Barnedåb – nu med detaljer

Jeg kom vist til at love noget om en barnedåb.

I løbet af lørdagen havde vi fået dækket bord og forberedt noget mad. Menuen var enkel:

  • Frikadeller med kartoffelsalat
  • Hamburgerryg med italiensk salat
  • Rullepølse med løg og sky og italiensk salat
  • Leverpostej med rødbeder
  • Sprængt kalvebryst med hjemmelavet peberrodssalat
  • Tunmousse
  • Ost og kiks

Bortset fra den italienske salat og rødbederne var alt andet hjemmelavet, heldigvis med hjælp fra Mor og Svigermor. Så fik jeg også prøvet at sprænge noget kød, men peberrodssalaten blev vist lige stærk nok. :)


Mormor og Ellen i en stille stund.

Vi gik op i kirken selvom det regnede en smule. Og jeg havde jakken fra min brudekjole på, ganske passende. Flaget var naturligvis hejst i dagens anledning. Og gudstjenesten gik som sådan en nu plejer at gøre. Ellen opførte sig eksemplarisk – det gjorde alle fætrene og kusinerne nu også, omend den yngste fætter på knap to år synes det der foregik under altergangen var meget spændende, han ville da også have noget! Under selve dåben lykkedes det Ellen at spytte en sut ud og ned i døbefonten. Men hun blev døbt og både præst og Ane sagde det rigtige navn. Postludiet var i øvrigt “Spænd over os dit himmelsejl”, endnu en sang der virker bedre med et klaver end med et orgel.


Hele familien stillet op til gruppebillede.

Vi gik hjem igen og så startede det store kaos i køkkenet ellers. Jeg havde ikke styr på noget som helst. Men det klarede de andre heldigvis. Et par gavegivere havde simpelthen ikke tålmodighed til at vente. Og det kan jeg egentlig godt forstå, for det var et par rigtig dejlige overraskelser.

Mine forældre havde fået min mors vielsesring lavet om til et kors, med inskription og det hele. En rigtig dejlig gave, som jeg er meget glad for og som jeg er sikker på at Ellen også bliver rigtig glad for når hun bliver ældre.

Ellen er jo opkaldt efter Kåres mormor, som desværre døde alt for ung tilbage i 1993. Men Kåres mor havde et guldarmbånd med fra Kåres morfar til Ellen. Et armbånd som Ellens oldemor havde brugt.


Ellen charmer Morfar – ikke at det er nødvendigt. :)

Men jeg tror at alle fik hvad de kunne spise til frokosten. Og heldigvis var det klaret lidt op, så det meste af selskabet gik ned og så nærmere på skolens legeplads. Ellen lå i vuggen og sov mens vi andre spiste.

Da folk kom tilbage var det til til et gruppebillede og så var der kaffe. Jeg havde bagt brownies og serveret med frisk ananas, æbler, bananer og appelsiner, så var det vist også udmærket. Og så var der jo lige den lille, diskrete Toblerone.


Ellen og Ann Kathrine. Der er tre ugers forskel.

Da gæsterne var kørt, var Kåre supereffektiv og fik ryddet det hele op og sat møbler på plads. Og så trængte vi også til en gåtur. Så vi var en tur ude i noget dejlig natur sydvest for Ulstrup, og mon ikke der ender med at opstå en cache derude?

I anledning af dåben havde vi også lagt en cache ved Ulstrupbro Kirke. Og den har da også haft lidt besøgende. Desværre var der ikke nogen der kom forbi, mens vi stod udenfor kirken, det kunne ellers have været lidt hyggeligt.


Og sådan så solnedgangen ud den dag Ellen blev døbt.

Comments are closed.