Man ved at man er flyttet på landet, når man tager til Open by Night i et byggemarked!
I aften er der sent åbent i XL i Thorsø og vi manglede nogle småting, så vi kørte der ned. Der var FYLDT med biler, over alt. Selv langs vejen på den anden side. Da vi kom ind gik kassekøen helt ned i enden og halvvejs tilbage igen. Det var simpelthen ikke til at bevæge sig for mennesker.
Så vi gik udenfor og her havde de stillet en kæmpegrill op og grillede pølser og brød til alle folk. Så vi stillede os i kø og fik en pølse med brød. Ikke en lille forskræmt wienerpølse, men en god, velgrillet, stor frankfurter! Og så lige en fadbamse at skylle ned med. Og fik er faktisk det rigtige ord i denne sammenhæng.
Vi havde brug for hjælpe til nogle ting, bl.a. står vi og mangler en rullepaskvil med et dornmål på 16 mm. Der var personale over det hele og de var både høflige og hjælpsomme. Det er godt nok ikke det vi er vant til fra Stark ved IKEA i Århus.
Det er altså helt klart den bedste service jeg nogensinde har oplevet i et byggemarked, og når man så smider pølser og fadøl/sodavand gratis oven i, så tror jeg godt vi kan garantere at vi kommer igen. :)