I morges så vi en kat ligge i vejsiden og en bil der holdt ind. Vi antog naturligvis, at det var bilen der havde påkørt katten og at han var på vej ud for dels at tjekke katten og se om den var tatoveret og så i hvert fald ligge den ind til siden.
5 timer senere kom jeg forbi samme sted, nu lå katten bare ude mellem de to kørebaner. Jeg holdt ind til siden, tog min iPaq med og gik ud for at ligge den ind til siden og notere en evt. øretatovering. Sådan plejer jeg at gøre. Det er frygteligt at kunne sige “plejer” om sådan en sætning, men det er desværre sandheden.
Det var IKKE en kat, men en lille hund. Og den havde halsbånd på med telefonnummer til ejeren. Jeg skal nok lade være med at beskrive dens tilstand for jer, men den var heldigvis død med det samme.
Jeg kan ikke engang skyde skylden på graviditeten, men jeg brød helt sammen. Nu har jeg tudet i snart tre kvarter.
Jeg tog mobilen frem, for at ringe til ejeren, men jeg kunne simpelthen ikke. Jeg kunne bare ikke gøre det: Ringe til nogen og fortælle at deres hund var død.
Jeg fik lagt noget papir ud i bagagerummet og lagt hunden op, så kørte jeg ind til den lokale dyrlæge og fik fremstammet, at jeg havde en død hund i bagagerummet. Han tog den straks ind i et undersøgelsesrum, tog halsbåndet af og ville tage sig af resten.
Det er jeg ham meget taknemmelig for.
Men det egoistiske, hjerteløse røvhul, der bare er kørt fra sit ansvar skulle godt nok have en røvfuld. Om ikke andet, så må man sgu ringe til Falck og fortælle dem at der ligger en død hund der og der. (Nummeret er 70 10 20 30, hvis nogen skulle være i tvivl.) Men bare at gå ud af bilen og så køre igen – jeg fatter det simpelthen ikke!
Og når man tænker på hvor mange der er kørt forbi i løbet af 5 timer, uden at gøre noget som helst.
Gæt om Siri fik en ordentlig krammer da jeg kom hjem?