Kulilteforgiftning

Jeg synes efterhånden det var så længe siden jeg havde været på Randers Sygehus – hele 2 måneder og 8 dage. Så jeg kulilteforgiftede mig og Ellen.

Der var lidt småkoldt, så jeg tændte op i brændeovnen, lod lågen stå åben og satte mig ind og ammede Ellen. Efter en times tid begyndte jeg at få det skidt, og kom i tanke om brændeovnen. På det tidspunkt var der en anelse røg i stuen, men ellers ikke rigtig noget. Men der kom ikke noget op af skorstenen. Jeg smed to stykker avis i brændeovnen, men stadig ikke noget røg – andet end i stuen. Så mig og Ellen ud og alle vinduer og døre på vid gab. Jeg ringede ned til lægen for at høre hvad vi skulle gøre, og hun sagde, at hvis vi blev trætte skulle vi ringe på skadestuen.

5 timer senere havde Ellen sovet 4 timer, selvom hun ikke plejer at sove midt på dagen. Jeg var ved at falde i søvn og var svimmel, havde kvalme og ondt i hovedet. Så vi ringede på skadestuen og de ville gerne se os. Og vi nåede ikke at få tjekket os begge to ind, før vi blev kaldt ind. Der var ikke nogen ventetid.

Det var lidt kompliceret, fordi vi var to sammen der skulle tilses af to forskellige læger. Men det endte med at Ellen ret hurtigt blev indlagt på børneafdelingen og jeg kom op på en anden afdeling. Heldigvis kunne jeg ret hurtigt gå over og være hos Ellen, men det krævede da lidt logistisk planlægning fra sygeplejerskernes side. Også da vi var to i samme seng, der skulle have ilt. Men de klarede det hele.


Ellen klarer det hele i fin stil. Hun vejer 7200 gram nu. Altså normalvægten for at barn på knap et halvt år.

I løbet af aftenen fik jeg det bedre og bedre og Ellen virkede også helt normal. Hun sov på en måtte, der var tilsluttet et apparat, der larmede, hvis ikke hun trak vejret. Sådan en skal man altså huske at slå fra, når man tager barnet op! :) Og jeg havde aftalt med sygeplejersken, at jeg selv målte iltindholdet i hendes blod med jævne mellemrum. På den måde kunne vi få ro til at sove. Ikke at jeg sov så meget. Jeg sover bare ikke godt sådan et sted.

Men nu er vi hjemme igen og vi har det godt. Jeg er bare træt, så jeg skal tidligt i seng i aften. Meget tidligt i seng.

Comments are closed.