Bibliotek og borgerservice
Fra nytår vil der ikke længere være borgerservicekontorer i de enkelte hovedbyer i Favrskov Kommune. Nu skal bibliotekarerne til at klare de simplere opgaver som udlevering af blanketter, batterier til høreapparater og affaldssække. Hvis man så skal have hjælp til en af de mere komplekse opgaver, f.eks. et nyt pas eller kørekort, så må man møde op på det nye borgerservicecenter i Hinnerup.
Argumenterne er at det faglige miljø vil blive bedre, da de ansatte sidder samlet og at der vil blive noget længere åbningstider for borgerhenvendelser i hovedbyerne.
I dag har borgerservice i Ulstrup åbent 23½ timer om ugen og biblioteket har åbent 28 timer om vinteren og 25 timer om sommeren. Det giver ikke den helt store forskel – ud over at biblioteket tidligst åbner klokken 10 og borgerservice en enkelt dag åbner 8.30. Til gengæld har biblioteket åbent til 19 tre dage om ugen, hvor borgerservice har en dag til 17. Om vinteren har biblioteket også åbent tre timer om lørdagen.
Der er flere aspekter i det. Dels synes jeg det er uheldigt at placere det nye borgerservicecenter i Hinnerup. Hvis man ser på transporttiderne er Hinnerup langt fra det indlysende valg:
Hinnerup
Ulstrup: 43 minutter
Hammel: 24 minutter
Thorsø: 34 minutter
Hadsten
Ulstrup: 32 minutter – 11 minutter mindre
Hammel: 25 minutter – 1 minut mere
Thorsø: 26 minutter – 8 minutter mindre
Men der hvor det hele knækker, er når Ulstrup Bibliotek skal laves til et selvbetjeningsbibliotek med bemanding 14 timer om ugen. Jeg har ikke noget som helst problem med at Ulstrup Bibliotek bliver til et selvbetjeningsbibliotek – slet ikke. Men det giver da en kraftig forringelse af den kommunale service i hele den nordvestlige del af kommunen. Hvis vi skal noget lidt mere kompliceret end at hente en blanket, så skal vi køre tre kvarter hver vej og skal vi bare hente blanketten er det kun muligt 14 timer om ugen.
Når man bor i Ulstrup er det i DEN grad tale om en serviceforringelse – og så kan kommunen altså kalde det hvad de vil. Besparelser er trælse – men lad os da kalde en skovl for en skovl og lade være med at få det til at lyde som om det er noget der bliver gjort for borgernes skyld!