En forårsdag ved Hald

I dag har vi været på et uofficielt minievent ved Hald Sø. Altså en geocachingtur. Desværre måtte vi tage afsted uden Siri, da hun næsten ikke kan rejse sig op. Vi ved simpelthen ikke hvad der er galt, men efter en telefonsamtale med en dyrlæge er hun blevet sat på panodil og så tager vi til vores egen dyrlæge i morgen tidlig. Stakkels kræ. Men Ellen var selvfølgelig med.


Panorama ud over Stangheden

Vi nåede ikke mere end 4 ud af de 19 caches der var lagt til lejligheden, men det var også nok til en god tur. Gennem Troldeslugten og ud over Stangheden. Der regnede godt nok lidt, men ikke nok til at det var trælst.


Far, får får får? Nej, får får ikke får, får får lam.

Stangheden er afgræsset af får og på denne årstid har får lam. Og sådan nogle lamseben er nu ret nuttede.


Et lille væltet træ. Stien går faktisk under stammen.

Da vi kom tilbage til Hald Hovedgård havde Ellen skidt sig selv op af nakken og mine bryster var så spændte, at de lignede et par Magdeburgske halvkugler! Og det passede ikke damen at skulle have skiftet alt tøjet i en hal med 10 graders varme. Men det var ligesom ret nødvendigt.

Vi havde nu en god tur selvom Siri lå i Ulstrup. Da vi kom hjem måtte vi godt nok også lige tage en lille lur, natten havde været lang med en hund der lå og pev af smerter. Og når vækkeuret så endda ringede på sådan en helligdag, så var det altså nødvendigt med en lille morfar.

Men skulle I en dag have lyst til lidt frisk luft og motion, så er området ved Hald Sø altså ikke at foragte.

Comments are closed.