Børnepenge til alle?

Der har været skrevet og snakket meget om børnepengene igen nu. Denne gang da det viser sig at en EU-forordning gør, at man kan få børnepenge til sine børn hvis man har arbejdet bare en enkelt time i Danmark. Alle partier er sådan set enige om at det IKKE er rimeligt og at det øger risikoen for social turisme. Så langt er jeg også HELT enig, men der hvor jeg begynder at spekulere lidt, er når DF foreslår at det i stedet for skal være et skattefradrag. På den måde vil man sikre sig at dem der får børnepenge også betaler skat i Danmark.

Tanken er god nok (for en sjælden gangs skyld), men det vil komme til at gå ud over de ALLERSVAGESTE i samfundet: Dem der ikke tjener nok til at kunne bruge et skattefradrag.

Som det er i dag, er det moderen til barnet der modtager børnepengene med mindre specielle forhold gør sig gældende.

Men vi havde en periode på et par år, hvor jeg ikke havde nogen indtægt – ikke så meget som en enkelt krone. Faktisk ringede de fra SKAT for at tjekke min selvangivelse – de kunne ikke helt forstå det der fine runde 0. Så havde børnepengene været et fradrag havde vi altså ikke kunnet få en eneste øre.

Det samme gælder de familier hvor moderen f.eks. er røget fra sygedagpengene på grund af tidsfristen og kommet på kontanthjælp og hvor manden tjener for meget. De vil heller ikke kunne få noget.

Så ideen er sådan set god nok – den skal bare finpudses, så det ikke kommer til at gå ud over dem hvor det gør mest ondt.

Men heldigvis er der bred enighed i folketinget om at der skal gøres noget.

Mit umiddelbare forslag vil være at man skal have ret til børnepenge, hvis man har ret til at stemme til kommunal- og regionrådsvalg – men det er et meget umiddelbart forslag, som slet ikke er gennemtænkt.


DF vil stoppe børnecheck til EU-borgere, Jyllands-Posten, 21. august 2010
Partier vil social turisme til livs, Jyllands-Posten, 21. august 2010

Comments are closed.