Jeg er træt. Og jeg har det ringe. En halv times tid efter jeg har taget en gang penicillin, får jeg kvalme. Og er der noget jeg ikke kan lide, så er det altså kvalme. Det er trælst. Men i morgen til frokost skal jeg tage de sidste piller, så jeg håber at have det helt godt igen onsdag morgen.
I dag har jeg købt den sidste julegave jeg manglede, og så faldt jeg lige over en lille ekstra ting til min mor.
Fredag aften var vi i Randers Regnskov, hvor alt lyset, undtagen en enkelt, var slukket. Der var sat stearinlys op ved stierne og så måtte man ellers klare sig med en lommelygte. Det var altså hyggeligt. Men de havde fået den åndsvage ide, at uddele pebernødder og en lille gave til børnene. Pebernødderne er hyggelige, men behøvede de at give hvert eneste barn sådan en dims der kan sige som en frø? Kors, hvor var det belastende at høre på.
Vi så hele fire nye dyrearter, som vi ikke har set før i Randers Regnskov. En sumpmangust, et hvidbuget pindsvin, en natabe og flyvepungegern.
Bjerglorien og fyren til højre er fra sidste gang i var i Regnskoven, men vi så Prince Charmings lillebror. Han lå på nettet over krokodillerne og sov. Og at folk nussede ham på maven tog han ingen notits af.
De to cubakrokodiller så ud til at gøre deres for at forøge bestanden. De var i hvert fald bedøvende ligeglade med at der var en masse mennesker der så på og tog billeder af dem. Det kan være at der også er ekshibitionister blandt dyr?