Nyt kamera – igen
Så var der endnu engang bøvl med mit Canon IXUS 860IS. Denne gang var det blevet langsommere og langsommere, men forhandleren mente ikke at det burde være batteriet skyld. Dagen inden vi afleverede det hos forhandleren opstod der pludseligt en sort streg hen over skærmen – og den voksede.
Vi skulle alligvel til Biersted, så vi tog omkring Gistrup og afleverede kameraet. Han kiggede lidt på det og konstaterede at linsen da vist heller ikke var som det skulle være. Han ville sende det ind til Canon, men troede at vi ville få et nyt kamera.
Så ventede vi lidt og lidt mere. Og stadig intet nyt. Jeg skrev til dem og spurgte til hvordan det gik. Svaret jeg fik tilbage: “Vi har endnu ikke hørt noget fra Canon, men I får et nyt kamera så I kan tage det med på ferien, så tager vi den med Canon bagefter.” Det er edderbroderme service! Kameraet er altså allerede blevet byttet en gang og der mere end halvandet år gammelt.
Desværre kan man ikke længere få en 860, så vi fik valget mellem en 980 og en 990. Efter at have konsulteret den lokale fotoekspert valgte vi en 980 og det kom med posten i går.
Det nye kamera kan nogle flere ting end det gamle, bl.a. kan man fokusere manuelt. Umiddelbart synes jeg dog at billederne er en anelse mindre skarpe, men nu skal jeg lige lege med det et par dage. Og så er kameraet grimmere. :)
Men i hvert fald kan jeg meget varmt anbefale at handle med Danskdatasalg A/S i Gistrup. De to RMA-sager vi har haft er blevet håndteret til meget stor tilfredsstillelse for os og der er altid blevet svaret hurtigt på henvendelser.