Angst
Dette indlæg har været meget længe undervejs og jeg har spekuleret meget og længe over hvorvidt det overhovedet skulle skrives. Men det tror jeg altså at det skal – så here goes:
Jeg lider af angst – socialangst – jeg er simpelthen bange for andre mennesker.
Faktisk vil jeg mene at det er et langt større handicap end min gigt. Selvom gigten er usynlig, så er den mere håndgribelig på en eller anden måde – og selvom den selvfølgelig betyder noget for min (og familiens) dagligdag, så betyder angsten faktisk mere.
Angsten gør at hver gang jeg skal være socialt sammen med andre mennesker, så bliver jeg fysisk syg – kvalme, hjertebanken, ondt i maven, svedige hænder – altså lidt ligesom når man skal til eksamen og er godt, gammeldags nervøs. Og hvis jeg så bekæmper de initielle angstsymptomer og faktisk tager afsted, så er jeg hele tiden bange for at jeg skal blive mere dårlig – specielt er jeg bange for at jeg kommer til at skulle kaste op.
Jeg er panisk angst for at kaste op. Bare der er en af ungerne i vuggestuen der siger at de har ondt i maven, så har jeg det dårligt resten af dagen. I lørdags spiste jeg så godt som ingenting, fordi Ellen havde kastet op om morgenen – heller ikke selvom hun havde det fint.
Det er simpelthen andre folks bedømmelse af mig jeg er bange for. Jeg er hele tiden bange for at gøre noget dumt eller sige noget forkert – at fornærme folk eller såre dem. Jeg bekymrer mig alt for meget om hvad folk tænker om mig – jeg har faktisk så godt som ingen selvtillid – føler mig dum og mindreværdig.
Jeg kan sagtens gå ned i Brugsen og handle eller på biblioteket eller sådan noget, men hvis der kommer nogen og snakker med mig, sådan socialt, så begynder jeg straks at få angstsymptomer. Det er altså det at interagere socialt med mennesker der giver problemerne – og det er faktisk uanset hvem det er – selv mine egne forældre kan give problemerne. Den eneste voksne der ikke giver symptomer er Kåre – heldigvis, ellers havde det nok været lidt svært at være gift. :)
Bare det at telefonen ringer er faktisk nok – en ting er hvis det er fra kommunen eller lægen, der skal give en besked – men tænk nu hvis det er nogen der vil snakke – altså sådan personligt!
Det gør desværre at vi meget yderst sjældent ser nogle af vores venner – bare tanken om at skulle køre til Århus (eller Aarhus, som det jo hedder nu) og være sammen med nogen er nok til at gøre mig dårligt tilpas. Næsten endnu værre er tanken om at folk kommer her! Og det er jo bestemt ikke fordi jeg ikke kan lide folk eller ikke har lyst til at være sammen med dem – for det har jeg bestemt – jeg bliver bare syg af det. Det er så frustrerende! Og det er jo også synd for Kåre – for han vil også gerne se nogle mennesker. Og det er heller ikke godt i forhold til Ellens og Karens udvikling!
Jeg har ikke altid haft det sådan – det startede i sommeren 2002. En teori er at det er udløst af de enorme mængde Propranolol/betablokker jeg fik i forbindelse med min stofskiftesygdom – kendte bivirkninger er i hvert fald angst og paniklidelser. Men det kan også bare være en udvikling af de depressioner jeg har haft, der startede i vinteren 98/99 – altså i forbindelse med de første eksamener på uni. (Når man har gået gennem alt med begge hænder på ryggen, så er det altså lidt deprimerende pludselig at dumpe alting!)
Jeg har været forsøgt behandlet med SSRI-præparater/lykkepiller – det virkede også fint på depressionen første gang, men har ikke haft nogen
positiv effekt på angsten. Jeg går til både psykolog og psykiater, men indtil videre også uden effekt.
Kan man ikke bare tage sig sammen? – er der måske nogen der tænker. Jo, nogle få gange kan jeg godt og det går som regel også godt. Men det kræver en masse overskud og energi og mod at gå op mod at hele ens krop i utvetydige vendinger fortæller en at der er fare på færde og at man skal flygte – for det er det der sker! Så man skal simpelthen kæmpe mod årtusinders overlevelsesinstinkter – og det er altså ikke nemt.
Specielt er jeg lige nu ked af at ingen af vores venner har set Karen. Vi har ikke inviteret og de har ikke spurgt. Jeg er slet ikke sur på nogen over det, for det er udelukkende min egen skyld – jeg har kørt os længere og længere ud på et sidespor og det er jeg rigtig ked af.
Jeg ville ønske jeg vidste hvad jeg kunne gøre ved det – for jeg savner folk – men jeg har slet ikke modet og overskuddet til at gøre noget ved det. Og jeg kan godt forstå at folk efterhånden har opgivet – for når man får et nej tak, hver gang man inviterer eller foreslår noget, så opgiver man til sidst.
Og lige nu sidder jeg så og bliver bange, for tænk nu hvis der er nogen der læser det her, der finder på at ringe!
Angst er ikke nemt at leve med – hverken for den der har det eller for familie og venner. Jeg håber med tiden at jeg bliver bedre til det, for det er et stort problem for mig – og for alle andre omkring mig.
February 3rd, 2011 at 23:20
Hej Trine
Det er bare dejligt befriende, at læse dit indlæg. For jeg genkender mig selv i mange af de ting du skriver.
Jeg har selv få venner, og de kender heldigvis til mange af mine særheder, så de ved, at en biograftur gør mig glad, og at det er til at overkomme socialt (lidt snak før og efter filmen).
Et råd jeg gerne vil give dig, er at være åben (det er du nu, en god indgangsvinkel), og fortæl dem, at du meget gerne vil se dem, og at de skal se Karen og Ellen. Men at du faktisk har det dårligt med det, så de må komme præcis kl. 14 og gå igen 14.30. Hvis det er gode venner, så vil de forstå. Evt. kan du holde dig i baggrunden, så det er Ellen og Karen der er i centrum, og at det er Kåre der styrer slagets gang.
Ja, og hvem er jeg så? Hende fra apoteketsudsalget i storcenteret, som har gået sygemeldt siden april, og nu er opsagt. Jeg lider af depressioner og lidt angst (i en test udviste jeg flere angstsymptomer, end jeg selv oplevede). Så jeg kender lidt til din situation. Det er heller ikke mit problem at handle ind, men bare jeg ikke møder nogen jeg kender, som lige vil snakke lidt.
Men med ærlighed kommer jeg længere, til diverse fester og lign. har jeg eks. sagt, jeg bliver indtil maden er spist, og så smutter jeg måske.
Håber det er iorden, at jeg har skrevet dette indæg, da det faktisk hjælper mig at få sat ord på mine egne oplevelser, og at jeg måske kan give et råd videre.
Tak fordi du har lavet en offentlig blog, det er bare skønt at følge dig og din familie. Jeg “lærte” dig at kende i hundegruppen (selvom jeg ikke havde hund) og fulgte med på din blog, da Ellen kom til verden.
Mange hilsner til dig og dine fra Ditte
February 4th, 2011 at 21:59
Hej søde Trine
Allerførst: synes det er modigt og flot at du har skrevet indlægget.
Har snakket med Kåre om at jeg selvfølgelig gerne vil besøge jer og sige tillykke og se lille Karen. Har bare lidt svært ved at få plads i planerne.
Blev lidt usikker da jeg læste dit indlæg. Jeg vil jo ikke presse dig eller sætte dig i en ubehagelig situation. Men er kommet frem til at jeg gerne må invitere mig selv til at komme forbi, og du må altid gerne sige nej.
Og så besluttede jeg at invitere mig selv og Oscar ud på søndag, men jeg skal jo også huske at jeg ikke kan holde til alt det jeg gerne vil, så det bliver ved tanken i denne omgang.
Knus Bolette
PS Har nu siddet meget længe og kigget på det jeg har skrevet og været i tvivl om jeg skulle trykke submit, men …
February 6th, 2011 at 21:41
Tak for jeres svar – jeg var også lidt (meget) i tvivl om hvorvidt jeg skulle trykke submit – men valgte at lade være med at tænke og så gøre det. :)
Ditte: Jeg er ked af at høre at du er blevet opsagt – håber du finder ud af noget der er godt for dig! Og at du på et tidspunkt også må få det bedre – jeg har faktisk en lukket blog/dagbog, hvor jeg skriver tanker/oplevelser/følelser ned – det hjælper nemlig, som du selv skriver, at få skrevet tingene ned.
Bolette: Det var godt du besluttede dig om igen – vi ville ikke have at du skulle gå hen og få en vinterforkølelse lige inden jeres sommerferie – jeg er nemlig ganske skrækkeligt forkølet. Men du må gerne invitere dig selv på besøg – og så siger jeg bare nej hvis ikke jeg magter det.
Men jeg overvejer også lidt om vi ikke skal prøve at samle hele flokke fra frokostklubben og så mødes til receptionen 1. april på Daimi – det må da være passende. :) Jeg satser så bare på at man gerne må medbringe børn – for ellers bliver det lidt besværligt – i hvert fald for os.
February 15th, 2011 at 21:50
WOW Trine, utrolig flot og ærligt indlæg. Jeg sidder og triller en tåre i ren medfølelse for hvor svært det må være for dig, og ja for resten af din lille familie. Hvor må det bare have været svært at skrive dette indlæg, og det har helt sikkert lettet dit hjerte at få det frem i lyset.
Du beskriver din situation og din angst så flot. Når man ikke har det på samme måde som dig, kan nogle af elementerne nok være svære at forstå, men alle kender vel til præstationsangst! Du har det bare meget værre, og så i vildt mange situationer! Trine jeg anede det ikke, du har skjult det skræmmende godt. Hvordan kan man som bekendt tage hensyn til dig, når man mødes med dig?
Og Trine så vil jeg også skrive, at jeg synes du er et fantastisk menneske med en fed personlighed. Og hold da op hvor er du en fighter! Håber du med tiden lærer at indse, at du er er “amazing just the way you are”.
masser af knus – og skriv eller ring endelig, hvis du har brug for en snak enten over mail, telefonisk eller ansigt til ansigt!
Stort skulderklap og et pust af kampgejst!
February 28th, 2011 at 22:48
Hvor er du sej at du fortæller det. Kender dig jo ikke irl, men det går nok ;-). Fra dit første indlæg på mg har jeg synes at dine svar har været helt fantastiske. Du minder på mange områder om mig og det kunne været fedt at lære dig nærmere at kende.
Jeg ved at du ikke bare kan tage dig sammen og jeg håber virkelig for dig og ikke mindst Kåre og pigerne at du en dag magter at være sammen med andre.
March 22nd, 2011 at 12:38
Kære Trine
Mange opmuntrende tanker til dig og jer herfra.
October 16th, 2013 at 22:47
Hej Trine! Hvor er det fedt at du står frem.
Jeg ved ikke helt om denne blog er aktiv i dag, men hvis du vil dele din historie med mange angstramte så kontakt mig endelig. Jeg vil rigtig gerne have personlige historier om angst med fokus på værktøjerne, hvordan kom du videre i dit liv på trods af angsten?
Kontakt mig her: http://stopangsten.dk/kontakt
Håber at høre fra dig.
Hilsen Sofia – Stifter af http://www.stopangsten.dk