Fantomfedme

BT skriver i dag om fantomfedme – altså tynde eller normaltvægtige mennesker, der har været fede, der stadigvæk opfatter sig selv som fede.

Lidt sjovt, for jeg tænker faktisk tit over det. For to år siden vejede jeg lige omkring de 100 kilo, altså et BMI på omkring de 35. I starten af graviditeten tabte jeg ca. 25 kilo og et par måneder efter Ellen var født var jeg nede omkring de 60 og det har jeg nogenlunde holdt siden. Altså et BMI på knap 21. Forskellen ses klart:

Fra 14. juli 2007 (uge 6) til 9. maj 2009

Fra 14. juli 2007 (uge 6) til 9. maj 2009

Og jeg må klart indrømme at min hjerne ikke har fuldt med. Når jeg skal finde tøj – noget jeg hader – går jeg straks ned i afdelingen for store størrelser og finder en størrelse 48-50. Men det passer ligesom ikke så godt mere. Faktisk er jeg nede i 38-40. Men når jeg ser en kjole i størrelse 40, tænker jeg at den kan jeg overhovedet ikke skrue mig ned i.

Efter en konsultation om noget helt andet, spurgte min læge om jeg ikke havde tabt mig lige lovligt meget? Hun ville gerne lige tjekke stofskifte og den slags på mig. Jeg kiggede på hende som om hun var bindegal. Da jeg lige var kommet mig over chokket over at være blevet betragtet som så tynd at det kunne være et problem, kunne jeg berolige hende med at jeg lige havde fået tjekket stofskiftet og at det var helt normalt.

Jeg tror simpelthen ikke på folk når de kalder mig tynd. Og jeg synes heller ikke selv jeg er tynd. Jeg er bare ikke decideret fed mere. Og jeg håber da ikke jeg bliver det igen. Faktisk er jeg lidt overrasket over at jeg har kunnet holde mig nede omkring de 60 så længe, også efter jeg har skåret ned på amningen. Så siger folk jo at mange kommer sig igen. Men nu er vi jo heller ikke helt stoppet med hyggemorgenamningen, mig og Ellen. :)

Så jo, jeg lider i høj grad af fantomfedme!

17. juni 2007, lige omkring den dag Ellen blev undfanget.

17. juni 2007, lige omkring den dag Ellen blev undfanget.

Vægttabet har i øvrigt ikke været planlagt, men skyldes en blanding af morgenkvalme døgnet rundt og nyre- og galdesten under graviditeten og deraf følgende kostomlægning.


BT, Lider du af fantomfedme?, 6. juli 2009

3 Responses to “Fantomfedme”

  1. Dina Says:

    Årrh hvad blev Ellen undfanget den dag? Det må have været det gode selvskabs indflydelse ;-)
    Det var i hvertfald en hyggelig dag / aften.

    Og så er du i øvrigt blevet rigtig smuk.

  2. Trine Says:

    Det var i hvert fald lige omkring den dag hun blev undfanget.

    Tak. Jeg føler mig ikke specielt køn, faktisk tror jeg at jeg synes jeg havde et kønnere ansigt da jeg var lidt tykkere.

    Men en sjov lille historie: For nogle måneder siden var jeg i bad og opdagede pludselig en knude i det ene bryst. Jeg blev forskrækket og undersøgte sagen nærmere. Det var et ribben! Så den skulle nok være der. Men når man nu ikke har mærket sine ribben i mange år. :)

  3. Stine Says:

    Synes du er smuk som du er :o)

    ADW – ribben!!! Det må være lige som at have født og opdage man faktisk stadig har fødder!!
    Jeg har en plan om at tabe 10 kg – men der er lidt svært når jeg er afhængig af chokolade og computer. Kildevand og motion ville have været bedre at være afhængig af – men jeg tabte åbentbart afhængighedslotteriet…