Babysvømning
Så har vi været til babysvømning for første gang. Ellen har godt nok været lidt småpjevset i går og i dag, men vi valgte at tage afsted alligevel. Og hun synes vist også det var sjovt nok, specielt var det dejligt, at jeg kunne hoppe rundt med hende. Men 9 kilo virker altså mindre tungt under vandet. Og hun var i hvert fald ikke det mindste utryg ved det store badekar. Kåre synes vist det var lidt besværligt at skulle skifte tøj på både ham selv og Ellen og skulle have dem begge vasket. Men han klarede det da.
Omend det vist var lidt trælst da de skulle have tøj på igen. Der var Ellens tålmodighed altså ophørt og hun var SULTEN! Det fandt jeg også ud af at hun måtte være. Var I klar over hvor effektivt en sauna er til at få mælken til at løbe? Jeg lå lige så stille på ryggen og slappede af, da jeg kunne mærke mælken løb ned. Og da jeg kiggede ned af mig selv, stod det som et springvand fra begge bryster. Ca. 20 cm op sprøjtede mælken – og ud til alle sider. Det så lidt sjovt ud. :) Men bare rolig, der var mere end nok til Ellen også. Hun lider ingen nød.
Ellen begynder så småt at smile igen efter den, noget overraskende, danske sejr.
Men håndbold – det kan hun ikke lide. Eller så holdt hun bare med russerne. Det var jo sådan en anelse spændende til sidst. Ellen sad på Kåres skød i sofaen. Jeg stod med hvide knoer og holdt om stolen. Og da så Mikkel sendte den bold lige i nettet brølede jeg og Kåre sprang op af sofaen. Og Ellen skreg. Hun blev simpelthen så forskrækket, den lille stakkel. Så jeg må prøve at være lidt mere behersket på lørdag.