Ellens første bad
Vi tog til Silkeborg for at finde en cache eller to og for at se på en ny, gammel bil. Vi fandt da også en bil der opfyldte vores krav. En Renault Megane. Den kostede desværre en herregård. Og så skulle der lige sættes anhængertræk på og installeres en fartpilot. Men nu har vi da prøvet at køre en bil med automatgear. Det er såmen ikke så slemt – altså når man lige husker ikke at prøve at koble ud op mod et lyskryds. Bilen stopper nemlig ret brat, når man træder bremsen ned som om det var en kobling. :)
En flot dåbuk udstiller sig i Silkeborg Dyrehave. De to dåer er gået om bag et træ.
Fra autoforhandleren tog vi ud i Silkeborg Dyrehave for at finde en cache. Den blev fundet og logget og så kørte vi ud til Almindsø. Her fandt vi også en cache i nærheden af en flot, gammel, hullet eg. Og så skulle vi bade! Det var bare skønt. Ellen synes godt nok det var lidt mærkeligt, nok mest fordi hun havde et par badebukser på, som blev ret kolde. Men da vi kom ind på det lave vand var det nu meget sjovt.
Da vi kom i seng, lå Ellen og fægtede med armene og greb fat i min næse, ører, læber og hvad hun ellers kunne fange. Pludselig ramte hun en finger ret hårdt op i min næse og så blødte jeg ellers. Godt og grundigt. Sådan en lille voldsmand – og så tillod hun sig bare at ligge og grine af mig!
November 24th, 2008 at 11:43
[…] sommers var vi jo i Silkeborg for at se på en bil. Sælgeren forsøgte at få os til at handle hurtigt, […]