Vikinger og bål
I går var vi i Bjerringbro for at handle og gå en tur. Vi fandt et område, hvor der helt sikkert skal ligge en lille børne-multi. Nu skal vi bare have fat i Viborg Kommune og have tilladelse til at placere cachen.
Der var som bekendt måneformørkelse i går aftes, så den var vi da også ude at se på. Den var ganske rød og flot. Men det er altså svært at tage et godt billede af en måne med et ganske almindeligt kamera.
I dag var vi til vikingemarked på Kjællinghøl. Det var, naturligvis, ikke så stort som markederne på f.eks. Lindholm Høje og ved Moesgaard og slet ikke så gennemført som middelaldermarkedet på Voergaard, men det var nu meget hyggeligt alligevel. Om ikke andet gav det inspiration til aftensmaden.
Ellen fik en birkepind at sutte på og lege med
Vi spiste vores medbragte frokost ved lejrpladsen ved Gudenåen. Der var en mulliard hvepse, så vi var nødt til at flytte lidt rundt. Men vi fik da spist. Og det er et rigtig dejligt sted, men det har jeg vist sagt før. Så kommer I forbi, så kør endelig derned. Der er også et par caches i området. :)
Vel hjemme igen blev Ellen lagt i seng og sov tre timer. Imens lavede jeg et lille, sygt bål i haven, ordnede grøntsager og satte mad over. Kåre flyttede en masse træ. Og netop som koteletterne var færdige på risten og vi skulle til at spise vågnede Ellen. Men vi fik da alle tre noget at spise. Og de majs vi skulle have, var simpelthen så tørre, så Siri fik den ene af dem. Hun lå længe og gnaskede på den majskolbe og det var ikke meget der var tilbage. :)
Aftensmaden var kartofler fra en kartoffelplante, et rødløg og en mugfuld skiveskårne porrer svitset i en smule margarine. Så smed jeg en halv liter vand i sammen med to kviste timian, tre store løvstikkeblade og noget salt. Det kogte en tre kvarters tid og blev til sidst jævnet med en teskefuld maizena rørt ud i en deciliter A38. Det var fin aftensmad.