Hospitalstur og mad på sprøjte

Ellen har verdens ondeste mor! Tænk sig, hun valgte at få sprøjtet noget i blodet, som gjorde at hun ikke måtte amme i hele to timer. Stakkels, mishandlede barn. Det synes hun i hvert fald.


“Kom nu bare med det bryst, ikke, jeg ved det er der!”

Hun fik taget blodprøver, forhåbentligt for sidste gang, og jeg fik skannet nyrerne i dag. Jeg skulle skannes med kontraststof, så jeg måtte ikke amme i to timer efter og så først igen efter en grundig udmalkning. Men det var nådigt sluppet, vi havde regnet med et døgn. Jeg regner med at have svar på skanningen i løbet af en uges tid.


“Nå ja, i mangel af bedre…”

Jeg havde nået at malke lidt ud til hende i løbet af den sidste uge, så helt sultede hun ikke. Men det var vist lidt underligt at skulle have mælk i sådan en sprøjte. Det hjalp en hel del, da jeg stoppede en finger i munden af hende samtidig. Og sikke da et sug der er i sådan en lille en. Jeg kan godt forstå at jeg havde sår på brystvorterne i starten!

Nu har hun fået noget ordentligt at spise og ligger og sover inde i vuggen. Hun er rigtig god til selv at vende hovedet hhv. til højre og venstre, så det behøver vi ikke bekymre os om. Siri ligger bag mig og snorker så det ryster i hele huset. Jeg tror også jeg skal tidligt i seng i dag, jeg er lidt træt.

Comments are closed.