Hvis nu nogen ikke skulle have hørt det, så endte det med en pige på syv pund født skærtorsdag lige over middag. Hun hedder Ellen og vi har det alle tre godt.

Fødselen gik vist relativt nemt, men nu har jeg jo ikke meget at sammenligne med. Jeg begyndte at få veer klokken 2 natten til torsdag, vi var på sygehuset klokken 5 hvor vi fik en seng og jeg fik et par panodiler og en slumrepille. KLokken 0730 gik vandet i en ve, klokken 10 var jeg 3 cm åben, klokken 1230 lige knap 10 cm. På det tidspunkt have jeg fået akkupunktur, som ikke rigtig gjorde nogen forskel og var lige kommet op af fødekarret for at få lagt en serie bistik. Men lige efter de var lagt fik jeg den første presseve og 20 minutter efter var Ellen født.

Min bedste smertelindring var en iltmaske – uden ilt. Rent psykologisk, men den og Kåre hjalp mig virkelig til at få styr på vejrtrækningerne under veerne, som kom ret hurtigt efter hinanden. Det meste af tiden varede de 1-1,5 minutter og der var 2-2,5 minutter mellem dem, så der var ikke meget tid til at komme sig!

Jeg sprækkede en lille smule, men det klarede jordemoderen med en tråd og en gang lidokaingel (det man bruger mod myggestik!). Så alt i alt tror jeg det gik nemt og smertefrit, altså så smertefrit som en fødsel nu kan gå. :)

Nu er vi på hotellet. I går aftes var først Kåres forældre på besøg, de havde hentet Siri i Ulstrup. Så nåede Kåres søster lige at komme forbi i en pause. Hun arbejder som læge her på Randers Sygehus. Og så kom mine forældre og min lillesøster.

Natten gik nemt, klokken 23 græd hun lidt og vi opdagede at hun havde kastet blodigt slim op, så vi måtte liiige ringe til sygeplejersken. Det var enten fra mine bryster eller fra fødslen. Hun fik noget rent tøj på og noget at spise og så en ren ble. Fra klokken 1 til klokken 0715 sov vi alle tre. Men mon ikke det var en engangsfornøjelse? :)

I dag har Kåres anden søster været forbi sammen med familien og Ellens fætter eller kusine i maven – hun skal føde i starten af april.

Lige nu sidder Kåre og Ellen og ser fjernsyn og om lidt er der aftensmad. Og så skal vi vist ud og have noget frisk luft. Jeg har ikke været ude siden i går nat, da vi gik med Siri inden vi tog på sygehuset og jeg træner virkelig til at komme ud!

Kåre og Ellen.

Mig og Ellen sidder og slapper af inden vi skal over på hotellet. Når man ser på hende her, så ser hun så lille ud. Men når man så tænker på at hun lå inde i ens mave – og hvordan hun kom ud(!) – så ser hun KÆMPESTOR ud.

6 Responses to “”

  1. Toke Says:

    Tre dages stilhed på bloggen var en ret god indikator af at noget var gået i gang.

    Hjerteligt tillykke herfra. Velkommen til den anden verden.

  2. Eli Says:

    Rigtig hjertelig tillykke med den lille nye geocacher!

  3. Anonymous Says:

    Tillykke med lille Ellen, hun ser rigtig skøn ud! Knus, Lone.

  4. Phyl Says:

    Beautiful – well done!

  5. Thomas Says:

    Tillykke! Hun ser smuk ud! Det var godt, det gik godt!

  6. Anonymous Says:

    1000 gange tillykke med den unge dame … det var godt det gik godt!!! Så må i lige komme på besøg på skolen når i er klar ;)

    Louise