Føj, for et blæsevejr! Og det bliver ved de næste tre-fire dage. Og så skal vi til at have frost. Det bliver hyggeligt. Så skal jeg putte mig ind til Kåre hele natten og sove under den store, tykke vinterdyne. :)
Vi har været nede i byen og Salling er allerede pyntet op til jul. Men der er jo også kun to måneder til. Og jeg ser jo alligevel på juleting hele året i butikken hjemme i Biersted.
Jeg har vundet en DVD i dag. She’s the man. Så jeg tror planen er at vi går en tur med kræet og så hjem i seng for at se den. Jeg har ondt i hovedet, og jeg tror lige det passer til mit nuværende intellektuelle niveau.
Faktisk, så glæder jeg mig til om en måneds tid, hvor folk begynder at købe juletræer. Det kan godt være at vi ikke har helt normale juletraditioner i min familie, men det er altså hyggeligt at sælge juletræer. Folk er i godt humør og har god tid, familien er samlet og børnene glæder sig til en tur i skoven. Og noget af det bedste er altså ældre mennesker, der kommer med hinanden i hånden og går en tur i skoven for at finde et flot træ. Der er nogle mennesker, som bliver meget overrasket over at de selv må gå i skoven og fælde deres træ. Og så bliver de endnu mere overraskede, når det ikke koster ekstra. Det er hårdt arbejde, men det er altså også hyggeligt!