Boganmeldelse: De første 100 ord
Jeg har kastet mig over den mere seriøse del af litteraturen, nemlig De første 100 ord af Heather Amery og Stephen Cartwright.
Da Ellen blev født fik vi De første 100 ord af Kåres kollegaer fra KB. Det var måske sådan lige i overkanten til et barn på en måned, så den blev sat på hendes boghylde. Men for et stykke tid siden fandt hun den frem og siden har hun så godt som ikke ville læse andet. Hun ELSKER den bog.
I starten var det bare for- og bagsiden der var interessante, med billeder af en bold, en is, en bamse, en gris, en hund, en bil, et æble og andre ting der optræder i en 14-måneders hverdag. Nu er hun begyndt at bladre i bogen, hvor der er tegninger hvor de 100 ord optræder i hverdagssituationer – ved morgenbordet, på legepladsen, i svømmehallen, på badeværelset og så videre.
Hun peger og vil have at vide hvad tingene hedder og kan også sige nogle af lydene. Koen, toget, grisen og anden har hun helt styr på. Og gyngerne. :) Hun kan sagtens sidde og kigge i bogen et kvarter af gangen.
Jeg kan varmt anbefale bogen, der er stof til mange gode samtaler og jeg tror virkelig barnet lærer noget af det. Om ikke andet så er det hyggeligt.
Den danske bog har ISBN: 87-7802-688-1, men den findes også i tosprogede udgaver på arabisk, farsi, somali, tamil, tyrkisk og urdu. Den koster 99 kroner direkte fra forlaget Lamberth.