Så blev det sidste dag i skolen – nu er jeg på barsel. Jeg havde taget en nybagt brunsviger med i dagens anledning, og sjovt nok var der ingen klager. Men det er nu også de færreste der ikke kan lide et stykke varmt brunsviger. (Opskrift nederst.)
På vejen hjem var jeg i Kvickly for at hente Liberos babypakke. Man kan jo ligeså godt få så meget som muligt gratis, ikke? I pakken var der:
- En blomstermærket body størrelse 3 måneder
- En lille flaske Änglamark babyolie
- En pakke med 5 newborn og 9 mini-bleer fra Libero
- 6 engangsskifteunderlag (!)
- En pakke Tena Lady Mini Magic (Ret praktiske, når ungen står og stepdanser på blæren og man pludselig nyser…)
- En lille blomst til at hænge i barnevognen eller noget i den retning
- En reklame for Codan
- En folder om babymassage
- En reklame for Friends designertøj (Hvilket tøj er ikke designet af en eller anden?)
- En reklame for Libero-bleer
Jeg holder, i hvert fald indtil andet er bevist, på at vi skal bruge svanemærkede bleer. Så det bliver ikke Libero.
Brunsviger
Ingredienser
- Dej:
- ½ l mælk
- ½ pund margarine
- 50 g gær
- 700 g mel
- salt
- Snask:
- ½ pund margarine
- 1 pund mørk farin
- kanel
Fremgangsmåde
- Margarinen smeltes og mælken hældes i.
- Når det er afkøles opløses gæren der i.
- Saltet tilsættes og dejen æltes med melet.
- Dejen hæver til dobbelt størrelse.
- Ingredienserne til fyldet smeltes i en gryde.
- Dejen fordeles i en stor bradepande og der prikkes fordybninger i den med knoerne.
- Snasket fordeles på dejen.
- Bages ca. 20 minutter ved 200°C.
Og glem alt om kardemomme, rosiner, remonce, flødeskum og kagecreme. Den skal bare spises som den er og helst mens den stadigvæk er varm.
February 1st, 2008 at 20:32
Med fare for at blive klassificeret som værende tilhørende gruppen af kardemomme, rosiner, remonce, flødeskum og kagecreme-brugere, vil jeg gerne indsparke at Billington’s Natural Unrefined Dark Muscovado Cane Sugar (pyha, kunne de ikke bare have kaldt det “Billington’s Sugar”?) er værd at prøve på brunsviger.
Det giver en markant smag som for nogen er gufguf og for andre advbvad. Jeg tilhører naturligvis førstnævnte.
February 1st, 2008 at 20:34
I stedet for farinen? Eller bare drysset ovenpå?
Og hvor køber man så Billington’s Natural Unrefined Dark Muscovado Cane Sugar? Hvis jeg skal bede om det nede i Brugsen, så går de da igen inden jeg når at få snakket færdig. :)
February 1st, 2008 at 20:34
Hrmn… Bare lige for at undgå misforståelser: Det skal ikke drysses ovenpå, det bruges i stedet for “mørk brun farin” (som jeg antager er den klassiske brun farin vi kender fra barndommen).
February 1st, 2008 at 20:36
Jeg kom først! :)
Jeg plejer at bruge den ganske almindelige brune farin, den som nogen mennesker kan lide at spise på yoghurt.
Men det andet skal da prøves – når jeg engang til sommer selv kan spise den slags lækre ting igen… Jeg glæder mig.
February 2nd, 2008 at 00:22
Ævs, jeg skal lære at taste hurtigere. Eller bare korrekturlæse bedre.
Vi har vist købt vores Billington’s i en økobiks nede ved havnen, men jeg mener også de har det i den lokale Kvickly (der så vistnok er en Kvickly SuperExtraPowerGigaEtellerandet).
Jeg har også gode minder fra barndommen om brun farin og ymer, meeen her på mine ældre dage skal der lidt mere karakter til.
February 2nd, 2008 at 12:07
Toke: Hvis din lokale Kvickly skal være en Kvickly SuperExtraPowerGigaEtellerandet så må du synes at Ringvej Syd er mere lokal for dig end Vericenteret. :-)