Hvad tænker de på?

Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation vil give politiet tilladelse til at foretage præventive anholdelser af bandemedlemmer for at forhindre flere skudepisoder i København. De vil tillade politiet at fængsle mennesker i flere uger uden nogen former for rettergang eller mistanke – altså lige bortset fra at de tilhører en bande.

Hvad blev der lige af retssikkerheden? “Du ser ud som om du tilhører en bande, i fængsel med dig!” Der er godt nok snak om nogle magtbeføjelser som er helt hen i vejret. Det er jo rent amerikanske tilstande, hvor man bare fordi man ser forkert ud eller kigger den forkerte vej kan blive smidt i fængsel og glemt.

Gad vide om der er nogen der har læst korrektur på den pressemeddelelse inden den er blevet sendt ud, eller om det bare er næstformanden Ikram Sarwar der har tænkt at nu skal der ske noget? Han har endda for bare et år siden skrevet følgende i JP:

En af de centrale forskelle på den danske retsstat og alverdens bananrepublikker er, at man som individ altid har retten til at blive stillet for dommer, hvis man anholdes. Man er uskyldig til det modsatte er bevist, og man har retten til at forsvare sig og sin sag.

En ting er at de bander skyder på hinanden og risikere at ramme uskyldige – og det skal naturligvis straffes hårdt, men derfra og til at fængsle folk uden at blive stillet for en dommer…

Jeg havde godt nok troet mere om socialdemokraterne, omend det var lige præcis sådan noget jeg havde forventet fra Dansk Folkeparti!

Opdatering

Socialdemokraternes retspolitiske ordfører Karen Hækkerup er dog noget mere fornuftig:

Men det er ikke og bliver ikke Socialdemokratiets politik på Christiansborg, at man bare skal kunne gå ud og anholde folk, som man ikke mistænker for at have begået noget kriminelt.


S ønsker præventive anholdelser af bander, Politiken, 22. februar 2009
S-ordfører skyder præventive anholdelser ned, Politiken, 22. februar 2009

2 Responses to “Hvad tænker de på?”

  1. Jakob Says:

    Er enig i at retssikkerheden helt klart bør opretholdes, men forslaget går jo ikke på at anholde nogle som “ligner” bandemedlemmer. Politiet er jo udemærket klar over identiteten på mange af de personer som tilhører grupperingerne.

    Men Trine, har du et bedre forslag? Bor selv på Nørrebro og er sgu bange for at det snart kommer til at koste uskyldige liv. Så næsten hellere frihedsberøve nogle enkelt personer.. det dør de da ikke af.

  2. Trine Says:

    Nej, men selvom man tilhører en af banderne betyder det jo ikke nødvendigvis at man er lige ved at skyde en eller anden. Og selvom man har valgt at være HA’er eller medlem af AK81 eller hvad indvandrerbanderne nu hedder, så har man stadig ret til at blive stillet for en dommer indenfor 24 timer og så må dommeren tage stilling til hvad der skal ske – ikke bare en tilfældig politibetjent.

    Og ja, jeg synes faktisk jeg har et bedre alternativ: Ophæv skattestoppet og giv langt flere penge til politiet. Det har naturligvis lange udsigter før man får uddannet nok nye politifolk, men så kunne man f.eks. overlade nogle af de administrative opgaver til kontorfolk og lade politibetjentene bruge mere tid i marken. Så vidt jeg husker har f.eks. HK selv været inde på noget lignende.

    Men jeg håber da godt nok at alle de skyderier snart stopper – eller at det i hvert fald nøjes med at skyde hinanden!