Handicapscooter
Kåres morfar døde sidste sommer og han efterlod sig en handicapscooter. Den arvede jeg her i foråret – jeg er heldigvis den eneste i familien der kunne finde anvendelse for sådan en.
Jeg har ikke brugt den før, men nu hvor jeg helst ikke skal bevæge mig alt for meget er den faktisk ret praktisk. Men kors, hvor man føler sig gammel og handicappet når man sidder på sådan en!
Men det er bedre at få et skud på værdigheden og så kunne komme lidt ud end at sidde inde – mennesket er altså ikke lavet til at være indendørs!
I dag hentede jeg Kåre og Ellen ved hallen efter de havde været til gymnastik. Det fangede Ellen MEGET hurtigt, så hun stod straks mellem benene på mig og så kunne vi ellers trille hjemad igen.
-
- Ups – hun stak vist lidt forkert. :)