UPS!
Det er helt ufatteligt. I en skolegård i København omringer en gruppe unge en anden gruppe. En 13-årig beordrer en 17-årig ned på jorden på maven og stikker ham to gange i ryggen. En anden bliver stukket mellem fem og syv gange i låret og en tredje bliver snittet ved øret.
Hvor er vi henne, når børn har knive med i skole og overfalder hinanden? Skal vi til at have metaldetektorer i skolerne i Danmark? Hvor er forældrene henne?
Det er helt sikkert, at mine børn ikke skal vokse op i en storby. Hellere da, at de kører markræs på en gammel Puch Maxi end at de går med våben og stikker hinanden ned.
I forgårs var jeg ude for at købe et bundkort til mine forældres computer. Et lynnedslag havde krævet livet af det gamle og strømforsyningen. For ikke at stå i samme situation igen, der er trods alt lidt langt til Nordjylland, vil jeg købe en UPS til dem.
Så står man i Elgiganten, i computerafdelingen, og spøger om de har en UPS. Ekspedienten kigger lidt på en og spørger, med et lille smil på læben, om man ikke mener USB? “Nej”, svarer jeg, “jeg mener en UPS.” “Øhh, hvad er det?”, er det meget intelligente svar jeg får fra en ekspedient i computerafdelingen i Nordens største handelsfirma indenfor forbrugerelektronik og elektriske husholdningsapparater. Meget, meget imponerende. Og da specielt da situationen gentager sig med endnu en ekspedient. Sikken tiltro man så har til en fornuftig rådgivning!