Den sidste måned har jeg tabt mig ca. 10 kilo. Jeg har det nemlig ikke ret godt i tiden – kvalme og opkastninger, men det går heldigvis over. Der er nemlig en lille parasit, der har sat sig fast i min mave. Og selvom den slags kan fjernes, så tror jeg nok vi lader den vokse sig stor og stærk, indtil den selv vælger at forlade min krop, sådan en gang i starten af marts. Og om ikke før, så stopper kvalme i hvert fald på det tidspunkt.
1. august: Jeg skulle hilse fra min mor og sige, at hendes barnebarn i hvert fald ikke er nogen parasit!
July 30th, 2007 at 20:21
Sikke en sød måde at skrive det på! Jeg måtte læse det to-tre gange før jeg fattede pointen. Tillykke. :)
July 31st, 2007 at 23:45
Jeg vil altså gerne advare mod den slags. Bedst som man tror det hele er overstået, kan der pludselig dukke en mere op. De er heller ikke til at slippe af med. Nu har vi efterhånden prøvet i 6 år, men de har bare vokset sig stærkere så vi nu har barrikaderet os i overetagen, mens de hærger rundt nedenunder.
Men okay, I har plads udenfor og velsagtens allerede et hegn med styrkeskala Siri. Som danskere antager jeg at I vil følge den nationale adfærd og prøve at fryse den ned udenfor i en lille kasse på hjul? Det virker ok, omend kun for kortere perioder af gangen.