Dette indlæg har været meget længe undervejs og jeg har spekuleret meget og længe over hvorvidt det overhovedet skulle skrives. Men det tror jeg altså at det skal – så here goes:
Jeg lider af angst – socialangst – jeg er simpelthen bange for andre mennesker.
Faktisk vil jeg mene at det er et langt større handicap end min gigt. Selvom gigten er usynlig, så er den mere håndgribelig på en eller anden måde – og selvom den selvfølgelig betyder noget for min (og familiens) dagligdag, så betyder angsten faktisk mere.
Angsten gør at hver gang jeg skal være socialt sammen med andre mennesker, så bliver jeg fysisk syg – kvalme, hjertebanken, ondt i maven, svedige hænder – altså lidt ligesom når man skal til eksamen og er godt, gammeldags nervøs. Og hvis jeg så bekæmper de initielle angstsymptomer og faktisk tager afsted, så er jeg hele tiden bange for at jeg skal blive mere dårlig – specielt er jeg bange for at jeg kommer til at skulle kaste op.
Jeg er panisk angst for at kaste op. Bare der er en af ungerne i vuggestuen der siger at de har ondt i maven, så har jeg det dårligt resten af dagen. I lørdags spiste jeg så godt som ingenting, fordi Ellen havde kastet op om morgenen – heller ikke selvom hun havde det fint.
Det er simpelthen andre folks bedømmelse af mig jeg er bange for. Jeg er hele tiden bange for at gøre noget dumt eller sige noget forkert – at fornærme folk eller såre dem. Jeg bekymrer mig alt for meget om hvad folk tænker om mig – jeg har faktisk så godt som ingen selvtillid – føler mig dum og mindreværdig.
Jeg kan sagtens gå ned i Brugsen og handle eller på biblioteket eller sådan noget, men hvis der kommer nogen og snakker med mig, sådan socialt, så begynder jeg straks at få angstsymptomer. Det er altså det at interagere socialt med mennesker der giver problemerne – og det er faktisk uanset hvem det er – selv mine egne forældre kan give problemerne. Den eneste voksne der ikke giver symptomer er Kåre – heldigvis, ellers havde det nok været lidt svært at være gift. :)
Bare det at telefonen ringer er faktisk nok – en ting er hvis det er fra kommunen eller lægen, der skal give en besked – men tænk nu hvis det er nogen der vil snakke – altså sådan personligt!
Det gør desværre at vi meget yderst sjældent ser nogle af vores venner – bare tanken om at skulle køre til Århus (eller Aarhus, som det jo hedder nu) og være sammen med nogen er nok til at gøre mig dårligt tilpas. Næsten endnu værre er tanken om at folk kommer her! Og det er jo bestemt ikke fordi jeg ikke kan lide folk eller ikke har lyst til at være sammen med dem – for det har jeg bestemt – jeg bliver bare syg af det. Det er så frustrerende! Og det er jo også synd for Kåre – for han vil også gerne se nogle mennesker. Og det er heller ikke godt i forhold til Ellens og Karens udvikling!
Jeg har ikke altid haft det sådan – det startede i sommeren 2002. En teori er at det er udløst af de enorme mængde Propranolol/betablokker jeg fik i forbindelse med min stofskiftesygdom – kendte bivirkninger er i hvert fald angst og paniklidelser. Men det kan også bare være en udvikling af de depressioner jeg har haft, der startede i vinteren 98/99 – altså i forbindelse med de første eksamener på uni. (Når man har gået gennem alt med begge hænder på ryggen, så er det altså lidt deprimerende pludselig at dumpe alting!)
Jeg har været forsøgt behandlet med SSRI-præparater/lykkepiller – det virkede også fint på depressionen første gang, men har ikke haft nogen
positiv effekt på angsten. Jeg går til både psykolog og psykiater, men indtil videre også uden effekt.
Kan man ikke bare tage sig sammen? – er der måske nogen der tænker. Jo, nogle få gange kan jeg godt og det går som regel også godt. Men det kræver en masse overskud og energi og mod at gå op mod at hele ens krop i utvetydige vendinger fortæller en at der er fare på færde og at man skal flygte – for det er det der sker! Så man skal simpelthen kæmpe mod årtusinders overlevelsesinstinkter – og det er altså ikke nemt.
Specielt er jeg lige nu ked af at ingen af vores venner har set Karen. Vi har ikke inviteret og de har ikke spurgt. Jeg er slet ikke sur på nogen over det, for det er udelukkende min egen skyld – jeg har kørt os længere og længere ud på et sidespor og det er jeg rigtig ked af.
Jeg ville ønske jeg vidste hvad jeg kunne gøre ved det – for jeg savner folk – men jeg har slet ikke modet og overskuddet til at gøre noget ved det. Og jeg kan godt forstå at folk efterhånden har opgivet – for når man får et nej tak, hver gang man inviterer eller foreslår noget, så opgiver man til sidst.
Og lige nu sidder jeg så og bliver bange, for tænk nu hvis der er nogen der læser det her, der finder på at ringe!
Angst er ikke nemt at leve med – hverken for den der har det eller for familie og venner. Jeg håber med tiden at jeg bliver bedre til det, for det er et stort problem for mig – og for alle andre omkring mig.
