Trist og hård uge
De sidste dage har været triste og hårde.
Torsdag middag – på min fødselsdag – ringede min mor for at sige, at skulle vi nå at tage afsked med mormor, så skulle vi nok køre nu. Så Kåre hjem fra arbejde, Ellen hentet i vuggestuen og så ellers til Thisted.
Mormor lå på en enestue – om hun sov eller var bevidstløs eller hvad hun var ved jeg ikke, men hun reagerede i hvert fald næsten ikke på noget. Et par enkelte blik blev det til, men det var det. Hun var simpelthen dopet af stærk smertestillende medicin. Hun havde ingen blodomløb i benene, specielt det højre, og derfor skulle det højre ben fjernes senest fredag morgen – chancerne for at hun ville overleve var ikke ret store. Vi fik sagt farvel og kørte til Biersted.
Fredag morgen fik mormor fjernet benet og først på eftermiddagen kunne man stadig ikke komme i kontakt med hende og blodtrykket var meget lav. Vi kørte hjem til Ulstrup lige over middag. Fredag aften var hun vist lidt vågen.
Lørdag morgen var mor og Ane i Thisted, hvor de snakkede med mormor. Hun sagde at hun havde sovet godt og at hun ikke havde ondt. Hun vidste ikke at hun havde mistet et ben. Blodtrykket var stadig meget lavt og ingen var sikker på noget.
Lørdag aften ringede mor klokken 21 og sagde at nu havde de haft ringet fra sygehuset og at de ikke kunne måle blodtryk og at mormor var begyndt at blive bleg. Mor og Ane kørte igen mod Thisted. Klokken 21.28 ringede mor og sagde, at mormor var død klokken 21.11.
Vi havde ventet det. Vi havde håbet det. Og alligevel så gør det så ondt. Det var det bedste og det mormor selv havde ønsket længe, men alligevel sidder man med en stor klump i halsen og tårer i øjnene.
Men mormor har fået fred.