Bærestol
Så fik vi købt en bærestol – og et par vandrestøvler. Jeg har længe manglet et par vandrestøvler, de gamle er simpelthen slidt op, men med mine åndsvage led og en ankel der er blevet skåret i og rettet op et par gange er det altså ikke helt nemt.
I løbet af den sidste uge har jeg været i Toursport to gange. En gang i Århus og en gang i Aalborg. Og jeg må indrømme at jeg også handler i Toursport næste gang. Begge gange har jeg fået virkelig god og kompetent betjening. Ekspedienterne har taget sig god tid, fortalt, forklaret og fundet varer frem uden at jeg har følt mig presset eller i vejen. I Århus havde de ikke noget jeg kunne bruge, så ekspedienten anbefalede mig at gå over i Friluftsland på den anden side af vejen. Det gjorde jeg, men ekspedienten kunne/ville ikke hjælpe mig, for støvlerne stod i kælderen. Og da jeg ikke kan bære Ellen op og ned af trappen, måtte jeg bare gå igen. Man kunne måske tro at han kunne have hentet støvlerne så jeg kunne prøve dem. Nå ja, han gik glip af en handel der endte på knap 3.000 kroner. I Aalborg fik vi alt den hjælp vi havde brug for, også selvom ekspedienten måtte på lageret og hente støvler og sandaler mange gange, og endte med en Deuter Kid Comfort III, et regnslag til den og et par Hanwag Banks Lady GTX. Om en måneds tid kommer vi nok tilbage efter et par sandaler til mig, jeg er nemlig blevet ret forelsket i et par Keen WMS Newport H2, men de havde ikke flere røde hverken i Århus eller Aalborg.
Kåre siger at bærestolen er rigtig god at gå med, så nu glæder vi os bare til at få den brugt.