Trines blog

I dag var mig og Karen i Randers for at aflevere en malkemaskine (en brystpumpe er der også nogen der kalder dem) og ville lige smutte i Føtex for at handle. Da vi står oppe på første sal lyder det pludseligt over højtaleren: “Samarit til kasse 13″ – så ved man jo godt at der er noget galt. Og da vi kommer hen til kassen for at betale står der en del medarbejdere – en snakker med alarmcentralen, en sidder på gulvet hos en mand der ligger på gulvet og nogle stykker står og holder nogle lagener op for at skabe lidt privatliv for den stakkels mand. Det er lige foran kasselinjen, så der er kun en kasse åbent og det har skabt en minimal kø på ca. 5 mennesker.

De to der står bag mig er et par ældre damer med deres rollatorer – altså nok ikke ligefrem nogen der er på vej på arbejde og har hulens travlt. Men de to gimper står gudhjælpemig og brokker sig over, at de ikke åbner en kasse mere – de kan jo bare flytte manden!

Jeg var rystet! Der ligger en mand 5 meter fra dem, som kunne ligge med hjertestop eller andet absolut seriøst – og de brokker sig over lidt ventetid!

I øvrigt stor ros til Føtex – der blev handlet hurtigt og korrekt (altså ud fra hvad jeg kunne bedømme). Der blev skabt privatliv og en mand blev sendt ned til hovedindgangen for at tage imod ambulancefolkene, så de hurtigst muligt kunne komme det rigtige sted hen. På det jeg hørte fra telefonsamtalen havde de også fuldt styr på situationen.

Nu håber jeg bare det var et lille ildebefindende og at manden har det fint nu.

Dette indlæg har været meget længe undervejs og jeg har spekuleret meget og længe over hvorvidt det overhovedet skulle skrives. Men det tror jeg altså at det skal – så here goes:

Jeg lider af angst – socialangst – jeg er simpelthen bange for andre mennesker.

Faktisk vil jeg mene at det er et langt større handicap end min gigt. Selvom gigten er usynlig, så er den mere håndgribelig på en eller anden måde – og selvom den selvfølgelig betyder noget for min (og familiens) dagligdag, så betyder angsten faktisk mere.

Angsten gør at hver gang jeg skal være socialt sammen med andre mennesker, så bliver jeg fysisk syg – kvalme, hjertebanken, ondt i maven, svedige hænder – altså lidt ligesom når man skal til eksamen og er godt, gammeldags nervøs. Og hvis jeg så bekæmper de initielle angstsymptomer og faktisk tager afsted, så er jeg hele tiden bange for at jeg skal blive mere dårlig – specielt er jeg bange for at jeg kommer til at skulle kaste op.

Jeg er panisk angst for at kaste op. Bare der er en af ungerne i vuggestuen der siger at de har ondt i maven, så har jeg det dårligt resten af dagen. I lørdags spiste jeg så godt som ingenting, fordi Ellen havde kastet op om morgenen – heller ikke selvom hun havde det fint.

Det er simpelthen andre folks bedømmelse af mig jeg er bange for. Jeg er hele tiden bange for at gøre noget dumt eller sige noget forkert – at fornærme folk eller såre dem. Jeg bekymrer mig alt for meget om hvad folk tænker om mig – jeg har faktisk så godt som ingen selvtillid – føler mig dum og mindreværdig.

Jeg kan sagtens gå ned i Brugsen og handle eller på biblioteket eller sådan noget, men hvis der kommer nogen og snakker med mig, sådan socialt, så begynder jeg straks at få angstsymptomer. Det er altså det at interagere socialt med mennesker der giver problemerne – og det er faktisk uanset hvem det er – selv mine egne forældre kan give problemerne. Den eneste voksne der ikke giver symptomer er Kåre – heldigvis, ellers havde det nok været lidt svært at være gift. :)

Bare det at telefonen ringer er faktisk nok – en ting er hvis det er fra kommunen eller lægen, der skal give en besked – men tænk nu hvis det er nogen der vil snakke – altså sådan personligt!

Det gør desværre at vi meget yderst sjældent ser nogle af vores venner – bare tanken om at skulle køre til Århus (eller Aarhus, som det jo hedder nu) og være sammen med nogen er nok til at gøre mig dårligt tilpas. Næsten endnu værre er tanken om at folk kommer her! Og det er jo bestemt ikke fordi jeg ikke kan lide folk eller ikke har lyst til at være sammen med dem – for det har jeg bestemt – jeg bliver bare syg af det. Det er så frustrerende! Og det er jo også synd for Kåre – for han vil også gerne se nogle mennesker. Og det er heller ikke godt i forhold til Ellens og Karens udvikling!

Jeg har ikke altid haft det sådan – det startede i sommeren 2002. En teori er at det er udløst af de enorme mængde Propranolol/betablokker jeg fik i forbindelse med min stofskiftesygdom – kendte bivirkninger er i hvert fald angst og paniklidelser. Men det kan også bare være en udvikling af de depressioner jeg har haft, der startede i vinteren 98/99 – altså i forbindelse med de første eksamener på uni. (Når man har gået gennem alt med begge hænder på ryggen, så er det altså lidt deprimerende pludselig at dumpe alting!)

Jeg har været forsøgt behandlet med SSRI-præparater/lykkepiller – det virkede også fint på depressionen første gang, men har ikke haft nogen
positiv effekt på angsten. Jeg går til både psykolog og psykiater, men indtil videre også uden effekt.

Kan man ikke bare tage sig sammen? – er der måske nogen der tænker. Jo, nogle få gange kan jeg godt og det går som regel også godt. Men det kræver en masse overskud og energi og mod at gå op mod at hele ens krop i utvetydige vendinger fortæller en at der er fare på færde og at man skal flygte – for det er det der sker! Så man skal simpelthen kæmpe mod årtusinders overlevelsesinstinkter – og det er altså ikke nemt.

Specielt er jeg lige nu ked af at ingen af vores venner har set Karen. Vi har ikke inviteret og de har ikke spurgt. Jeg er slet ikke sur på nogen over det, for det er udelukkende min egen skyld – jeg har kørt os længere og længere ud på et sidespor og det er jeg rigtig ked af.

Jeg ville ønske jeg vidste hvad jeg kunne gøre ved det – for jeg savner folk – men jeg har slet ikke modet og overskuddet til at gøre noget ved det. Og jeg kan godt forstå at folk efterhånden har opgivet – for når man får et nej tak, hver gang man inviterer eller foreslår noget, så opgiver man til sidst.

Og lige nu sidder jeg så og bliver bange, for tænk nu hvis der er nogen der læser det her, der finder på at ringe!

Angst er ikke nemt at leve med – hverken for den der har det eller for familie og venner. Jeg håber med tiden at jeg bliver bedre til det, for det er et stort problem for mig – og for alle andre omkring mig.

Så fik jeg også en gang brystbetændelse – det er ikke sjovt, selvom jeg er langt mindre ramt end mange andre. Men de sidste to dage har jeg mere eller mindre gået rundt i en feberdøs. Heldigvis har Kåre kunnet arbejde hjemme, så jeg ikke har stået alene med de to om morgenen.

Og for nu at gøre det HELT perfekt, så har jeg reddet mig en forkølelse. Super!

I morgen har jeg en tid på reumatologisk i Viborg – en tid jeg har ventet mere end et halvt år på. (Ikke på grund af generelle ventetider, men på grund af min graviditet.) Jeg håber bare jeg er frisk nok til det!

Det Kongelige Bibliotek (KB) har lejet lokaler ud til Hizb Ut-Tahrir, som vil holde et møde der i aften. Kulturministeren – og naturligvis DF – har forsøgt at presse KB til at nægte Hizb Ut-Tahrir at holde mødet, da de mener at Hizb Ut-Tahrir vil opfordre til drab på danske soldater i Afghanistan.

Jeg sympatiserer på ingen måde med Hizb Ut-Tahrir, deres mål eller deres midler. Men det er flere gange blevet konkluderet, at det er en lovlig forening og at man ikke kan forbyde den. Derfor må grundlovens paragraffer om forsamlings- og ytringsfrihed også gælde dem – uanset hvor uenige man er i det de står for.

Derfor synes jeg at Erland Kolding Nielsen (direktøren for KB) har handlet helt rigtigt i at nægte at lade sig kue af kulturministeren og DF og nægter at forhåndscensurere mødet. Stor ros til ham for at stå fast på ytringsfriheden – også selvom det skaber modstand og negativ presse.

Så er vi kommet hjem – det er rart!

Karen spiser godt (og moderens brystvorter hænger i laser) og lige nu ligger hun inde i vores seng og sover. Ellen kommer hjem i morgen formiddag – det bliver både rart og lidt spændende. Siri reagerede faktisk lidt mere interesseret denne gang end da vi havde Ellen med hjem – hun har da været henne og snuse flere gange og et enkelt slik er det også blevet til.

Vi er lidt overraskede, for Karen kan faktisk løfte og dreje sit hoved, så når hun ligger på maven af en, kan hun kigge på en. Og da vi lå og puttede for lidt siden lagde jeg hende på ryggen, som man jo skal – men det passede ikke damen, så hun løftede benene op til maven, trillede rundt på siden og fik møflet det ene ben ind under sig, så hun kunne komme om på maven og mosle sig afsted. Det tror jeg altså ikke at Ellen kunne!

Men her er i hvert fald nogle billeder. Der blev ikke taget så mange, for det gik jo lidt hurtigt.

Læsning er på eget ansvar – der kan forekomme ting som nogen synes er ulækre.

Efter masser af veer og tegnblødning den sidste måned vågnede jeg klokken ca. 2 natten mellem den 11. og den 12. januar, fordi Ellen havde fået vendt sig rundt i sengen og sparket dynen af sig. Derefter blev der ikke meget søvn, for nu var veerne pludseligt anderledes. Jeg prøvede dog, men måtte sige til Kåre, at det nok var ved at være på tide at ringe til hans forældre.

Vi fik pakket, hvilet lidt mere, kom i bad og da Kåres forældre kom var vi klar til at køre. Der var stjerneklart og der var faldet sne, så der var flot, men spejlblankt. Vi nåede lige et lille svinkærinde på vejen – der var lige en geocache der skulle findes. :)

Klokken 06.42 ankom vi til fødegangen – der var stadigvæk regelmæssige veer af ca. 40 sekunders varighed med intervaller på ca. 5 minutter – det var det der havde været siden klokken 2. Så jeg satsede på at være pænt åbent – jeg mener, veer i næsten 5 timer og alt det der havde været den sidste måned! Men nej – 1½ cm livmoderhals tilbage! ARGH – tænkte jeg. Til gengæld skal jeg love for at undersøgelsen gjorde godt og grundigt ondt og det fik sat gang i en del blødning – også noget mere end jeg har blødt før i graviditeten, altså med undtagelse i uge 25. Barnet blev skønnet til 3450 gram.

Vi blev enige om at vi gik ned på stue 9 og hvilede os, for med Ellens fødsel i mente så kunne det jo gå hurtigt. Jeg fik hvilet lidt i sengen – men selvom veerne ikke var voldsomt kraftige, så var det nok til at jeg ikke kunne sove fra dem – heller ikke selvom jeg havde fået et par Panodil.

Klokken 11.15 bliver jeg igen undersøgt og nu har jeg da i det mindste åbnet mig 3 cm. Jeg synes godt nok stadigvæk det var for lidt – men da jeg var træt af sygehuse (det bliver jeg meget nemt), så ville vi gå en tur. Vi gik ned til jordemoderkonsultationen for at melde afbud til den tid jeg havde dernede torsdag 12.30. Der kom flere veer på vejen og de begyndte da også at kunne mærkes ordentligt – men ikke mere end at jeg havde overskud til at smile til de folk der kom forbi på vejen. Til gengæld var der 3 cm nysne ovenpå ren is, så det var da et held at vi ikke endte på skadestuen! Vi joker lidt med at det godt kan være at veerne startede nogenlunde samme tid som med Ellen, men at jeg da i hvert fald ikke når at føde inden 12.59, men måske inden aftensmaden.

På vejen tilbage til sygehuset begyndte veerne at komme med ca. 100 meters mellemrum, og hvor de før havde taget omkring 20 åndedræt tog de nu omkring 25. Så da vi kommer tilbage til fødegangen bliver vi flyttet ned på stue 2 – det er der Ellen blev født og der der er et fødekar. Lige som jeg skulle til at sætte mig ned i en stol klokken 12.30 gik vandet i en ve der gjorde en del ondt. Så jeg går ud på badeværelset for at tage tøjet af og lige skylle fostervandet af mig – det er heldigvis klart.

Så Kåre, som ellers havde været på vej ud for at finde noget at spise, måtte pænt bare vente, mens en jordemoderstuderende ville gå ud for at finde en sandwich til ham. Men den bliver også hurtigt aflyst, da jeg fra at være 3 cm åben klokken 11.15 nu får pressetrang – stående under bruseren på badeværelset! Jordemoderen sætter sig på hug bag mig, for at se hvordan tingene ser ud. Det er meget grænseoverskridende for mig – tænk nu hvis jeg kommer til at prutte eller sådan noget. Jeg er ligeglad med at rende rundt nøgen hvor alle kan se mig – men der går min grænse altså bare. Ikke rigtig praktisk i en fødselssituation!

Jeg kommer ind i fødekarret, som de lige skal finde ud af om de har en prop til! Det lykkedes at finde en, men ikke at få den til at sidde ordentligt i. :) Nå, jeg beder om om hun lige vil mærke hvor åben jeg er, for jeg tror altså ikke helt på det der med pressetrangen – det er gået lidt for hurtigt, synes jeg. Så hun mærker efter – 5 cm! SHIT – tænker jeg – 5 cm – så er der 5 cm tilbage og det tager jo en EVIGHED. Nej, nej, siger hun – det går hurtigt. Yeah, right, tænker jeg, mens veerne nu er ved at være særdeles ondskabsfulde. Klokken er i øvrigt 12.40.

Veerne gør mere og mere ondt og jeg får fat i min allerbedsteste ven: Iltmasken. ”Jamen”, siger jordemoderen, da jeg beder Kåre om den, ”slangen kan ikke nå.” Totalt irrelevant – jeg skal ikke bruge slangen til noget, jeg skal bare have masken, så jeg kan sørge for at trække vejret fornuftigt. Det er da smertelindring der er til at forstå – eneste bivirkning er at jeg bliver så tør i munden af den. :)

Der er vel efterhånden omkring 15 cm vand i fødekarret, men desværre bliver jordemoderen nu nødt til at hælde det ud, for enten skal det være fyldt eller så skal det være tomt – man kan ikke føde et barn i et halvfyldt kar. Jeg tror stadigvæk ikke en dart på hende.

Generelt skete der det, at jeg er en af den slags mennesker, som gerne hele tiden vil vide hvad der sker og jeg kan godt forholde mig til faglige termer – også under en fødsel. Jordemoderen var tilgengæld en omsorgsgiver, der bare roser og siger ”det er sååå flot” og ”det er bare sååå godt”. Og det er altså ikke den bedste kombination – så faktisk følte jeg ikke rigtig nogen hjælp/støtte i hende. Det gjorde det så heller ikke bedre at der var en hel ny studerende med, som på et tidspunkt stillede sig med hænderne på kanten af fødekarret og bare kiggede på mig – men i det mindste kunne jeg pænt bede hende om at stå et andet sted at stå i en vepause – for sådan nogle havde jeg skam denne gang!

Nå, men de spørger mig om jeg vil over på briksen i stedet for, når der nu ikke når at komme vand nok i fødekarret. Ja, det vil jeg egentlig gerne, men det blev der ligesom ikke tid til – for nu vil ungen altså ikke være med mere. Og da jordemoderen så vil slukke for vandet, så hun kan komme til kommer hun til at slå den over på koldt i stedet for! Prøv lige at ligge der og være ved at presse et barn ud og så bliver det dejlige, varme vand pludseligt iskoldt – ARGH! :)

Men, halvt siddende og halvt liggende, i et tomt fødekar, med en iltmaske uden ilt som smertelindring, føder jeg så et barn, der med det samme kommer op på maven. Jeg kan røbe, at det ikke er nogen optimal fødestilling – hverken for den fødende eller for jordemoderen! Fødslen skete 12.58 – 1 minut før Ellen. :)

Efter lidt tid får vi så også fundet ud af at dette her skrigende barn faktisk er en pige. Hun ser selvfølgelig enormt lille ud, men i Randers bliver barnet hverken målt eller vejet sådan lige med det samme – det vigtige først: Et bryst og en varm mave!

Moderkagen vejede 580 gram og der var en lille bi-moderkage – altså to moderkager. De bliver også født i karret og der bliver taget blodprøver på grund af min stofskiftesygdom. Det føles altså sjovt når sådan en moderkage plopper ud. :)

Vi kom over på fødelejet, for jeg var bristet lidt i skeden og der var sprunget et blodkar der skulle sys, men det var også det hele – meget billigt sluppet hastigheden taget i betragtning, synes jeg.

Karen havde helt styr på hvad sådan en mor skulle bruges til: MAD! Så der blev suttet på livet løs. Der var ikke helt så meget mælk som sidste gang, men det gik nu alligevel.

Efter et par timer var der så lidt pause i amningen, så Karen kunne blive tjekket – og alt var næsten som det skulle være. En lille kliklyd i højre hofte, men ikke noget alarmerende. Hun vejede 3430 gram og var 52 cm lang – plus minus fejlmåling. :)

Og så ventede vi ellers bare på den pædiater (børnelæge) der skulle undersøge hende. Men klokken 17.30 opgav vi og aftalte at få en tid på B5 (barselsgangen) den 13. i stedet for – og så kunne vi komme over på hotellet og få noget at spise. Vi havde godt nok fået nogle madder efter fødslen, men vi var BARE sultne! (I øvrigt rigtig hyggeligt, at de kommer med en bakke med røde servietter og flag og det hele på, når barnet er født.)

Selvom det hele på en eller anden måde lignede Ellens fødsel en hel del, så var er også meget der var forskelligt. Jordemoderen var meget bedre til mig med Ellen, denne gang virkede det bare ikke rigtigt. Hun fortalte mig ikke hvad der skete og jeg endte med selv at føle mig gennem fødslen – bl.a. blev sidste del af kroppen født på viljestyrke og ikke fordi der var en presseve. Men det gik jo fint nok det hele.

Denne fødsel var også langt mere grænseoverskridende for mig end Ellens fødsel var – om det var fordi det hele gik så hurtigt eller fordi samarbejdet ikke virkede ved jeg ikke – men jeg tror lige jeg skal have et par dage denne gang, før jeg er klar til at gøre det igen. :)

Onsdag var det 5. januar og dermed den ultralydsfastsatte termin. I går var der 6. januar og dermed termin regnende fra sidste menstruations første dag.

Men der er stadigvæk ikke noget barn. Altså, barnet er der selvfølgelig – det mosler godt og grundigt rundt inde i maven, men der er ikke noget der tyder på at det er på vej ud.

Jeg har ganske vist haft både tegnblødning og veer den sidste måned, men det gør åbenbart ikke nogen forskel.

Det ender med at jeg føder ude midt i en skov, fordi jeg ikke ved hvornår det er tid til at tage afsted. :)

Som det sikkert ikke kan overraske nogen har jeg også en holdning til efterlønnen. Og for en gangs skyld er jeg IKKE helt rød. :)

Jeg synes det er en fin ide at afskaffe efterlønnen over en årrække – HVIS der vel at mærke bliver gjort noget for at dem der reelt har brug for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet får mulighed for det.

Som det ser ud i dag, vil man, uden efterløn, sådan set ikke have andre muligheder end at arbejde eller gå fra hus og hjem.

Uanset hvad Lars Løkke siger, så er det de lavest uddannede med de hårdeste fysiske jobs, der er flest af på efterløn. De har ofte ikke haft råd til at betale for en privat pensionsopsparing og må derfor “nøjes” med hvad det offentlige giver dem mulighed for.

I dag er det efterløn.

Bliver efterlønnen afskaffet er der følgende muligheder tilbage, når man ikke kan holde til at arbejde mere:

Sygedagpenge: En mulighed i en ret kort periode og kun hvis kommunen vurderer at man er uarbejdsdygtig. Man skal stadigvæk stå til rådighed for arbejdsmarkedet og kan sendes i den ene urimelige arbejdsprøvning efter den anden.

Revalidering: Urealistisk, når man når efterlønsalderen og er nedslidt. For at få revalidering, skal der være et realistisk mål om varig selvførsørgelse efter revalideringen – og er der det når man er 62 og har nedslidt ryg?

Fleksjob: Der mangler i forvejen fleksjob og med de nye regler regeringen vil indføre bliver det endnu sværere at blive godkendt til fleksjob. Kræver også typisk arbejdsprøvninger osv.

Førtidspension: Det er jo så det vismændene siger at man kan få, hvis man ikke kan arbejde. Men det er i forvejen meget svært at få en førtidspension – er der bare 5% resterhvervsevne tilbage eller mulighed for at tilstanden med tiden kan bedres en smule, så er der ingen mulighed for førtidspension. Og med de nye regler, så bliver det helt umuligt.

Kontanthjælp: Så er der kontanthjælpen tilbage. Det kræver at man hverken har penge eller værdier. Så har man et hus: Det skal sælges. Har man en bil: Den skal formentlig også sælges. Har man lige arvet 15.000 kroner: De skal bruges først. Er man gift: Så skal ægtefællen forsørge en. Ydelsen er så lav at det er svært at leve på den og igen skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet med diverse arbejdsprøvninger.

Så hvis man laver en fornuftig nedslidt-kategori i sociallovgivningen, så tror jeg det er en glimrende ide at afskaffe efterlønnen – men der skal være en mulighed for dem der er blevet slidt ned gennem deres tid på arbejdsmarkedet. En mulighed, der giver dem mulighed for at leve fornuftigt – ikke bare overleve.

Rød blok vil beholde efterlønnen, hvor der er en del (ikke så mange som blå blok påstår, men alligevel en del) der “udnytter” ordningen til at gå tidligere på pension.

Blå blok vil afskaffe efterlønnen, men vil ikke gøre noget for at hjælpe dem der falder i hullet mellem de nuværende tilbud i sociallovgivningen og arbejdsmarkedet.

Mit forslag er at man laver en kasse der samler dem op der falder i hullet og så afskaffer efterlønnen for resten.

Der bliver folketingsvalg i Danmark enten 22. februar, 1. marts eller 8. marts.

Og hvorfor jeg så ved det så sikkert? Jo, det er i virkeligheden meget simpelt, for min faster og onkel holder guldbryllup 19. februar og hver eneste gang de holder stor fest, så sker det midt i en valgkamp, hvor min onkels bror (Steen Gade, SF) har lynende travlt.

Så der er slet ingen tvivl – valg bliver ofte udskrevet med de tre uger der er lovens minimumskrav og derfor bliver der valg enten 22. februar, 1. marts eller 8. marts. :)

Jeg vil lige benytte mig af lejligheden til at ønske jer alle sammen et rigtig godt nytår.

Vi tilbragte aftenen stille og roligt her hjemme. Menuen blev ændret lidt af at der kom en ny mystery i Silkeborg, som vi lige blev nødt til at køre ned og blive first-finder på. Så dronningens nytårstale fik vi også først set omkring klokken 21.30.

Vi snakkede lidt om hvad det nye år ville bringe og vi blev enige om at der nok var en vis sandsynlighed for at vi ville få et barn i 2011. :)