Calgary – here we come

Så er det vist på tide at der bliver skrevet noget her igen. Denne gang er anledningen at vi 16. juli tager et fly til Calgary, hvor vi skal bo i 3½ uge.

Historien startede 25. januar, hvor vi meldte os ind på siden homeexchange.com med det formål at bytte hus med en familie i Alperne, gerne i nærheden af Belalp, en ugestid i løbet af sommerferien.

Men inden vi næsten nåede at få lavet en profil, blev vi kontaktet af en belgisk familie, der gerne ville bytte med os. Belgien er spændende – men nu havde vi jo sat næsen op efter bjerge, så vi takkede nej.

Der gik så et par uger mere og vi havde ikke selv fået set nærmere på hvad der var af muligheder. Men så kom der pludselig en besked fra Canada! Og det var ikke bare en uge, men 3½ uge. Så vi gik i tænkeboksen et par dage – men besluttede os for at springe ud i det, så vi sagde ja.

Så en uge i Alperne blev til 3½ uge på prærien i kanten af de canadiske Rockies – sådan kan det jo gå. :)

Siden er vi også blevet kontaktet med en lejlighed på Montmartre og et hus i Sverige – men da var sommerferien jo på plads.

Vi fik ikke flybilletterne helt så billige som vi havde håbet – men det er der jo ikke noget at gøre ved. Vi havde faktisk nær heller ikke fået flybilletter, for da vi ville købe dem, blev siden ved med at sige, at vi ikke kunne købe dem. Det viser sig så, at der er en grænse på 20.000 kroner for køb med Visa-kort – det havde vi ikke lige været opmærksomme på! Men heldigvis har far et Mastercard, så det lånte vi lige. Og det var såmen meget heldigt – for mens vi bøvlede faldt prisen. :)

Så vi skal flyve fra Billund klokken 10.50, over Frankfurt og så direkte til Calgary, hvor vi er klokken 17.00 – lige i tid til aftensmad og så i seng.

Og for at gøre det hele meget nemmere, så har vi også byttet bil.

Nu er den store problem jo bare om vi skal op i bjergene først eller om vi skal ud i halvørkenen/badlands.

Calgary

Comments are closed.