
Så er det jeg tænker: Hvis de lige tjekkede om der ER søgt pasning, så sparer de 18 kroner i porto, 11 kopier og en hel folder på 16 sider i tykt papir på alle dem der har søgt. Og det var alle i min sidste mødregruppe der havde søgt elektronisk indenfor de første par uger.
Hvis de i stedet for sender en besked gennem eBoks til dem der er tilmeldt der, så sparer de det samme. Og hvis de så i stedet for at sende et ansøgningsskema i papir, sender et link til den online ansøgning, så sparer de en masse administration.
Der er altså masser af sparemuligheder – for kors hvor er der meget kommunikation med kommunen der foregår på den gammeldags facon, som sagtens kunne elektronifiseres. Og her snakker vi jo altså unge mennesker, som godt kan bruge en computer – det er noget andet når det er ansøgninger om høreapparater og den slags, som primært henvender sig til ældre.
Posted in brok, politik, undren | No Comments »