Arbejde

I går skulle mor og Ane til Aalborg, så jeg havde lovet at passe butikken. Og jeg skal love for at der er noget at se til, sådan en fredag før første søndag i advent.

Først kom der 20 damer på juleudflugt og når de så alle sammen skal betale på cirka samme tid, så er der altså lidt kø. Heldigvis var de jo ude for at hygge sig, så der var ingen brok eller sure miner – bare almindelig hyggesnak.

Bagefter kom der en hel busfuld, der skulle hente juletræer. Det tog også lige lidt tid. Og så kom kunderne ellers bare i en lind strøm resten af dagen. Frokosten blev spist i bidder, når jeg alligevel lige skulle ud i bagbutikken for at hente noget. :)

Der løb også nogle ordrer ind på webshoppen, som skulle pakkes og sendes. Specielt er der ganske pæn efterspørgsel på julemanden med sin kane og rensdyr. Og pludselig løb vi tør for nogle Gjøltrolde og måtte ringe over og bestille nogle flere.

Så der sker altså noget sådan en fredag. Jeg holdt da til det og i dag går det nogenlunde, men jeg frygter lidt for hvordan jeg har det i morgen. Men jeg er godt nok glad for at jeg ikke står med det til hverdag – jeg forstår simpelthen ikke at folk kan holde til sådan en arbejdsdag på otte timer hver eneste dag året rundt!

Men det var en rigtig god dag – folk er i godt humør og børnene smiler og bliver så glade når man rækker dem en pose og spørger om de kan bære den ud til bilen. Og så kan man jo ikke rigtig starte julen før man har været hjemme i Butik Triane. :)

Der er mange spændende ting i sådan en butik.

Der er mange spændende ting i sådan en butik.

2 Responses to “Arbejde”

  1. Jønne Says:

    Vi besøgte lige butik Triane i går eftermiddags, og hold da op hvor var vi imponeret! Det er helt sikkert et sted vi vil anbefale til andre og vi kommer uden tvivl igen en anden gang, for de priser er da værd at køre langt efter :-)

  2. Trine Says:

    Det glæder mig at I var tilfredse med besøget. Og så var det et par søde ekspedienter, ikke? ;)

    I er velkomne igen – der er åbent hver dag fra 9-17, undtagen 24., 25. og 26. december, der holder vi altså fri!