MyC4

Når man nu gerne vil gøre lidt for at gøre verden til et bedre sted at leve, hvor skal man så starte?

Jeg har valgt at låne lidt penge ud til nogle afrikanere, der gerne vil drive en virksomhed og på den måde skabe et liv for dem selv og deres familier. Det kaldes mikrolån og ideen blev skabt tilbage i 70’erne af Muhammad Yunus i Bangladesh. Han har siden fået Nobels Fredspris for sit arbejde.

Så jeg har valgt at investere de penge jeg tjener på annoncerne fra Google her på bloggen og på hjemmesiden.

Jeg investerer dem gennem MyC4, som er en dansk formidler af mikrolån. De har blandt andet modtaget 5 millioner kroner fra Danida til at udvikle platformen. Her bestemmer man selv hvor meget man vil tilbyde at låne ud, til hvem og til hvilken rente. Umiddelbart virker det underligt med renter, når man nu gør det som en slag nødhjælp, men det siges at det virker bedre, når der skal betales lidt for at låne pengene.

I øjeblikket har jeg lånt penge til fire personer:

  • Kaweesa Godfrey fra Uganda, som vil købe flere dyr til sit landbrug. Indtil videre har han betalt 15% af sit lån tilbage til tiden.
  • Isabelle Alenus fra Uganda, som vil udvide sit hotel med fire nye hytter. Indtil videre har hun betalt 4% af sit lån tilbage til tiden.
  • Enid Mulungi fra Uganda, som vil købe stof og andet materiale til sin skrædderbutik. Indtil videre har hun betalt 8% af sit lån tilbage til tiden.
  • Kakande Sirajje fra Uganda, som vil plante træer og dyrke grøntsager. Både for at tjene på det, men også for at gøre lokalområdet mere frodigt. Han er ikke begyndt at betale tilbage endnu.

Og efterhånden som jeg får pengene tilbage igen, bliver de naturligvis investeret i nye små virksomheder. Jeg har lige tilbudt 10€ til en hvedebonde i Kenya, som gerne vil have en ny traktor.

MyC4 er i år gået ind på firmajulegavemarkedet. Virksomheden giver medarbejderen en MyC4-konto i julegave, og så bestemmer medarbejderen selv hvem der skal lånes penge til. Glimrende ide – og så kan firmajulegaverne trækkes fra i skat. :)

Så har du for mange penge, eller synes du godt lige du kan undvære en smule, så klik ind på myc4.com og lån dem ud.

One Response to “MyC4”

  1. Frank Hellerup Madsen Says:

    Jeg havde ikke set, at MyC4 havde fundet på at promovere sig med julegaver. Men det er godt, at de kommer ind på det “marked” også.
    De fortjener større udbredelse, for det er et virkelig godt koncept.