Formland Design Award
Hvert halve år er der Formland i Herning. Det er den store indkøbsmesse for brugskunst, køkkenudstyr osv. og hvert halve år uddeles Formland Design Award. Kriterierne for nomination er:
– nyt og innovativt
– godt koncept
– skandinavisk stil
Vinderen får 100.000 kroner og massiv markedsføring i forbindelse med messen.
Nu har jeg fulgt med nogle år og jeg synes altid det er det kedeligste produkt der vinder. Det er næsten altid et eller andet stel, som ligner alle de andre stel der står udstillet i Imerco og Salling.
Og i år er ingen undtagelse. Georg Jensen har lavet en serie med køkkenting og jeg synes den er intetsigende – der er ikke noget som helst innovativt over at lave ENDNU et salt-/pebersæt.
De to andre produkter der var nomineret var begge nytænkende og innovative – omend jeg ikke helt tror på ideerne.
Det ene var en karaffelrenser fra Stelton. Ideen er god – man stopper kæden ned i flasken og hælder opvaskevand i, lukker med proppen og ryster. (Personligt bruger jeg groft salt og opvaskemiddel.) Men jeg spår karaffelrenseren en skæbne på forsiden af Imercos julekatalog – altså den der billige gave, som man giver til mosteren, som man ikke rigtig ved hvad man ellers skal give. Præcist ligesom Creme Brulee-sættet fra sidste eller forrige år. :)
Det sidste produkt er fra Element+ – et sæt af opøsere/måleskeer/litermål, hvor der er tragt i enden. Jeg tror heller ikke at det bliver den store succes – jeg kan godt se ideen, men jeg kan også se hvordan man lige får vendt den forkert og ender med sovs ud over hele køkkengulvet.
Jeg tror nu jeg ville have valgt sættet fra Element+ – altså tragtene – hvis det var mig der skulle vælge. Jeg synes det er det mest nytænkende af de tre produkter. Og jeg ville i hvert fald have valgt Georg Jensens serie som det allersidste – for det ser jeg slet ikke noget nyt i.