Mobiltelefoner i folkeskolen
I dag i Politiken er der en artikel om hvordan mange lærere er begyndt at bruge mobiltelefonen i undervisningen i folkeskolen.
Jeg er HELT enig i at det kan give rigtig god mening – der er mange måder at gøre undervisningen mere nærværende og relevant ved at bruge en mobiltelefon. Men jeg er altså bekymret for en yderligere skævvridning af samfundet.
En telefon der har GPS og kamera, som de nævner brugen af i artiklen, er altså ikke noget man køber til under 1000 kroner. Og i nogle familier er det et problem. Så er der noget andet der skal spares på i stedet for.
Det gamle princip med at skolen skulle stille undervisningsmaterialer til rådighed gav ikke helt samme mulighed for at gøre forskel mellem børnene. Men at de skal bruge mobiltelefonerne giver stor mulighed for mobning og forskelsbehandling. Det barn som ingen mobiltelefon har må snige sig med hos andre der har. Og der er også forskel på om man har en der kun lige kan det allervigtigste eller om man har en der kan det hele.
Naturligvis vil der altid være forskel på børn. Nogle er interesserede i og har råd til det helt dyre mærketøj, andre har ikke råd eller er ikke interesserede. Og jeg kan da huske fra min egen skoletid at påklædningen gav anledning til mobning.
Jeg ved godt at børn nok skal finde noget at mobbe hinanden med, hvis de vil mobbe.
Men jeg synes det er synd at børnenes undervisning skal afhænge af hvordan forældrenes økonomiske situation ser ud. Jeg mener at vi skal holde fast i at undervisningen i folkeskolen er gratis for ALLE. Og jeg så det gerne udvidet til også at gælde ungdomsuddannelserne. Kun ved at sikre at alle har lige adgang til undervisning kan vi få et udelt samfund.
Mobiltelefoner ringer ind i folkeskolen, Politiken, 18. august 2010
August 18th, 2010 at 19:54
Jeg er meget enig i ovenstående. Jeg både forælder og lærer. Jeg er mor til et barn i 5. kl., der IKKE har lyst til at have en mobiltelefon. Og jeg er lærer i en Folkeskole, der altså ikke stiller mobiltelefoner til rådighed for hverken lærere eller elever. Dette forslag efterlader altså min datter uden et relevant undervisningsredskab, fordi hun ikke ønsker/har brug for en mobiltelefon. Det er i vores tilfælde ikke en økonomisk hindring, men en principiel. Samtidig forlanger man, at jeg som lærer selv stiller min telefon til rådighed i undervisningen. Nu stiller jeg selvfølgelig også selv både computer, internetforbindelse og privat telefon til rådighed for at kunne udføre mit arbejde nogenlunde forsvarligt, men jeg synes måske at dette er over grænsen.
August 18th, 2010 at 20:00
Generelt synes jeg også det er for dårligt, at lærere i folkeskolen ikke får stillet de materialer til rådighed som de har brug for. Det er da i alles interesse at lærerne får de bedste forudsætninger for at undervise vores børn – det er trods alt dem der skal betale vores pension. :)
(Jeg har vist sagt det før, og jeg siger det gerne igen: NY REGERING!)
I øvrigt er det vist ikke ofte man hører om en elev i 5. klasse der ikke ønsker sig en mobiltelefon. Jeg må indrømme at jeg selv er meget i tvivl om hvornår Ellen skal have en – men det er i hvert fald ikke endnu og hvem ved hvordan den mobile verden ser ud om fem år?
August 19th, 2010 at 17:15
Mht. alder for erhvervelse af mobiltelefon – min 11-årige datter har et stående tilbud om at få en telefon, hvis hun har behovet. Det har hun så bare ikke! Mange ting ville være lidt lettere, hvis hun havde, fordi vi – hendes forældre – så kunne sende hende beskeder om forsinkelser/afhentning m.m. Men nu er det så bare sådan, at vi ikke ønsker at belemre hende med en telefon for at tilgodese VORES behov. Og her tror jeg faktisk, at hunden er begravet i mange tilfælde. For det er jo ofte forældrenes behov for at kunne “overvåge” podernes gøren og laden samt det nemme i at kunne kommunikere. Så let slipper vi så bare ikke… En kollega spurgte mig forleden, hvad hun så gjorde, når læreren eller kammeraterne var uretfærdige:-) Når man ikke fluks kan ringe og brokke sig, er “problemerne” ofte ikke så store:-)
August 25th, 2010 at 00:13
Nu er vi og vores børn heller ikke almindelige; men det er da ikke alle i deres 4. og 6. klasse, der har mobiler, og jeg regner da ikke med, at de får brug for det foreløbig.
Helt ærlig – vi klarede jo godt nok at komme hjem selv, da vi var børn osv, og tiden er ændret ja, men det klarer vores børn tilsyneladende også fint.
Og vigtigst er jeg enig med din pointe, Trine, omkring folkeskolen for alle – Den er vigtig.