Sommerhus
Mandag formiddag kørte vi nordpå for at tage et par dage i sommerhuset. Og kan du gætte hvad tiden blev brugt på? Jeps, geocaching.
Vi er ikke så meget til powercaching, så det blev ikke til mere end tre mandag, seks tirsdag og to onsdag.
Mandag fandt vi svigermors 30-års bryllupsdagscache der ligger lige ved sommerhuset og mandag aften gik vi efter TETRIS, en hyggelig lille mystery, hvor man skal slå rekorder i Tetris. Den har været løst længe, men den lå indtil for nyligt i Hobro. Nu er den flyttet nordpå og er blevet en terrain 4,5. Desværre kom vi en forkert vej til cachen, så den var ikke på mere end 2,5-3. Ellen var med i bærestolen og hun synes det var sjovt med skrænter og regnvejr. :)
Tirsdag var målet at finde Mysteriet om de 3 ringe. Til det formål afleverede vi hund og barn i Biersted og kørte lidt rundt i Jammerbugt Kommune. For at finde den, måtte vi også lige finde nogle andre caches og specielt synes vi at Aabybro Mejeri var en god cache. Den er nok lidt svær at finde i åbningstiden, men så er der til gengæld mulighed for at købe nogle rigtig gode is. :)
Aftensmaden spiste vi i Biersted og jeg tror både Ellen og bedsteforældrene havde hygget sig. Omend morfaren var lidt bekymret over at Ellen skulle sove middagslur ovenpå – sådan helt alene!
Onsdag kørte vi til Thisted for at besøge min mormor. Jeg tror nok hun blev meget glad for at se os – og ikke mindst Ellen. Men det er godt nok under alt kritik den måde de ældre bliver behandlet på på sådan et plejehjem. En times rengøring hver tredje uge. Det er bare ikke nok, specielt ikke når den ældre ikke kan gøre noget som helst selv og måske ikke er helt renlig længere. Der må simpelthen sættes flere ressourcer af til den slags – og gerne ved at fjerne skattestoppet eller lade de/vi rige betale mere i skat! Nå, sidespring.
På vejen hjem nåede vi også lige at finde en enkelt af de caches der udspringer af Mysteriet om de 3 ringe – resten må vi gemme til næste gang vi kommer på de kanter.
Men det var hyggeligt med sådan en lille miniferie i sommerhuset.