86 års fødselsdag og endnu et FFC
Ellen bliver smidt rundt af farfar.
I går var vi en smut i Bjergby hos Kåres forældre og derfra kørte vi videre til Struer, for at fejre Kåres morfars 86 års fødselsdag.
Jeg vidste godt, at det ikke er godt på de danske plejehjem, men jeg var ikke klar over hvor slemt det står til. Vi skulle skifte Ellen og der er naturligvis ikke nogen pusleplads på et plejehjem, så vi lagde hende på gulvet på et stort badeværelse, som bliver brugt til at bade de ældre. Der STANK. Og vi fandt da også årsagen. Og der er ikke nogen pæn måde at sige det på, men toilettet var overskidt, både i kummen og udenpå. Der var lort på armstøtterne og mange andre steder. Generelt særdeles ulækkert. Jeg gik naturligvis ud og fandt en ansat for at gøre opmærksom på det. Jeg regnede da med at der ville blive gjort rent. Men nej, svaret var: Så må I da bare bruge et andet toilet. Jeg fandt et andet toilet. Det var blevet gjort rent hele fem gange de sidste to måneder! Og der lugtede af tis over hele plejehjemmet. Det er simpelthen ikke forhold at byde de ældre! Jeg ved ikke hvad der kan gøres, men et eller andet skal der ske. Sæt skatterne op, give de ansatte højere løn, så det er mere fristende at arbejde på plejehjemmene, hvad ved jeg?
Men morfar blev glad over at se os.
På vejen hjem kørte vi en lille omvej. Og blev First-Finders på en cache der blev udlagt 20. maj. :) Det er ikke ret tit den slags sker, og det er kun ved de svære mysteries. Så nu har vi fem FFC’er.